Foto credits: Camilla Stephan
Alt for mange ubrugte byggematerialer ender hvert år i storskrald eller går til spilde på landets mange byggepladser, men det skal handelsplatformen Precycle være med til at sætte en stopper for. Innovationsfondens Innofounder-program har hjulpet det grønne initiativ på vej, hvilket blandt andet har resulteret i en tidligere lancering end forventet.
Precycle er byggebranchens pendant til madspildssappen Too Good To Go. Virksomheden bygger på idéen om, at privatforbrugere og firmaer skal kunne købe byggematerialer, der er tilovers fra landets mange byggeprojekter; eksempelvis mursten, døre, vinduer eller gipsplader. Materialer, der koster mange ressourcer at producere, og som ikke mindst er dyre at købe, men som der indtil Precycles indtræden ikke har været en professionel digital løsning for videresalg af.
Den digitale handelsplatform er todelt med en sælger- og køberside. Sælger uploader og sætter materialer til salg via Appen ‘Precycle’, hvor køberne skal gennem hjemmesiden precycle.dk for at købe materialerne. Servicen baseres på lokal handel, så der ikke skal bruges hverken tid eller brændstof på at fragte byggematerialerne fra en by til en anden. Derfor står Precycle ikke for transport, ligesom de heller ikke blander sig i, hvad varerne skal koste.
- I tæt tæt samarbejde med byggeaktører udvikler vi en effektiv online handelsplatform til byggebranchen, hvor sælger og køber taler samme sprog og hvor tiden, der anvendes per transaktion, minimeres, siger Jeppe Quottrup, stifter af Precycle.
Vi har længe bekæmpet madspild gennem den populære app Too Good To Go, hvor vi lige inden lukketid kan hente overskydende surdejsboller, kanelsnegle og madvarer fra restauranter og supermarkeder. Men nu er der en ny og lignende platform til danskerne - her bliver der dog ikke handlet med mad, men i stedet de massive mængder byggematerialer, der hvert år går til spilde i byggebranchen.
De tre lokale iværksættere Jeppe Quottrup, Per Andreasen, og Jakob Skovgaard, der sammen står bag platformen, har siden sommeren 2021 arbejdet på at udvikle handelsplatformen Precycle. Virksomheden har været tilknyttet Innovationsfondens iværksætterprogram, Innofounder, siden starten af 2022.
Stop spildet
Formålet er klart. Precycle drømmer om at gøre byggebranchen mere grøn ved at bekæmpe spild af byggematerialer. Det er et område, der i alt for lang tid har kaldt på en løsning, da byggeriet står for mere end en tredjedel af den samlede affaldsproduktion i Danmark med ca. 150.000 tons om året. Det kan nemlig ofte være både tidskrævende og dyrt at skaffe sig af med materialerne, og derfor ender det ofte i affaldscontaineren eller i værste tilfælde bliver det brændt.
Virksomheden blev optaget på Innofounder-forløbet med ønsket om at skaffe de nødvendige økonomiske ressourcer og faglige sparring, der for alvor kunne sætte virksomhedens udvikling i gang. Et ønske, der må siges at være realiseret.
I løbet af det 12 måneder lange forløb, har stifterne formået at færdigudvikle den digitale handelsplatform med både en sælger- og en køberside, som de med stor glæde kunne fejre den officielle lancering af i marts 2023.
Sideløbende med udviklingen af platformen, har Jeppe Quottrup i samarbejde med sine kompagnoner også arbejdet ihærdigt på at skaffe kunder til forretningen. En indsats, der også har båret frugt, da virksomheden før officiel lancering kunne bryste sig af mere end 20 nye kunder.
Virksomheden har blandt andet en aftale med byggemarkedskæden XL BYG Brejnholt, som i foråret skal teste løsningen af i to af deres forretninger i Østjylland. Det håber Jeppe Quottrup vil udløse en kædereaktion af grøn handling inden for byggebranchen. Et håb, som bæredygtighedschef i XL BYG Brejnholt, Hannah Brejnholt, også deler.
- Det er vigtigt for os i XL-BYG Brejnholt, at vi bidrager til at sænke CO2-udledninger og helt overordnet bidrager til mere bæredygtigt byggeri. Et af de tiltag, vi tænker kan være interessant at prøve af, er et samarbejde med Precycle. Netop for at se, om det kan være en måde at nedbringe spild på f.eks. byggepladser samt at bidrage til mere genbrug og genanvendelse af byggevarer, Hannah Brejnholt, Bæredygtighedschef, XL BYG Brejnholt
Kvalitet tager tid
Precycle har i løbet af de 12 måneders tilknytning til Innofounder oplevet betydelig fremdrift, der ifølge Jeppe Quottrup er blevet hjulpet gevaldigt på vej af det store økonomiske frirum og trofaste sparring fra mentorer, de har haft adgang til. Det har blandt andet også ført til, at virksomheden er gået i luften før forventet - og endda med et endnu bedre slutprodukt.
Precycle’s Innofounder-fokus har bl.a. handlet om at opnå en bedre forståelse af segmenteringen af købersiden. Her er virksomheden blevet hjulpet godt på vej af særligt en alumnimentor, som har guidet iværksætterne igennem en helt særlig form for kundemapping. En metode, der har vist sig at åbne op for en langt bredere portefølje af potentielle kunder, som for eksempel mindre maler- eller murervirksomheder, der søger materialer til nye opgaver.
- De dygtige mentorerer har hjulpet os med at forkorte og strukturere analyseperioden omkring vores kundemapping. Det har i sidste ende betydet, at vi er gået i luften med vores platform tidligere, end vi havde forventet. Og det har endda givet os et endnu bedre slutprodukt, siger Jeppe Quottrup, stifter af Precycle.
Gennem forløbet har mentorerne spillet en særlig rolle for Jeppe og hans team. Med deres erfaring og vardifulde indsigt i opstartsmiljøet har de været i stand til at tilbyde vejledning og rådgivning, når det var nødvendigt. Og selvom Jeppe Quottrup havde håbet på en endnu tidligere lancering af platformen, ser han udviklings- og analyseperioden som en meget sund del af processen. Efterhånden som virksomheden gennemgik de forskellige faser af udviklingen, blev det nemlig klart, at det var vigtigere at tage sig tid til at sikre, at alt var på plads, i stedet for at skynde sig og risikere at lancere en ufuldstændig eller ustabil platform. Denne erkendelse har ført til, at virksomheden i dag har lanceret en platform, der med en bredere vifte af funktioner og høj brugervenlighed er stærkere, end iværksætterne nogensinde havde turdet håbe på.
I marts 2023 trådte virksomheden ud på den anden side efter et vellykket Innofounder-forløb og ser nu ind i en lys fremtid.
Med en nylanceret platform og store kunder i porteføljen, som bl.a. XL BYG, kan teamet bag Precycle glæde sig over de store fremskridt. Jeppe Quottrup og hans team glæder sig nu til at udbrede kendskabet til Precycle endnu mere og håber på at hverve endnu flere medarbejdere til virksomheden, og ikke mindst forhåbentlig at drive en sund forretning på, at et stigende antal brugere vælger Precycle som en naturlig og grøn løsning.