Innofounder Experienced efterpr 2020

Nye iværksættere på Innofounder Experienced skal bringe idéer til virkelighed

76 iværksættere med væsentlig erfaring fra forskning eller erhvervslivet udgør det seneste hold på Innovationsfondens iværksætter-spor: Innofounder Experienced.

76 iværksættere fordelt på 45 teams skal i de næste 12 måneder bringe deres iværksætteridéer tættere på markedet. Idéerne er med til at løse væsentlige problemstillinger og bidrager blandt andet med løsninger, der kan reducere stress og depression blandt medarbejdere, eller som kan bidrage til en mere bæredygtig e-handel med et cirkulært emballagekoncept.

I 12 måneder modtager alle innofoundere en månedlig ydelse på 30.000 kroner samt et udviklingstilskud på 100.000 kroner til at accelerere udviklingen af deres iværksætteridé.

Herunder kan du læse om fire udvalgte projekter, der er en del af puljen på de i alt 45 teams, der alle skaber værdi og løser vigtige problemstillinger.

RE-ZIP

RE-ZIP -  et retursystem til emballage fra e-handlen
E-handel har mange fordele, men fortsat også flere ulemper. Blandt andet er der i forbindelse med e-handel et massivt forbrug af pap og plastisk, som ikke bare skal produceres af skov og andre råmaterialer, men som også medfører en betydelig CO2-udledning.

Det vil virksomheden, RE-ZIP, ændre på og har udviklet et cirkulært emballagekoncept, hvor pakkeposer og kasser smides i postkassen frem for i skraldespanden. På den måde kan emballagerne genbruges optil 30 gange, hvilket nedsætter både råmaterialeforbrug, CO2-udledning, og ikke mindst de store mængder emballageaffald, der i stadig stigende grad er en udfordring at komme af med hos forbrugerne.

RE-ZIP sælges på nuværende tidspunkt til webshops, som tilbyder dette som en tillægs-ydelse og arbejder på at få prisen til at være konkurrencedygtig med engangsemballage, således at det bliver reelt alternativ for alle.

Innofoundere: Thomas Fugl og Bo Boddum

Hera&Me

Hera&Me - den første økonomi app, der hjælper kvinder til økonomisk ligestilling
Rent statistisk er kvinder bagud i forhold til mænd, når det kommer til økonomiske spørgsmål. Det betyder blandt andet at størstedelen af den danske investerede formue er ejet af mænd, og ældre mænd generelt har mere i pension.

Hera&Me vil afhjælpe dette problem med verdens første økonomi app henvendt til kvinder, som skal bidrage til økonomisk ligestilling. I app’en tilbydes et værktøj til at analysere og tracke egen økonomi og sætte personlige finansielle mål, en platform med indhold, der har til formål at oplyse om og give kvinder mod til at handle på mange forskellige økonomiområder f.eks. investering, parforholdsøkonomi og pension og et digitalt netværk, hvor kvinder kan mødes og drøfte tabubelagte emner om økonomi.

At øge kvinders muligheder for at skabe økonomisk lighed vil ikke bare være til gavn for den enkelte kvinde, men vil også gavne samfund og den globale økonomi, da den globale velstand vil stige.

Innfounder: Line Groes og Nete Johannsen

Bæredygtig toiletløsning

Bæredygtig plads- og vandbesparende toiletløsning, integreret med håndvask, toilet og brus.

Det er dyrt at bygge og renovere boliger. Og som entreprenør, bygherre eller arkitekt vil man gerne udnytte kvadratmetrene optimalt, bygge grønt og være med til at spare vandressourcer. På den måde kan man imødekomme den stigende urbanisering og behovet for mindre boliger.

Det vil en plads- og vandbesparende toiletløsning med integreret håndvask og brus kunne bidrage til. Produktet vil både kunne løse det stigende behov for mindre boliger, ved at udnytte kvadratmetrene optimalt, og samtidig være en gevinst for miljøet og pengepungen hos forbrugeren. Med produktet vil man nemlig kunne spare på vandressourcerne og dermed vandudgiften, fordi løsningen genbruger vandet fra håndvasken i toiletskyllet.

Innofounder: Mads Theilmann Nedergaard

UNA

UNA – en holistisk platform for mindful forretning
Flere oplever i perioder af livet at være ramt af stress og mistrivsel. Det kan ofte kædes sammen med et usundt arbejdsmiljø, der går ud over det mentale helbred. Det vil virksomheden, UNA, lave om på med en holistisk platform, der skal støtte ledere og medarbejdere med at etablere fremtidens arbejdsmiljø, hvor trivsel er i højsædet.

Gennem nytænkte virtuelle programmer og kurser, baseret på feminine værdier, tilbydes værktøjer, der kan være med til at skabe balance og nye sunde arbejdsrutiner i virksomhederne.

Det vil ikke kun resultere i et øget mentalt helbred blandt medarbejderne, men også sikre en bæredygtig vækst for virksomhederne, hvor trivsel og performance går hånd i hånd. 

Målet for UNA er at reducere stress og mistrivsel, bygge hele ledere og vise, at karrieremæssig succes ikke behøver at betyde, at man skal tilsidesætte sit mentale helbred og menneskelige værdier, tværtimod.

Innofoundere: Louise Walther Nielsen og Maria Meyenburg

Web: www.unafirm.com