""

Kliniske forsøg i Danmark sikrer adgang til den nyeste medicin

Periode
2014 - 2019
Innovationsfonden
80 mio.
Samlet budget
200 mio.

Flere tests af ny medicin vil gøre Danmark til foregangsland for tidlig afprøvning af medicin. Det vil være med til at sikre de danske patienter de bedste behandlingstilbud med den nyeste medicin.

Med en investering fra Innovationsfonden har danske forskere og medicinalfirmaer på bare to år startet 50 kliniske forsøg med patienter. Det offentlige-private partnerskab NEXT er dermed godt på vej til at gøre Danmark til centrum for test af nye lægemidler på patienter.

Med NEXT får danske patienter med uhelbredelig kræft en chance mere. De får mulighed for at teste den nyeste medicin, som kan slå kræften ned i forsøgsdyr, men ikke har været afprøvet på mennesker endnu. Det samme gælder patienter ramt af hudlidelser, lungesygdomme og infektioner.

Flere kliniske forsøg skaber arbejdspladser i Danmark og giver danske forskere adgang til den nyeste viden inden for deres område. NEXT har sat retningen mod målet: Danmark som førende land for tidlig afprøvning af ny medicin på patienter.

Om NEXT

  • Har startet 50 kliniske forsøg på to år
  • Next rapport 2017: I gennemsnit forbedrer et klinisk forsøg BNP med 0,9 mio. kr. og det offentlige budget med 1,2 mio. kr.
  • Partnere: LEO Pharma A/S, Københavns Universitet, Odense Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitets Hospital, Roche A/S, Novartis Healthcare A/S, MSD Danmark ApS, Novo Nordisk A/S og Bioneer A/S