Heating home

Kunstig intelligens skal optimere varmesystemer i etageboliger

Opvarmning af lejligheder med lav-temperatur fjernvarme – det er målet med et nyt projekt, som vil revolutionere driften af etageejendommes varmesystemer til gavn for beboere, fjernvarmenettet og den grønne omstilling. Innovationsfonden investerer 9,2 millioner kroner i projektet.

Kunstig intelligens og data fra millioner af trådløse varmefordelingsmålere skal gøre det muligt at optimere varmesystemer i etageboliger. Et nyt, banebrydende projekt kaldet HeatCheck vil give bygningsejere mulighed for at drifte deres varmesystemer med hidtil uset effektivitet og hjælpe til den grønne omstilling i fjernvarmenettet.

 - Kombinationen af data fra eksisterende fordelingsmålere og ny-udviklede værktøjer vil give bygningsejerne hidtil uset mulighed for at drifte deres varmesystemer effektivt. Det er nødvendigt, når fjernvarmen langsomt sænker temperaturen i de kommende år. Besparelsespotentialet er milliarder af euro på tværs af EU, siger projektleder Christian Anker Hviid, lektor ved DTU Construct.

Forklaringen skal findes i brugen af de nuværende varmesystemer i etageejendomme. Ofte fungerer varmesystemerne ved højere temperaturer end nødvendigt, fordi det faktiske behov ikke kan fastlægges i de enkelte lejligheder.

Ved at anvende avancerede AI-drevne metoder med data fra millioner af varmefordelingsmålere, sigter HeatCheck på nøjagtigt at forudsige de nødvendige fremløbstemperaturer for hver radiator og etageejendom, hvilket vil føre til betydelige energi­besparelser og øget effektivitet i radiatorsystemer og fjernvarmenet.

De AI-drevne tjenester, der udvikles i HeatCheck inkluderer:

  • Automatisk detektering og diagnosticering af defekte varmesystemer, som giver driftspersonale information om den sandsynlige årsag og placering af problemer
  • Optimerede styringsstrategier med minimale fremløbstemperaturer, hvilket forenkler arbejdet for driftspersonalet og giver dem mulighed for målrettet at løse problemer.

Mindst 30 'living lab' case-bygninger vil blive brugt til at udvikle og demonstrere effektiviteten af disse tjenester.

Partnere i projektet:

  • Aalborg Varme A/S
  • Andelsboligforeningen Beringsgaard
  • Boligselskabet Sjælland
  • Brunata A/S
  • Center Denmark Drift ApS
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Fjernvarme Horsens A/S
  • HOFOR A/S (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab)
  • ISTA Danmark A/S
  • KAB s.m.b.a
  • Techem Danmark A/S
  • Teknologisk Institut

Fakta

  • Innovationsfondens investering: kr. 9.274.397
  • Samlet budget:  kr. 15.163.496
  • Varighed: 3,5 år
  • Officiel title: HeatCheck - AI-driven optimal heating of apartment buildings

HeatCheck value chain