Restore

Fra søbund til landbrugsjord: Ny dansk teknologi skal genoprette forurenede søer og genanvende fosfor

Mange danske søer er i dårlig økologisk tilstand som følge af årtiers ophobning af næringsstoffer i søbunden. Et nyt projekt vil udvikle en ny generation af skånsom sedimentoprensning til sørestaurering og demonstrere teknologien i tre danske søer. Ved en kombination af skånsom oppumpning af fosforholdigt søsediment og brug af industrihamp til evt. fjernelse af skadelige stoffer, som f.eks. tungmetaller, skal værdifuldt fosfor genvindes fra sedimentet og genanvendes som gødning i landbruget. Innovationsfonden investerer 22,1 mio. kr. i projektet RESTORE.

Søer er blandt de mest belastede økosystemer i Danmark og resten af Europa. Selvom udledningen af næringsstoffer til søerne mange steder er reduceret, frigiver fosforholdige sedimenter fortsat næringsstoffer til vandet. Resultatet er uklart vand, algeopblomstringer, tab af biodiversitet og udledning af drivhusgasser. Et nyt Grand Solutions-projekt, RESTORE, skal nu demonstrere en bæredygtig og cirkulær løsning, der både genopretter søernes økologiske tilstand, nedbringer udledningen af drivhusgasser fra disse og genanvender værdifulde ressourcer i landbruget.

Skånsom oprensning skal afprøves i praksis

RESTORE skal udvikle en forbedret sedimentfjerner (Søbot), der kan fjerne det næringsstofrige overfladesediment mere skånsomt og effektivt end eksisterende løsninger. Teknologien skal minimere ophvirvling af sediment under arbejdet og kunne tilpasses forskellige søtyper og lokale forhold. Dermed skal oprensningen kunne gennemføres med mindre påvirkning af søens økosystem og med bedre mulighed for at opsamle sedimentet til efterfølgende behandling og genanvendelse.

- Vi står over for en stor samfundsudfordring, hvor mange søer er belastet af årtiers ophobning af næringsstoffer. Med RESTORE udvikler vi en løsning, der ikke alene genopretter søernes økologiske balance, men også gør det muligt at genanvende fosfor som en værdifuld ressource. Det kan skabe et nyt paradigme for sørestaurering i Danmark og internationalt, siger projektledelsen bag RESTORE.

Som en del af projektet skal sediment fjernes i fuld skala fra tre danske søer. Forskerne vil overvåge søerne før, under og efter oprensningen for at dokumentere effekterne på vandkvalitet, biodiversitet og udledning af drivhusgasser. Samtidig undersøges det, hvordan det opsamlede sediment bedst kan behandles og genanvendes som fosforgødning i landbruget, blandt andet ved at teste om industrihamp kan reducere indholdet af miljøfremmede stoffer og tungmetaller gennem phytoremediering.

Potentiale for ny virksomhed og international udbredelse

På længere sigt er ambitionen at etablere grundlaget for en ny virksomhed, der kan tilbyde bæredygtig sørestaurering som en samlet løsning. Potentialet er betydeligt, da Danmark har mere end 100.000 søer og vandhuller, mens tilsvarende udfordringer findes i millioner af søer på tværs af Europa.

Projektet samler forskere og virksomheder med kompetencer inden for miljøteknologi, søøkologi, sedimenthåndtering og kommercialisering. Sammen skal partnerne dokumentere hele værdikæden fra oprensning og vandmiljøforbedringer til genanvendelse af ressourcer og udvikling af nye forretningsmodeller.

Fakta

  • Innovationsfondens investering: 22,1 mio. kr.
  • Samlet budget: 29,9 mio. kr.
  • Varighed: 4 år 9 måneder
  • Officiel titel: Sustainable lake restoration by sediment dredging and nutrient recycling

Partnere

  • Syddansk Universitet (projektleder)
  • Aarhus Universitet
  • WOLFF
  • Dansk Ingeniør Service (DIS)
  • DALGAS
  • AMINORD