Prisvindere 2020

Her er vinderne af Innovationsfondens Priser 2020

I dag hædrer Innovationsfonden landets skarpeste forskere og innovatører ved fondens årlige prisuddeling. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen overrækker priserne. Se alle vinderne her.

En iltrobot, som kan forbedre lungepatienters liv markant og spare arbejdsgange på hospitalerne. En banebrydende diabetes-pille, der er den første af sin slags i verden. Effektiv og databaseret klimatilpasning langs de danske kyster.

Det er nogle af de imponerende forsknings- og innovationsbedrifter, som i dag hædres ved Innovationsfondens årlige prisuddeling.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er med til at overrække priserne til de i alt ni prisvindere i tre forskellige priskategorier.

- Det er en fornøjelse og en stor ære at være med til at overrække priser til nogle af de skarpeste forskere herhjemme. Alle ni har fået en ide, formået at forfølge den og få ført ideen ud i livet med excellent forskning. Forskerne og projekterne er meget forskellige, men fælles er, at forskningen er med til at skabe en stor værdi for hele samfundet og finde svar på nogle af Danmarks udfordringer. Det er vigtigt. Og det skal selvfølgelig fejres, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Innovationsfondens overordnede formål er at understøtte forskere og iværksættere, der løser nogle af samfundets største udfordringer.

Med uddelingen af forsknings- og innovationspriserne ønsker fonden at fremhæve og synliggøre den excellente, samfunds- og erhvervsrettede forskning og innovation, som skaber nye vidensbaserede løsninger og markant værdi for Danmark.

- I dag hylder vi banebrydende forskning og vidensbaserede løsninger på store samfundsudfordringer som klimaforandringer og sundhedsbehandling. Med stort engagement, inspirerende flid og innovative idéer har årets prisvindere skabt enorm værdi for hele Danmark – ja, sågar for hele verden. Prisvinderne sætter Danmark på verdenskortet og er forbilleder for både nuværende og kommende forskere og innovatører, siger Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør for Innovationsfonden.

 

Årets prisvindere:

Grand Solutions Prisen 2020: Okan Ilker Görgen, Farzad Saber og Ejvind Frausing

Med en sensor måler den intelligente iltrobot ’O2matic’ kontinuerligt og automatisk iltniveauet hos bl.a. KOL-patienter og regulerer løbende ilttilførslen, så den passer til den enkeltes behov. Patientens helbred, levetid og livskvalitet forbedres dermed markant – alt imens sygeplejesker og læger sparer tid, og sundhedsvæsenet sparer penge.

Innovatør Prisen 2020: Per Sauerberg, Tomas Landh og Flemming Seier Nielsen

Diabetespillen Rybelsus til voksne med type 2-diabetes, der er den første af sin slags i verden, giver diabetikere en nemmere og ofte bedre behandling af deres sygdom. Pillen er netop blevet lanceret på det amerikanske marked, som er verdens største for diabetesmedicin. Inden længe forventes pillen at blive tilgængelig i resten af verden.

Erhvervsforsker Prisen 2020: Carlo Sass Sørensen

Klimaforandringerne stiller store krav til klimatilpasning – især ved Danmarks kystnære byer. Men det kræver viden om, hvordan vand og land arter sig, og det har Carlo Sass Sørensen forsket intensivt i. Carlo har gennem anvendelse af landmåling og satellitdata til kortlægning af områder med landsætninger dokumenteret deres indvirkning på oversvømmelsesfaren i kystnære områder.

Erhvervsforsker Prisen 2020: Alexandria Trattner

Alexandria Trattner har i sin erhvervs-ph.d. udviklet konkrete metoder til at analysere, kvantificere og reducere produktporteføljen hos den store danske virksomhed ROCKWOOL. Alexandria har ved hjælp af matematik, programmering og kodning dermed gjort det muligt for ROCKWOOL at spare et betydeligt millionbeløb. Metoderne kan bruges hos langt de fleste større produktionsvirksomheder.

Erhvervsforsker Prisen 2020: Tinna Björk Aradóttir

Tinna Björk Aradóttir har gennem sin forskning udarbejdet en algoritme, som kan beregne den optimale dosis insulin til hver enkelt diabetiker. Den digitale løsning indsamler data fra trådløse insulinpenne og glukosemålere og gør det dermed muligt for patienternes egne læger at give den korrekte insulindosis.

 

Fakta om Innovationsfondens Priser

  • Det er fjerde år i træk, at Innovationsfonden hylder banebrydende forskning med uddelingen af fondens tre priser; Grand Solutions Prisen, Innovatør Prisen og Erhvervsforsker Prisen.
     
  • Prisoverrækkelsen finder sted i dag, fredag den 7. februar, i Pakhus 11 København.
     
  • Vinderne af Grand Solutions Prisen modtager samlet 1 mio. kr. til forskningsaktiviteter inden for deres felt, foruden hver en personlig hæderspris på 200.000 kr.
     
  • Vinderne af Innovatør Prisen modtager hver en personlig hæderspris på 100.000 kr.
     
  • Vinderne af Erhvervsforsker Prisen modtager hver en personlig hæderspris på 50.000 kr.

 

Læs mere på www.innovationsfonden.dk/innovationsfondens-priser

Prisuddelingen 2020
Program

Årets prisuddeling løber af stablen fredag den 7. februar i Pakhus 11 i Købehavn med mere end 200 gæster. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen overrækker priserne til vinderne.

Se hele programmet for dagen her:

13.30-14.00: Kaffe og smagsprøver på bæredygtige innovationsprojekter

14.00-16.00: Prisuddeling

  • Velkomst v. konferencier Lone Frank
  • Tale v. uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen
  • Interview m. Innovationsfondens nye direktør, Anne-Marie Levy Rasmussen
  • Overrækkelse af Erhvervsforsker Priserne 2020
  • Tale v. adfærdsforsker og nudgingekspert, Pelle Guldborg Hansen
  • Overrækkelse af Innovatør Prisen 2020
  • Overrækkelse af Grand Solutions Prisen 2020
  • Afrunding v. Innovationsfondens bestyrelsesformand, Tina Fanø

16.00-17.00: Fredagsbar og let forplejning