Foto credits: Camilla Stephan
Ai-virksomheden FocalX vil gøre op med manuelle bilinspektioner, når biler skal gennemgås for skader i forbindelse med leasing eller leje. I 2022 blev startupvirksomheden optaget på Innovationsfondens Innofounder-forløb og har henover 12 måneder modtaget økonomisk og faglig støtte gennem workshops og mentorsessions. Et forløb, der har været helt afgørende for tilblivelsen af FocalX’s færdige produkt, der nu er på markedet.
Den danske startup FocalX har udviklet en innovativ løsning til at eliminere den ofte tidskrævende og besværlige opgave, der ligger i at inspicere biler for skader og fejl. Ved brug af kunstig intelligens, tilbyder virksomheden automatiserede inspektioner uden behov for manuel og menneskelig arbejdskraft. Det giver både udlejere og lejere en problemfri og langt mere gennemsigtig biloverdragelse.
FocalX tilbyder tjenesten til andre virksomheder, der beskæftiger sig med udlejning af biler i forskellige størrelser. Det inkluderer blandt andet delebilsordninger, korttidsleje samt større virksomheder som Applus, der har bilsynshaller i næsten 80 lande.
Isabella Agdestein er CEO og Co-founder i FocalX. En virksomhed, der blev født ud fra frustrationen over, hvor besværligt og bekymrende en affære det kan være at stå som lejer eller leaser af en bil.
Isabella Agdestein og hendes medstifter Pritam havde - ligesom de fleste - stået i alt for mange udlejningssituationer, hvor de var blevet beskyldt for skader, de ikke havde lavet. En dyr og utilregnelig affære, som gentog sig.
Deraf opstod idéen til FocalX. Der måtte simpelthen være en smartere og mere retfærdig løsning på problemet. Det var der. Svaret fandt de i AI-teknologi.
I 2021 blev FocalX dermed grundlagt med visionen om at forenkle unødvendigt komplekse biloverleveringsprocesser og for at fremme udlejning- og delebilsordninger i samfundet. I følge CEO Isabella Agdestein er der nemlig alt for mange, der undlader at benytte sig af netop disse muligheder på grund af den oplevede risiko og potentielle omkostninger for lejerne.
- Vi ser ind i en fremtid, hvor delebilsme får en stadig større rolle, og vi vil være med til at facilitere den udvikling, fortæller Isabella Agdestein med stor ildhu for den mission, hun er trådt ind i. Hun vil nemlig være en af de frontpersoner, der skal være med til at skabe den softwareinfrastruktur, der skal til, for at forbrugere trygt kan dele biler i fremtiden.
Frirum til vækst
FocalX blev i starten af 2022 optaget på Innovationsfondens iværksætterprogram, Innofounder, der har til formål at accelerere udviklingen af innovative iværksætteridéer fra de helt tidlige faser til at overgå til et stadie, hvor virksomheden bliver økonomisk bæredygtig.
Gennem det 12 måneder lange forløb har FocalX fået finansieret fuldtidsløn, der helt lavpraktisk har givet startuppet mulighed for at videreudvikle den Ai-baserede service. Samtidig har startuppet som en centraltstående del af programmet modtaget hjælp og læring gennem bl.a. workshops og mentorsessions med både business, - alumni og designmentorer, som er blevet nøje matchet med virksomheden.
FocalX har i løbet af Innofounder-forløbet formået:
- At udvikle et færdigt produkt, der nu er på markedet: Efter 12 måneders trofast sparring fra både business,- design og alumnimentorer er FocalX kommet i mål med et færdigudviklet Ai-baseret inspektionsplatform, som de nu tjener penge på.
- At modtage afgørende funding - både softfunding og equity investeringer: Fundingen har været en stor sejr for virksomheden, da det netop har gjort det muligt for startuppet at fortsætte virksomhedsrejsen og udbrede løsningen.
- At vækste medarbejderstaben fra at være fire til nu at være 17 medarbejdere i alt, der dagligt arbejder på at drifte, videreudvikle og udbrede kendskabet til FocalX.
- Innofounder har været et fantastisk frirum, hvor vi har haft mulighed for at bygge grundlaget for virksomheden med en langt mindre risiko, end hvad der ellers havde været. Det har samtidig også givet os en meget stærkere forhandlingsposition - særligt da vi var ved at hente vores første vigtige investering, fordi vi ikke var ligeså desperate efter likviditet, og derfor kunne træffe mere velovervejede valg, siger Isabella Agdestein.
En rigtig game-changer
Siden virksomhedens spæde start har Isabella og medstifteren Pritam vidst, at løsningen lå i at udvikle en Ai-baseret service. Undervejs i processen har de blandt andet brugt meget tid og energi på at forholde sig til, hvordan man udvikler en digital og brugervenlig service, der bygger på så enorme mængder data - og som samtidig skal sikre en objektiv inspektionsproces.
Dog har FocalX’s fokus ligget et andet sted i Innofounder-forløbet. Det har i højere grad handlet om alt det omkringliggende. Med andre ord, selve forretningsfundament. Isabella har bl.a. brugt den trofaste og kompetente sparring med både mentorer og Innofounder advisory board til at blive endnu skarpere på FocalX’s forretningsmodel samt hjælp til at skabe øget eksponering i medierne. Det har de bl.a. fået realiseret ved at deltage i interviews med nyhedsmedier som Berlingske og fagmedier som Motor-magasinet og TechSavvy.
Isabella Agdestein har også haft stor glæde af den tætte sparring med business-mentoren, som har hjulpet hende med et udvikle sig som leder og vokse med de opgaver, der falder indenfor titlen.
Særligt har Isabella Agdestein søgt hjælp og vigtige værktøjer til at udvikle sine forhandlingsteknikker. Ikke kun til brug i forhandlinger med vigtige kunder, men også i forhandlingssituationer med potentielle nye medarbejdere. Her har business-mentoren hjulpet Isabella med at opstille meget konkrete og virkelighedsnære “hverdagsscenarier” - en metode, der på mange måder har fungeret som et øvelokale for FocalX’s CEO.
- Før Innofounder var jeg hverken glad for eller stærk til at forhandle. Det var min business-mentor heldigvis virkelig god til, så hun har vist mig, hvordan man jeg skal gå til opgaven - både i forhandlinger med nye kunder, men også nye medarbejdere. Det nogle virkelig stærke kompetencer at få, når vi også vokser så meget, siger Isabella Agdestein.
Innofounder-forløbet har i dag ført virksomheden til et sted, som både Isabella og kollegaerne i FocalX ikke havde forestillet sig. Det sidste år har i følge CEO’en været en “decideret game-changer”, og har hjulpet virksomheden i mål med både et stærkt, færdigudviklet produkt samt afgørende funding, der har gjort dem i stand til at træde ind på markedet og modne nok til snart at indtage den internationale scene.