Innowomen

Ny Innowomen: - Jeg hader alt, der er upraktisk

Når noget ikke virker, finder Malene Hegenberger en løsning. En af dem blev til en opfindelse, som endte med at blive sat i produktion og i dag bruges verden over, når kvinder skal syes efter en fødsel. Nu er Malene Hegenberger udpeget som en af Innovationsfondens Innowomen

En aften sad Malene Hegenberger og kiggede ind i en kvindes fødselskanal. Kvinden var træt. Hun havde ondt. Hun havde lige født et barn, hun var bristet, og nu skulle hun syes. Men jordemoderen kunne ikke se noget. Kvinden var hævet efter fødslen, belysningen i rummet var dårlig, og jordemoderen famlede sig bogstaveligt talt frem.

Denne jordemoder er Malene Hegenberger, og det var ikke første gang, den del af en kvindes fødsel hensatte hende i stemning af irritation.

- På enhver anden operationsstue er der fyldt med fancy lamper, robotter og højteknologisk udstyr, men os, der arbejder med kvinder, der udgør halvdelen af jordens befolkning, og som føder børn hver eneste dag, arbejder stadig, som vi har gjort i hundrede år. Det at kunne se, hvad man laver med sine hænder, er jo halvdelen af arbejdet, og da jeg var færdig med at sy kvinden, tænkte jeg, at det her måtte man altså kunne gøre bedre, siger Malene Hegenberger, som også er uddannet sygeplejerske.

Klippe-klistre ved spisebordet

Som sagt så gjort. Om aftenen, når de tre børn var puttet, og de praktiske gøremål ryddet af vejen, satte hun sig ved spisebordet med papir, blyant og saks. Langsomt tog en lille, smal hestesko-formet anordning med vinger form. Efter en rum tid blev den støbt i plastik, printet i 3D, og da en kvinde donerede sit underliv og agerede forsøgskanin for Malene Hegenberger, vidste hun, at hun havde fat i noget.

Hegenberger Retractor, døbte hun sit instrument, som kan det, et menneske ikke formår med kun to hænder. Nemlig holde en fødselskanal åben, så en læge eller jordemoder kan se og sy den fødende kvinde sammen, når hun er bristet.

- Min generation af kvinder var bange for, om de kunne klare smerterne ved en fødsel, og det er der efterhånden fundet mange brugbare løsninger på. Kvinder er i dag derfor mere optaget af, om deres krop går i stykker eller får komplikationer efter en fødsel, fortæller Malene Hegenberger, som mener, at der er alt for lidt fokus på netop bristninger efter en fødsel.

Der har været en opfattelse af, at man ikke var en ordentlig jordemoder, hvis man ikke kunne starte og slutte sin fødsel selv, og syning af kvinden er noget, man gør for lukkede døre. Vi taler om moren og babyen men ikke om syning, som bliver betragtet som en del af oprydningsarbejdet efter en fødsel. Det vil jeg gerne være med til at ændre, siger Malene Hegenberger, som underviser fødselspersonale over hele verden i netop denne disciplin.

Fik to læger til at græde

Det lå ikke i kortene, at Malene Hegenberger skulle være selvstændig, men måske ligger det alligevel som en del af hendes dna. Hun hader nemlig alt, der er upraktisk, og giver sig straks i kast med at forbedre og søge løsninger, når noget ikke fungerer. Det tog tre år, før Hegenberger Retractor var færdigudviklet, så den passer til en hvilken som helst kvindekrop, og endelig fik den nødvendige CE-godkendelse. Undervejs fik hun en investering gennem Innovationsfondens Innobooster program, og i dag bliver den brugt i over 22 lande. Malene Hegenberger solgte efter få år sin virksomhed men er dog stadig meget aktiv i virksomheden ved siden af sit job på Slagelse Sygehus.

Men hvordan blev hendes opfindelse så modtaget af fagfællerne?

- Blandet. Nogle var skeptiske, fordi de mente, at tingene fungerede fint. Andre har sagt: Hvorfor helvede har jeg ikke selv fået den idé? Men det bedste var de to udenlandske læger, jeg fik til at græde, da jeg præsenterede dem for produktet første gang. I Danmark er vi nok ikke helt så nemme at begejstre, siger Malene Hegenberger.

Eksperimentér med en Barbie-dukke

Ikke desto mindre er Hegenberger Retractor en del af hverdagene på langt de fleste af landets sygehuse, og skulle der sidde en jordemoder med en god idé et sted, har Malene Hegenberger et godt råd.

- Kast dig ud i det! Det behøver ikke at være kompliceret at udvikle et nyt produkt. Man kan bruge Barbie-dukker som modeller, almindeligt kopi-papir og en blå kuglepen. At sidde ved spisebordet om aftenen og tegne og lave modeller var for mig mit strikketøj, og man må jo gøre det i det tempo, man kan.

I begyndelsen af 2024 blev Malene Hegenberger udpeget som en af Innovationsfondens fire nye Innowomen, og ud over et håb om at fungere som rollemodel for andre kvinder, som drømmer om at blive iværksættere, håber hun også at kunne prikke lidt til den verden, hun selv havde svært ved at forstå, da hun trådte sine barnesko i iværksættermiljøet.

- Jeg forstod ganske enkelt ikke det sprog, der blev talt. Jeg anede ikke, hvad cashflow, venture capital og business angel var, og det gjorde, at jeg ikke følte, at jeg hørte til. Sikkert samme følelse som en patient kan have, når sundhedspersonale taler journalsprog hen over hovedet på hende. Jeg vidste heller ikke, at der er forskel på opfindsomhed og innovation, og jeg vil gerne være med til at gøre den verden mere imødekommende for andre med iværksætterdrømme, så de ikke bliver skræmt væk, siger Malene Hegenberger, som håber, at andre kvinder vil tage imod hendes opfordring om at kontakte hende, hvis de har lyst til inspiration og gode råd.

Fakta om Malene Hegenberger:

Uddannet sygeplejerske og jordemoder.

I 2021 solgte hun virksomheden, som nu hedder Hegenberger Medical, hvor hun nu fungerer som leder for global oplæring og innovation, og arbejder sideløbende som specialist i bristninger på Slagelse Sygehus.

Fik i 2018 knap 300.000 kr. i investering under Innovationsfondens Innobooster-program