Cerberus

Kunstig intelligens skal overvåge CO2-lagre

Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt skal udvikle AI-teknologi til at overvåge CO2 i undergrunden. Innovationsfonden har investeret godt 8 mio. kr. i projektet

Når CO2 lagres i underjordiske reservoirer, kræves der garanti for, at den forbliver i undergrunden. Derfor er der behov for at udvikle et effektivt monitorerings-værktøj, der kan garantere en sikker og effektiv CO2-lagring.

Med finansiering fra Innovationsfonden sætter et dansk forskningsprojekt nu gang i arbejdet med at udvikle en unik løsning på denne udfordring. DTU Offshore vil indbygge kunstig intelligens i software, der automatisk og konstant overvåger, at CO2’en forbliver i undergrunden.

Den nye monitoreringsløsning udvikles i et samarbejde mellem DTU Offshore, TotalEnergies og Nordsøfonden under projektnavnet ’Cerberus’.

Baseret på mange års erfaring inden for processerne i de dybtliggende lag, vil partnerne i Cerberus-projektet udvikle en AI-baseret softwareløsning, som i realtid både kan opdage potentielle lækager og identificere årsagen til dem.

En sikker, hurtig og omkostningseffektiv løsning

Flere eksisterende overvågningsteknologier, for eksempel konventionelle 4D-seismiske undersøgelser, er tidskrævende og dyre. Derfor er det ikke realistisk at benytte dem til systematisk overvågning for hurtigt at opdage en potentiel læk. Ved at integrere alle tilgængelige data (og reservoir-modeller) vil Cerberus gøre det muligt at definere og operere kontinuerlige overvågningsprogrammer for reservoirerne på en omkostningseffektiv måde og dermed garantere den langsigtede sikkerhed af CO2-lagringen.

DTU Offshore vil kombinere forskningscenterets viden med erfaringerne fra eksperter fra TotalEnergies og Nordsøfonden i projektet:

”Det er afgørende at sikre præcisionen af monitoreringen. Softwaren, der udvikles i Cerberus, vil blive valideret op imod feltdata og højkvalitets-simuleringer fra reservoirerne i den danske del af Nordsøen, der skal genbruges til CO2-lagring,” siger Hamid Nick, seniorforsker ved DTU Offshore og teknisk projektleder for Cerberus.

Efterspørges af CO2-lagrings-operatørerne

”Cerberus kan potentielt bidrage til at gøre geologisk CO2-lagring i de danske reservoirer under Nordsøen attraktivt for operatørerne og på længere sigt for kunder blandt CO2-udlederne. Med en digital løsning baseret på open source-software har Cerberus-softwaren potentiale som en applikation, der kan anvendes i Danmark, Nordsøen og globalt,” siger Ingelise Schmidt, Subsurface Asset Coordinator CCS hos TotalEnergies.

CO2-lagring i undergrunden ventes at spille en vigtig rolle i at bekæmpe den globale opvarmning og på sigt skabe netto-nul-udledninger af CO2 til atmosfæren.

Cerberus er i den græske mytologi navnet på den tre-hovede vogter af underverdenen. Cerberus-projektet vil bidrage med en AI-baseret vogter af den lagrede CO2 med tre fordele: Sikrere, hurtigere og billigere monitorering.

Foto: Thomas Steen Sørensen