MRN Roskilde Festival 2019

Frivillige på Roskilde Festival tester ny robotteknologi

Teknologien udvikler sig hastigt, og i fremtiden kan din nærmeste arbejdskollega potentielt være en robot. Det danske robotfirma MRN har udviklet en ny sensorbaseret sikkerhedsløsning for samarbejdende robotter, som gør det muligt, at robotter og mennesker kan løse opgaver i fællesskab. Den løsning vil virksomheden involvere de frivillige på Roskilde Festival i at teste og videreudvikle.

Hvor samarbejdende robotter i industrien i dag er afskærmet og indhegnet af hensyn til sikkerheden, har robotfirmaet MRN udviklet en scanner-løsning, der f.eks. gør det muligt for mennesker og robotter at arbejde tæt sammen.

Det nye ved MRN’s sikkerhedsløsning er, at scanneren kører op og ned og følger robotten, hvilket eksempelvis kan udnyttes på robotter i pakkerier. Hvis der for eksempel er en kasse, der kommer til at stå lidt skævt, kan medarbejdere gå ind og rette kassen uden at slukke robotten. Den stopper automatisk, hvis en person kommer for tæt på, og når personen igen er ude af sikkerhedsområdet, starter robotten igen af sig selv. Det sparer tid og penge i produktionen.

Når Roskilde Festival løber af stablen, vil festivalens unge frivillige blive involveret i at teste og videreudvikle MRN’s sensorbaserede sikkerhedsløsning. For hvem er bedre til at teste fremtidens robotteknologi end de unge mennesker, der kommer til at udgøre fremtidens arbejdsstyrke?

Vil drage nytte af de unges kreativitet
- Vi ser flere muligheder i at bruge Roskilde Festival som testlaboratorium – især fordi vi her primært har med unge, kreative og fremtidsorienterede mennesker at gøre. For det første vil vi gerne have deres hjælp til at teste, om man på nogen måde kan snyde vores sensorsystemet. Det er unge kreative hjerner nok de allerbedste til at udfordre. Desuden vil vi meget gerne høre, hvilke idéer de kunne have til andre måder at anvende teknologien på. I princippet kan vores sensorløsning jo bruges til hvad som helst, siger Mogens Rosenvang, direktør hos MRN A/S. 

Teknologien kan de frivillige på Roskilde Festival teste af på egen krop i et labyrint-spil i frivilligområdet Bar Dame. Her opstiller MRN en labyrint med seks felter, som de frivillige skal forsøge at klare sig igennem i en bestemt rækkefølge på tid uden at udløse sensor-alarm. Scanneren registrerer dig, når du flytter dig fra felt til felt, og du får strafpoint, hvis du går, før du får grønt lys.

Scanneren kører op og ned på en elektrisk føring, så nogle steder kræver det, at spildeltageren bukker sig eller hopper for at nå fra felt til felt. De, der er hurtigst til at nå igennem labyrinten og nå op til udløserknappen, får en præmie og æren af at stå øverst på resultattavlen ugen igennem.

Fakta
Test på festivalen
  • Allerede fra søndag d. 23. juni og frem til festivalens afslutning opstiller MRN en labyrint i et telt på frivillig-området Bar Dame, hvor de frivillige via et spil kan hjælpe med at teste sensorløsningens fuldkommenhed og give input til alternative anvendelsesmuligheder.
  • Der vil altid være to testobservatører, som klæder de frivillige på til at spille spillet og efterfølgende udfylde en survey. 
Living Lab på Roskilde Festival:
  • Innovationsfonden og Roskilde Festival har en fælles ambition om at styrke iværksætteri og innovation i Danmark og har derfor indgået et partnerskab med fokus på test og brugerinddragelse som centralt værktøj i udviklingen af nye ideer og løsninger.
  • For tredje år i træk gør Innovationsfonden og Roskilde Festival sammen Danmarks midlertidigt fjerdestørste by til et levende laboratorium for udvalgte iværksættere fra Innovationsfondens projektportefølje.
  • Målet er at fremme udviklingen af nye bæredygtige og innovative løsninger på nogle af de udfordringer, verden står overfor.
  • Når ugen er ovre, har iværksætterne prøvet deres produkt af på en bred vifte af mennesker og står med vigtig viden om, hvordan deres koncept fungerer i praksis, og hvad der skal til for at bryde igennem på markedet.
Kontakt

Mogens Rosenvang, CEO, MRN A/S,
Mail: mr@robostacker.com, tlf. 66 14 9911

Line Skouboe, kommunikationsrådgiver, Innovationsfonden,
Mail: line.skouboe@innofond.dk, tlf. 61 90 50 39

Jane Thomsen, Program Officer, Innovationsfonden,
Mail: jane.thomsen@innofond.dk, Tlf. 61 90 50 21