Keld Fosgau

Ny medicin til behandling af skadeligt vægttab hos patienter med kræft

Et udviklingsprojekt vedrørende behandling af skadeligt vægttab (kakeksi) i forbindelse med kræft og andre kroniske sygdomme, skal klargøre en ny medicin til kliniske afprøvninger. Innovationsfonden har investeret 26,4 mio. kr. i projektet.

Op til 30% af patienter med fremskreden kræft dør ikke af selve kræften, men dør i stedet af et accelereret tab af kropsmasse, en tilstand kaldet kakeksi.

Der eksisterer i dag ikke en godkendt medicin til behandling af kakeksi, og patienterne behandles primært med kosttilskud. Kosttilskud virker dog ikke optimalt da patienterne mangler appetit, og således dør op til 2 millioner patienter i verden årligt af kakeksi. Der er altså tale om et stort medicinsk behov.

- Der er et stort behov for medicin som kan øge appetitten og funktionsevnen hos patienter som har kræft, og i det hele taget den samlede energiniveau og livskvalitet især i den sene del af sygdommen. Vi ønsker at øge overlevelsen for patienter ved at mindske det utilsigtede og skadelige vægttab, og indirekte ved at muliggøre forlænget tumor behandling. Samlet set er der ikke tvivl om, at en ny kakeksi-medicin vil forbedre behandlingen af patienter med kræft ganske betydeligt siger Keld Fosgerau, som er CEO hos Pephexia Therapeutics ApS (Pephexia).

Pephexia er et dansk biotekfirma med stærk indsigt i hvordan man udvikler lægemidler baseret på peptider, kroppens små proteiner, der ofte fungerer som hormoner og signalstoffer i den menneskelige fysiologi.

Pephexia’s ide er at tage årtiers læring og nylige succes fra fedmefeltet og ”vende det på hovedet”. I fedmebehandling søger man at hæmme appetitten og øge forbrændingen. I kakeksi-behandlingen vil vi derimod øge appetitten og sænke forbrændingen. Fordi disse reguleringer sker det samme sted i kroppen i hypotalamus, kan vi ”efterligne” fremgangsmåden fra fedmefeltet med langtidsvirkende og ”sikre” peptider.

Biologisk tager vores lægemiddelkandidat udgangspunkt i et naturligt hormon, et neuropeptid, der stimulerer appetitten og sænker forbrændingen. Herved mindskes eller undgås det skadelige tab af kropsvægt, muskel og fedtmasse.

Projektet er et samarbejde mellem danske Pephexia, Københavns Universitet (v. Dr. Lykke Sylow) og det tyske University of Leipzig (v. Prof. Annette Beck-Sickinger). Sammen skal de udvikle lægemiddelkandidaten PEP-366 og skabe og udbrede ny viden i området kræft-relateret kakeksi.

 

Fakta

Innovationsfondens investering: 26,4 mio. kr.

Samlet budget: 34,6 mio. kr.

Varighed: 21 måneder

Officiel titel: DAPHEXIA (Dual-Acting Peptides for the treatment of cacHEXIA)

 

Om partnerne

Pephexia er en biotek, der arbejder med opdagelse og udvikling af metaboliske peptider til behandling af kakeksi, sarkopeni og relaterede sygdomme. Dr. Sylows laboratorium (UCPH) er det eneste i Danmark, der arbejder med kakeksi i forbindelse med kræft og de underliggende molekylære og metaboliske dysfunktioner. Prof. Beck-Sickinger (ULEI) er ekspert i naturlige peptidehormoner og peptidlægemidler, der virker på en bestemt type receptorer kaldet GPCR'er.