Lars Frølund bestyrelsen

Innovationsfondens bestyrelsesmedlem i spidsen for ny innovations-ekspertgruppe udpeget af Europa-Kommissionen

Bestyrelsesmedlem i Innovationsfonden og forskningschef på Massachusetts Institute of Technology (MIT), Lars Frølund, er netop udpeget som formand for en international ekspertgruppe, der skal rådgive Europa-Kommissionen om etableringen af ​​Det Europæiske Innovationsråd - Europas nye organisation til støtte af ​ banebrydende innovationer med et budget på 10 mia. EUR.

Den 7. juni 2018 blev det næste rammeprogram for forskning og innovation (2021-2027) vedtaget af Europa-Kommissionen. Europæiske statschefer godkendte oprettelsen af ​​et europæisk innovationsråd (European Innovation Council) på det næste EU-budget.

Kommissionen har nu oprettet en ekspertgruppe, der skal rådgive om den samlede implementering af Det Europæiske Innovationsråd. Lars Frølund er udpeget som formand for den internationale ekspertgruppe.

Gruppen består af i alt 10 eksperter på højt niveau fra europæiske og amerikanske organisationer, universiteter og virksomheder. Fra Danmark deltager i ekspertgruppen også professor Jes Broeng fra DTU.

Målet med Det Europæiske Innovationsråd (EIC) er at støtte den næste bølge af banebrydende innovationer i Europa.  

- Det Europæiske Innovationsråd er skabt for grundlæggende at gentænke den måde, vi i Europa udvikler nye banebrydende teknologier og bringer dem til markedet. Det betyder blandt andet, at vi må finde inspiration fra organisationer som det amerikanske Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA), berømt for sine afgørende innovationsbidrag til bl.a. Internettet, SIRI og GPS, og organisationer som X Company (tidligere Google X). Ekspertgruppen har en vigtig opgaven foran sig. Jeg glæder mig til arbejdet sammen med dette team af fremragende internationale innovationseksperter, siger Lars Frølund.

Lars Frølund kan kontaktes på: frolund@mit.edu