Hvis projektet lykkes, kan nanoRaman give læger, dyrlæger og forskere adgang til et helt nyt analyseværktøj, der reducerer afhængigheden af tidskrævende laboratorieprocesser og samtidig forbedrer diagnostikken af både infektioner, antibiotikaresistens og sygdomsforandringer i væv.
Hurtigere og mere præcis diagnostik
Målet med nanoRaman er at identificere infektioner, antibiotikaresistens og sygdomsrelaterede biomarkører hurtigere og mere præcist end i dag.
Ved at kombinere Raman-spektroskopiens kemiske følsomhed med PNJ-baseret superopløsning kan teknologien analysere biologiske prøver med en detaljeringsgrad, som i dag er svær at opnå hurtigt og uden omfattende prøveforberedelse. Det kan føre til bedre patientforløb, færre forsinkelser, mere effektiv brug af sundhedsressourcer og nye danske vækstmuligheder inden for avanceret diagnostik og life science.
Investeringen fra Innovationsfonden gør det muligt at løfte nanoRaman fra en lovende idé til en teknologi, der kan udvikles, testes og valideres tæt på den kliniske virkelighed. Projektet samler avanceret nanooptik, kunstig intelligens og kliniske afprøvninger i en skala, som ellers ikke ville være mulig. Dermed skabes grundlaget for en ny type superopløst diagnostik, der kan bringes fra laboratoriet og tættere på patienter, klinikere og markedet.
nanoRaman samler partnere fra hele værdikæden, og netop det tætte samarbejde er afgørende for projektets succes.
DFM leder projektet og vil udvikle det teoretiske fundament for teknologien samt metoder til at validere nanoRaman.
SPIO Systems står for de nanooptiske løsninger, Lightnovo arbejder med at omsætte teknologien til et produkt, og SDU bidrager med avanceret mikroskopi og kunstig intelligens.
OUH samt KU/AU VET sikrer, at platformen bliver testet og valideret på virkelige kliniske og veterinære prøver.
Sammen skal partnerne bringe nanoRaman fra banebrydende forskning til en teknologi, der kan gøre en reel forskel i både sundhedsvæsenet og forskningen.
Nyhedsbrev
Tilmeld dig Innovationsfondens nyhedsbrev og få de seneste nyheder, søgemuligheder og arrangementer