""

Plastikrør i lungerne redder liv

Periode
2015 - 2016
Innovationsfonden
200.000 kr.
Samlet budget
580.000 kr.

Dansk start-up indgår millionaftale med amerikansk medicogigant.

Mange tusinde dødsyge mennesker skal hvert år have drænet lungerne for ikke at blive kvalt. For eksempel kræftpatienter, hjertepatienter og ofre for trafikulykker, hvor lungerne er klappet sammen. Drænet anlægges af en læge gennem et snit under armen, hvorefter luft eller væske kan komme ud. Kun halvdelen af drænene placeres dog optimalt i lungehulen med den nuværende teknik. Det koster tid, er ubehageligt for patienterne og kan i yderste konsekvens koste liv.

Start-up virksomheden Pleuratech har med en investering fra Innovationsfonden udviklet en ny metode til anlæggelse af lungehuledræn. Et specialformet plastikrør med navnet KatGuide, som gør det nemmere for lægen at dirigere drænet rigtigt ind. Med KatGuide rammer lægen rigtigt i første hug i 83 % af operationerne.

Pleuratech har nu indgået en to-cifret millionaftale med den amerikanske medicogigant Merit Medical Systems, som skal få deres opfindelse ud til hospitaler i hele verden.