ReSuit

Cirkulært design og banebrydende teknologi skal forvandle tekstilaffald til nye råvarer

Periode
2021-2024
Innovationsfonden
13 mio. kr.
Samlet budget
22,8 mio. kr

En gruppe centrale aktører vil flytte grænserne for genanvendelse af tekstiler. Slidt, ødelagt eller nyt tøj der kasseres, skal nedbrydes til nye råmaterialer, og dermed indgå i et cirkulært kredsløb.

En mindre revolution inden for design og genanvendelse af tekstiler er på plakaten de næste tre år, hvor Teknologisk Institut har samlet en række centrale aktører inden for tøjdesign, genanvendelsesteknologi og forbrugeradfærd. Sammen skal de skabe mere bæredygtighed i tekstilindustrien – og genanvendelse af alt tekstilaffald i Danmark. Projektet hedder ReSuit (Recycling Technologies and Sustainable Textile Product Design), og Innovationsfonden har investeret 13 mio. kr. i projektet, der har et samlet budget på 22,8 mio. kr.

Konsortiet tæller partnere inden for tøj og tekstiler (BESTSELLER, Elis og Designskolen Kolding), råvareproduktion (A/S Dansk Shell), forbrugeradfærd (Naboskab) og nye genanvendelsesteknologier (Aarhus Universitet, tyske Fraunhofer og Teknologisk Institut).

– Hvert år bliver der på verdensplan produceret 100 milliarder tekstilenheder, der i det store og hele behandles som engangsbestik. Materialer til en værdi af 400 milliarder euro går tabt, fordi vi mangler en infrastruktur og robuste genanvendelsesteknologier i meget stor skala. I projektet ønsker vi at få alt tekstilaffald i Danmark ind i et kredsløb, hvor det kan blive til nye tekstiler eller råvarer til andre produkter. Hvis det lykkes, kan det blive en gamechanger, fortæller Anders Lindhardt (ph.d.) fra Teknologisk Institut, der leder projektet.

Konsortiet vil angribe tekstilproblematikken fra to sider: Hvordan bliver tekstilindustrien bedre til at designe bæredygtigt? Og hvilke teknologier kan skabe et cirkulært kredsløb for forbrugernes tekstilaffald?

På designsiden vil der være fokus på bæredygtigt design af tekstilprodukter – det vil sige tekstiler, der er designet med henblik på at blive genanvendt. Arbejdet skal så vidt muligt munde ud i udfasning af stoffer, der ikke egner sig til fremtidens genanvendelsesteknologier og i designguides for bæredygtige tekstilprodukter.

– Cirkularitet er ikke en hyldevare. Der er brug for banebrydende innovation inden for området for at skabe de cirkulære løsninger, vi i BESTSELLER stræber efter. Det er enormt komplekst, og vi arbejder derfor flerstrenget for at kunne sikre fremtidens bæredygtige tøjproduktion. Det afgørende for os er, at vi ikke spilder tiden på gode intentioner, men skaber konkrete resultater, der rykker på denne dagsorden. Med ReSuit er vi en del af et ambitiøst og multifacetteret samarbejde, hvor de udviklede teknologier og løsninger kan få vidtrækkende betydning. Ikke kun i Danmark og ikke kun for BESTSELLER. Og det er præcis, hvad vi sigter efter, Camilla Skjønning Jørgensen, Sustainable Materials & Innovation Manager, BESTSELLER.

Samtidig skal virksomheden Naboskab, der er specialiseret i at forstå og ændre forbrugeradfærd, kortlægge hvordan forbrugerne kan motiveres til at agere bæredygtigt.

Når det kommer til tekstilaffald, har projektet blikket rettet mod de 85.000 tons tøj og tekstiler, der hvert år forbruges af danskerne. Af disse materialer ender over halvdelen i sidste ende i affaldsforbrændingen. Fra 2022 skal danske husstande affaldssortere tøj separat – og fra 2025 resten af EU.

- Halvdelen af alle tøjfibre i verden er polyester, så vi vil modne teknologi baseret på kemisk oprensning til at recirkulere polyestermaterialerne, så de kan vende tilbage til tekstilindustrien, fortæller Anders Lindhardt fra Teknologisk Institut.

Resten af tekstilprodukterne skal nedbrydes ved hjælp af såkaldt HTL-teknologi, eller hydrotermisk likvefaktion. Processen gør det muligt, under påvirkning af vand, varme og tryk, at omdanne mange forskellige tekstiler til olieprodukter, der kan bruges til at lave nye råmaterialer fx plast, brændsel eller syntetiske tøjfibre. HTL er en kendt og robust teknologi, men det er banebrydende at anvende den på tekstiler.

I projektet skal HTL-teknologien modnes og opskaleres i samarbejde med A/S Dansk Shell, der producerer 35 procent af det danske forbrug af brændstofprodukter og med succes har testet raffinering af blandt andet bio-olie, og som ser yderligere muligheder for genanvendelse af andre olieprodukter. 

Om projektpartnerne

Teknologisk Institut (projektleder)
Teknologisk Institut er et uafhængigt og almennyttigt forsknings- og udviklingsinstitut, der fremmer udnyttelsen af teknologiske fremskridt til gavn for erhvervsliv og samfund. Teknologisk Institut har over 1.000 specialister, der samarbejder på tværs inden for mange videnskabelige retninger. I dette projekt bidrager Teknologisk Institut med specialviden inden for blandt andet produktkemi og genanvendelsesteknologi.

Aarhus Universitet
Aarhus Universitet (AU) blev grundlagt i 1928 og er et landsdækkende universitet med 38.000 studerende, 1.800 ph.d.-studerende og 8.000 ansatte, hvoraf 4.500 er forskere. AU har et stærkt internationalt omdømme på tværs af hele forskningsspektret og er i den absolutte verdenselite inden for flere forskningsområder. Universitetet rangerer blandt verdens 10 bedste universiteter, der er grundlagt inden for de sidste 100 år og har en lang tradition for partnerskaber med topforskningsinstitutioner og universitetsnetværk i hele verden.

Fraunhofer
The Fraunhofer-Gesellschaft, headquartered in Germany, is the world’s leading applied research organization. With its focus on developing key technologies that are vital for the future and enabling the commercial exploitation of this work by business and industry, Fraunhofer plays a central role in the innovation process. As a pioneer and catalyst for groundbreaking developments and scientific excellence, Fraunhofer helps shape society now and in the future. Founded in 1949, the Fraunhofer-Gesellschaft currently operates 75 institutes and research institutions throughout Germany. The majority of the organization’s 29,000 employees are qualified scientists and engineers, who work with an annual research budget of 2.8 billion euros. Of this sum, 2.4 billion euros are generated through contract research.

BESTSELLER
BESTSELLER er en international, familieejet modevirksomhed bestående af mere end 20 individuelle modebrands. I de senere år har BESTSELLER accelereret sin indsats for en bæredygtig udvikling af modeverdenen, blandt andet med sidste års lancering af den ambitiøse innovationsplatform ’Fashion FWD Lab’, hvor målet er at skabe fremtidens bæredygtige løsninger i samarbejde med verdens førende innovatorer. Læs mere på about.bestseller.com.

Elis
Elis Danmark A/S (tidligere Berendsen Textil Service A/S) tilbyder bæredygtige tekstil- og hygiejneløsninger og svanemærket vaskeriservice, hvor forbruget af vand, energi og vaskemidler ligger under Svanemærkets krav. Elis var én af de 10 første virksomheder i Danmark, der blev CSR-certificeret, og i 2019 blev Elis verdensmålcertificeret af Bureau Veritas som den første virksomhed i verden. Elis er tildelt en Kronesmiley af Arbejdstilsynet for at gøre en ekstraordinær indsats for at sikre en høj arbejdsmiljøstandard og 85 % af Elis Danmarks tekstiler har mindst ét af mærkerne: Svanemærket, EU-blomsten og OEKO-TEX.

Elis koncernen er en international multiservice-leverandør, der tilbyder løsninger indenfor tekstil-, hygiejne- og facility services.

Designskolen Kolding
Designskolen Kolding er en selvejende videregående uddannelsesinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Skolen dedikerer en betydelig del af sit uddannelses- og forskningsfokus til bæredygtighed med vægt på innovativ praksis og tæt samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og det øvrige samfund. Designskolen bidrager i dette projekt med designmetoder og viden om bl.a. materialer, produktion og brugere.

Shell
Shell Raffinaderiet i Fredericia producerer 35 procent af det danske forbrug af brændstof. Raffinaderiet leverer overskudsvarme til fjernvarme svarende til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme, hvilket gør raffinaderiet til Danmarks største leverandør af overskudsvarme. Desuden er raffinaderiet verdens tredje mest energieffektive af sin slags. Raffinaderiet har med succes testet muligheden for at kunne raffinere bio-olieprodukter i det eksisterende anlæg og deltager i flere projekter omkring grønnere brændstoffer.

Naboskab
Naboskab er et grønt konsulenthus, der er specialiseret i at forstå og ændre adfærd. Naboskab bruger antropologiske metoder til at få indsigt i menneskers hverdag og undersøge, hvad der motiverer mennesker til mere bæredygtig adfærd og forbrug. I dette projekt bidrager Naboskab med viden og undersøgelser om mennesker og adfærd samt erfaring med at lave adfærdsstudier og designe tiltag, som skaber reelle bæredygtige løsninger.

Kontakt

Anders Lindhardt, Projektleder, Teknologisk Institut
Tlf: 72 20 11 43, Mail: andl@teknologisk.dk 

René Wad Andersen, Kommunikationskonsulent Teknologisk Institut
Tlf: 72 20 14 74, Mail: rea@teknologisk.dk  

Jens Bomholt, presse- og medichef, Innovationsfonden
Tlf: 61 90 50 45, Mail: jens.bomholt@innofond.dk