Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har i dag afsluttet styrelsens tilsyn med Innovationsfonden vedrørende hastebehandling af Covid-19-relaterede ansøgninger, påstået inhabilitet i tre konkrete sager samt overholdelse af Kammeradvokataftalen.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen udtaler kritik af fonden i sin afgørelse. Styrelsen anerkender samtidig, at Innovationsfondens med hastebehandlingen af Covid-19-relaterede ansøgninger tilbage i marts 2020 havde til hensigt at understøtte hurtig og smidig sagsbehandling set i lyset af den ekstraordinere situation, som Covid-19 udgjorde i foråret 2020.
Styrelsen anerkender desuden, at fonden har iværksat en række initiativer, der skal tage hånd om kritikpunkterne vedr. inhabilitet.
Afgørelsen fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan læses her.
Kommentar fra Innovationsfondens bestyrelsesformand, Tina Fanø:
- Uddannelses- og Forskningsstyrelsen finder grundlag for at kritisere Innovationsfonden på konkrete punkter om bl.a. håndtering af habilitet og hastebehandling af enkelte Covid-19-relaterede projekter i foråret 2020. Fonden tager kritikken alvorligt. Der skal være styr på processer og sagsgange, og de punkter, tilsynsmyndigheden påpeger, skal der rettes op på, og det arbejde er i fuld gang.
Konkrete initiativer, der adresserer kritikpunkter i tilsynsafgørelsen fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Innovationsfonden har iværksat en række konkrete initiativer, der skal styrke sagsgange og processer vedr. habilitet:
• Ny forretningsorden med præciseringer af habilitetsprincipper
• Nye supplerende principper for bestyrelsens konkrete og generelle habilitet
• Styrket indsats vedr. forvaltningsret, habilitetsregler og unbiased decision-making
• Ny personalepolitik om bibeskæftigelse og ejerandele af virksomheder
• Nye retningslinjer for bestyrelsen om bibeskæftigelse og ejerandele af virksomheder
Innovationsfonden vil desuden bede Kammeradvokaten vurdere, om der på baggrund af afgørelsen er behov for yderligere initiativer.