Brødkrumme
Innovationsfonden søger kandidater til Paneludvalget for Innofounder
Udvalgsmedlemmerne bistår med faglige vurderinger på paneler, hvor iværksættervirksomheder præsenterer vidensbaserede innovationsprojekter
Innovationsfonden og Innofounder
Innovationsfonden er en statslig fond, der investerer risikovilligt i forskning og vidensbaseret innovation og iværksætteri, accelererer bæredygtige løsninger på samfundsudfordringer og styrker danske virksomheders globale vækstmuligheder. Innovationsfonden har en vigtig rolle i regeringens strategiske prioriteter for forskning og innovation, som med seneste forskningsreserve har fået en styrket strategisk og langsigtet tilgang for 2026-2029.
Innofounder-programmets formål er at accelerere vidensbaseret innovation i Danmarks start-up virksomheder. Et Innofounder-forløb er et udviklingsforløb, der består af lønfinasiering, udviklingstilskud samt læring og mentorsparring.
For at sikre en kompetent faglig behandling af ansøgninger til Innofounder foretages vurderingerne i samarbejde mellem fondens sekretariat og to fagudvalg tilknyttet programmet – Det Faglige Vurderingsudvalg og Paneludvalget. Begge udvalg er nedsat af Innovationsfondens bestyrelse.
Paneludvalget for Innofounder
Som medlem af Paneludvalget for Innofounder bidrager du til at understøtte danske iværksættervirksomheder og dermed til at forløse Danmarks videns- og innovationspotentialer.
Paneludvalget har til opgave at bistå med faglige vurderinger af de ansøgninger, der indstilles til sagsbehandling på et panelmøde, hvor iværksættervirksomheden præsenterer deres idé. Alle ansøgninger vurderes ud fra Innofounder-programmets retningslinjer med fokus på idéens kvalitet, impact og kvalitet i eksekveringen.
Udvalget består af op til 35 medlemmer, der vurderer ansøgninger i paneler, hvor startupvirksomheder præsenterer deres innovative iværksætteridé. Hvert panel består typisk af fem medlemmer, som på en paneldag behandler op til 14 ansøgninger. Medlemmerne forbereder sig ved at læse og forhåndsvurdere ansøgningerne forud for at mødet med iværksættervirksomhederne.
I udvalgets kommissorium kan du læse mere om, hvordan udvalget konkret indgår i den samlede vurderingsproces, og hvordan medlemmerne bl.a. er underlagt krav om habilitet og tavshedspligt.
Kvalifikationer
Medlemmerne skal fagligt supplere hinanden og tilsammen have kompetencer til at vurdere iværksætteridéer med fokus på at kommercialisere viden og innovation. Som medlem skal du derfor være indstillet på at indgå i en tværfaglig sammenhæng og sætte din viden og forretningsforståelse i spil på tværs af brancher og fagområder.
Hvert medlem af udvalget bidrager her med:
- nyeste viden og samt solid erfaring inden for sit eget fagområde
- betydelig indsigt i iværksætteri og/eller forretningsudvikling
- engelsk- og danskkundskaber på professionelt niveau
Udvalget ønskes suppleret med kompetencer og erfaringer inden for forskellige brancher og fagområder:
- Grøn teknologi og innovation
- Life science, sundhed og velfærdsteknologi
- Kritiske og digitale teknologier
Du kan se det nuværende Paneludvalg for Innofounder her.
Udvalgsarbejdets omfang
Udvalget består af op til 35 medlemmer samt en forperson og næstforpersoner. Medlemmerne vurderer som udgangspunkt projekterne i delegationer, hvor ca. fem medlemmer varetager et panelmøde med behandlingen af op til 14 ansøgninger. Hver ansøgning tager ca. 25 minutter at gennemgå.
Vi forventer, at du som medlem:
- deltager i 3-4 paneldage årligt.
- læser og laver korte skriftlige forhåndsvurderinger af ca. 42-56 ansøgninger årligt (som forberedelse til paneldagene)
- deltager i et introduktionsforløb, som klæder dig på til at varetage opgaverne og giver indsigt i Innofounder-programmet og Innovationsfonden
- holder dig orienteret om udvalgets arbejde via informationsmails og deltagelse i udvalgsmøder
Paneldagene afholdes i Aarhus eller København og varer op til otte timer. Hver sag, der skal bedømmes, bygger på en skriftlig ansøgning, som to læsere allerede har vurderet egnet til panelpræsentation. Som medlem skal du læse og forhåndsvurdere disse ansøgninger inden mødet.
Beskikkelsesperioden løber som udgangspunkt fra maj 2026 og i en periode på op til tre år med mulighed for forlængelse.
Medlemmer af Paneludvalget for Innofounder modtager et fast honorar i henhold til reglerne i henhold til Cirkulære om betaling af medlemmer af kollegiale organer i Staten. Honoreringen er aktuelt 22.000 kroner, og vil ved paneldeltagelse udover normen (2 panelmøder årligt) suppleres med et variabelt honorar.
Beskikkelsesprocessen
Det er Innnovationsfondens bestyrelse, der beskikker medlemmer til Paneludvalget for Innofounder på baggrund af indstillinger fra fondens sekretariat. Den samlede beskikkelsesproces forventes at være gennemført medio april, hvorefter alle kandidater modtager endeligt svar.
Er du interesseret i at være medlem af udvalget, skal du senest 9. marts 2026 sende:
- en begrundelse for, hvad du kan bidrage med til udvalget på maksimalt én A4-side
- et CV på maksimalt 2 sider.
- kontaktoplysninger i form af navn, adresse, mail og telefonnummer
For mere information om udvalget og hvad det indebærer at være medlem, kontakt Program Officer Lise Skjødt Sørensen (innofounder@innofond.dk).