Planter skal gødes gennem bladene fremfor gennem rødderne
Periode
2021-2025
Innovationsfonden
21,5 mio. kr.
Samlet budget
29,7 mio kr.
Fedtkugler i nanostørrelse skal ændre måden, vi gøder planter på. Forskere på Københavns Universitet og en række virksomheder skal udvikle en metode, hvor næringsstoffer kan trænge direkte ind gennem bladenes overflade via fedtmolekyler. Innovationsfonden investerer 21,5 mio. kr. i projektet.
Landbrugsafgrøder og skovtræer kræver store mængder gødning for at sikre udbytte og kvalitet. Almindeligvis tilføres gødning direkte til jorden og bliver optaget via plantens rødder. Uheldigvis binder mange af næringsstofferne så hårdt i jorden, at de aldrig bliver optaget af planten. Den lave effektivitet i udnyttelsen af gødningen bidrager massivt til landbrugets miljø- og klimabelastning, for både produktion og anvendelse af gødning er meget ressourcekrævende.
Med projektet LIPOSOME vil forskerne omgå gødskning af jorden, og i stedet tilføre næringsstofferne direkte til plantens blade. Herved undgår man, at næringsstofferne fikseres af jordens mineraler eller optages af jordens mikroorganismer. Ved at indkapsle næringsstofferne i uhyre små fedtkugler, udvundet af plantens egne fedtstoffer, kan den optage dem effektivt gennem bladets overflade (kutikula), og samtidig styre hvordan de indgår i plantens eget stofskifte.
- Projektets bærende ide er inspireret af de nyeste tendenser fra medicinal industrien. Vi vil designe små fedtkugler kaldet liposomer i nanoskala, som fungerer som ‘trojanske heste’, der kan diffundere gennem planteoverfladen selv på planter med en meget tyk overhud. Ved at skræddersy liposomets overflade med en række specifikke egenskaber, kan vi sikre, at næringsstofferne frigives netop i det væv, hvor planten bruger dem og i en hastighed, der passer med plantens behov, udtaler projektleder, professor Søren Husted.
Der er mere end nogensinde brug for nytænkning af den måde planter gødes på, hvis hensynet til miljø og klima skal forbedres. I projektet er målet at forøge udnyttelseseffektiviteten markant og vise, at det kan gøres ved at anvende grundprincipperne bag konceptet Grøn Kemi, hvor man udvikler nye kemiske processer, som påvirker miljøet mindst muligt. I dette tilfælde indebærer det, at liposomerne i videst muligt omfang bliver produceret ud fra restprodukter eller recirkulerende materialer med minimal miljøpåvirkning.
- Perspektiverne er enorme, ikke kun for landbruget, men også for nyetablering af skov, hvor det internationale interesse er enormt. Det bliver et udfordrende og fantastisk spændende projekt at arbejde med, siger Søren Husted.
Projektet er et samarbejde mellem to institutter på KU (Institut for Plante og Miljøvidenskab; Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning), gødningsproducenten Flex Fertilizer System ApS og ingeniørfirmaet Aage Christensen A/S samt nåletræsproducenten VeSoe ApS.
Sammen skal de udvikle den første generation af liposome-baserede gødninger til land- og skovbrug.
Kontakt
Søren Husted, Professor, KU
Tlf: 23710001, Mail: shu@plen.ku.dk
Jens Bomholt, presse- og mediechef, Innovationsfonden
Tlf.: 61905045, E-mail: jens.bomholt@innofond.dk
Nyhedsbrev
Tilmeld dig fondens nyhedsbrev og få de seneste nyheder om fondens investeringer.