Tavle

Innovationsfonden søger forpersoner til Grand Solutions-udvalg

Innovationsfonden søger forpersoner til at lede fire nye udvalg med hver sit tematiske fokus. Udvalgene skal vurdere og beslutte, hvilke ansøgninger i fondens Grand Solutions-program, som skal modtage en investering.

Innovationsfonden søger nu forpesoner til at lede fire Grand Solutions-udvalg inden for hvert sit tematiske område. Udvalgene vil bestå af både veletablerede, internationale forskningsprofiler og impact-eksperter, der kan vurdere det strategiske og kommercielle potentiale for Danmark.

Som forperson for et udvalg skal du opfylde kriterierne for en impact-ekspert og have solid og omfattende viden og nyere erfaring inden for et eller flere specifikke faglige domæner, der relaterer sig til temaet for udvalget.

Læs meget mere om udvalgene og relevante kvalifikationer i opslaget her, hvor du ligeledes kan søge stillingen som forperson.

Der er ansøgningsfrist den 8. maj 2024.

I midten af maj følges opslaget af flere åbne opslag, hvor Innovationsfonden søger de øvrige medlemmer til de fire nye Grand Solutions-udvalg.

Nedsættelsen af de nye udvalg sker som led i, at Grand Solutions, Innovationsfondens program for ambitiøse, tværgående forsknings- og innovationsprojekter, ved åbningen af 2024-ansøgningsrunden indførte en helt ny ansøgnings- og vurderingsproces. Den nye proces skal øge brugervenligheden og effektiviteten hos ansøgere og sikre en mere transparent bedømmelse.

Fremover vil de fire tematiske udvalg vurdere og beslutte, hvilke ansøgninger, der skal modtage en investering.

Fakta: Udvalgenes fire temaer

  • Life Science, sundhed og velfærdsteknologi
  • Grøn forskning, teknologi og innovation
  • Kvanteteknologi
  • Nye teknologier og kunstig intelligens