Innovationsfonden forventer at offentliggøre ny søgemulighed inden for kvanteteknologi lige efter sommerferien. Der vil være tale om et modificeret Grand Solutions-opslag, som kan favne den grundlagsskabende kvante-forskning.
Kvanteteknologi har potentiale for at skabe et sundere, grønnere og mere sikkert samfund, og dansk kvanteforskning er trods landets beskedne størrelse i verdens- og særklasse.
Regeringen har netop udgivet Strategi for Kvanteteknologi, der skal skabe rammerne for revolutionerende nyskabelser og store erhvervseventyr, baseret på en bred satsning på grundforskning, anvendelsesorienteret forskning og modning af lovende kvanteteknologier.
Regeringens ambition er, at det høje niveau fastholdes de næste fire år. Det vil i perioden 2023-2027 betyde en prioritering på 1 milliard kroner.
Innovationsfondens bestyrelse har på den baggrund taget stilling til prioriteringen af midler for et kvante-teknologisk program for 2023.
I første omgang er fokus på at kunne tilbyde finansiering af både den grundlagsskabende forskning og partnerskaber med virksomheder inden for alle kvante-teknologiske retninger – fra hardware og materialer til software og algoritmer. Dette skal modne både forskningen og virksomhedslaget og sikre, at der er et solidt grundlag for anvendelse og på sigt kommercialisering af dansk kvante-teknologi.
Samtidig ønsker Innovationsfondens bestyrelse at sikre, at danske virksomheder inden for det kvante-teknologiske område har mulighed for at udvikle deres forretning samt forskning og udvikling og skabe internationale kontakter.
Highlights:
Et modificeret Grand Solutions-opslag der kan favne den grundlagsskabende kvante-forskning
Industri- og virksomhedssamarbejde er muligt ligesom almindelige Grand Solutions-opslag, men bliver ikke et krav
Beslutningen om max 75 procent finansiering af et Grand Solutions-projekt kan ophæves. Dette vil primært påvirke projekter med deltagelse af forskningsinstitutioner, der i visse tilfælde kan få dækket op til 90 procent. De almindelige statsstøtteregler gælder for industri- og virksomhedssamarbejde.
Mulighed for projekt-start i de meget lave TRL niveauer
Mulighed for at projekt-progressionen i projektperioden kan være fra f.eks. start TRL 2 til slut TRL 2, eller fra 2-3.
Krav om grundig beskrivelse af det mulige anvendelses-felt inden for den eller de kvante-teknologiske discipliner, som projektet omhandler
Krav om grundig beskrivelse af det fundament/de fordele der med projektet kan drive dansk kvante-teknologi mod øget kommercialisering og løsning af store samfundsudfordringer
Datoer: Opslag forventes offentliggjort lige efter sommerferien med deadline for ansøgninger omkring efterårsferien og endelig afgørelse inden årets udgang.
Min samlet budgetramme for callet: 116,3 millioner DK.
Et kvante-teknologisk EUREKA call
Innovationsfonden vil afsøge muligheden for at udbyde et kvante-teknologisk EUREKA call i 2023. Mere info vil følge.
Læs regeringens første delstrategi ’Strategi for Kvanteteknologi’ som en del af National Strategi for Kvanteteknologi, der skal gøre Danmark klar til at udvikle og anvende kvanteteknologi
Innovationsfonden vil gerne takke alle de gode kræfter fra det danske kvante-økosystem, der har givet gode råd, sparring og indsigt, der har hjulpet med at forme de kommende udmøntninger.
Nyhedsbrev
Tilmeld dig Innovationsfondens nyhedsbrev og få de seneste nyheder, søgemuligheder og arrangementer