Børn i skole

Back2School skal få Aarhus’ børn til at gå glade i skole

Periode
2016-2020
Innovationsfonden
10,4 mio. kr.

Programmet Back2School sætter ind mod skoleelevers stigende fravær, og nu har Aarhus Byråd valgt at inkludere projektet i kommunens budget. Innovationsfonden har investeret i projektet.

850 skoleelever i Aarhus i alderen 5-16 år er i gennemsnit fraværende i mere end 30 skoledage om året. For at lave om på det har Aarhus Byråd netop valgt at investere i et program, som ved hjælp af terapi styrker børnenes selvværd og på den måde give dem lyst til at være i skole.

I budgetforliget 2020 afsættes der 1,9 mio. kr. i 2020 og herefter 1,7 mio. kr. årligt til at videreføre Back2School.

- Det er vi selvfølgelig enormt glade for. Nu er pengene bevilget, og så skal vi sammen med kommunen lægge en plan for, hvordan det hele skal strikkes sammen, siger projektleder i Back2School og professor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, Mikael Thastum. 

Kognitiv adfærdsterapi

Bag projektet, som er støttet med godt 10 millioner kroner af Innovationsfonden, står Aarhus Universitet. Siden 2017 har de samarbejdet med Aarhus Kommune om en undersøgelse, hvor Back2School-programmet er blevet sammenlignet med kommunens sædvanlige indsats inden for området.

De udvalgte børn har modtaget kognitiv adfærdsterapi fra psykologer fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aarhus Kommune og klinikere på Psykologisk Institut. Behandlingerne er foregået i tæt samarbejde med børnenes skoler, og resultaterne har været gode.

 - Pilotprojektet fra 2017 viste, at elevernes gennemsnitlige fravær på 68 procent faldt til 25 procent under pilotprojektet. Et år efter afslutningen af pilotprojektet var fraværet i gruppen faldet yderligere til 20 procent, siger Mikael Thastum.

Glade børn går i skole

Mikael Thastum er meget tilfreds med resultaterne af pilotprojektet, dels fordi fraværstallet er faldet, men også fordi undersøgelserne viste, at børnene også på andre områder havde fået det betydeligt bedre.

- Det, som glæder mig mest, er, at de her børn har fået det betydeligt bedre, end de havde det inden forløbet. Det har de i forhold til eksempelvis angst og depression, som børn med fravær ofte plages af.

Han fortæller ligeledes, at de tilbagemeldinger, han har fået på forløbet fra børn, forældre og lærerne i børnenes respektive skoler har været rigtigt gode. Og det har de også ment i Aarhus Byråd, som har sat penge af, så Back2School også i fremtiden kommer til at give børn lyst til og glæde ved at tage i skole igen.