Illustration af EPIFY

Ny mikrochip skal hjælpe patienter med epilepsi

Baseret på forskning i ”brain-computer-interface” fra Århus Universitet, skal et nyt dansk forskningsprojekt færdigudvikle en mikrochip, som er i stand til med høj præcision at genkende mønstre i signaler fra hjernen, og rapportere når patienter oplever epileptiske anfald. Innovationsfonden har investeret 17,5 mio. kr. i projektet.

60 mio. mennesker lider af epilepsi globalt, og sygdommen står for en samlet sundhedsomkostning på næsten 800 mia. kr. Nu skal en ny dansk mikrochip skabe hurtigere, mere præcis og mindre arbejdskrævende diagnosticering af epilepsi.

Projektet, der hedder EPIFY, har været undervejs i nogen tid, hvor der er blevet afprøvet forskellige løsninger. En prototype er nu klar til at blive optimeret og gjort færdig til afprøvning i kliniske studier. En bred gruppe af eksperter indenfor elektronik, computervidenskab og neurofysiologi, sammen med virksomheden Cenexum Technologies, står bag projektet:

EPIFY udnytter den nyeste forskning indenfor databehandling til påvisning af epileptiske anfald. Projektet integrerer avanceret chipteknologi med et neuralt netværk til nøjagtig detektion af epileptiske anfald. Vi håber på, at vores færdige produkt vil kunne give patienter bedre adgang til hurtig og præcis diagnose og desuden spare sundhedssystemet for mange arbejdstimer fra højtspecialiserede medarbejdere, som i dag udgør en flaskehals i systemet, siger Dennis B Henriksen, som er CEO i Cenexum Technologies ApS

Elektroencefalografi (EEG), som måler signaler fra hjernen, anvendes som standard i diagnosen af epilepsi i hele verden. I dag findes der ikke nogen systemer tilgængelige, som med tilstrækkelig præcision kan erstatte den menneskelige analyse af EEG data. EPIFY retter sig i første omgang mod patienter, der gennemgår såkaldt langtidsmonitorering, hvor mængden af data efterfølgende kræver timevis af arbejde med visuel analyse fra specialister.

Det færdige produkt forventes at blive implementeret på hospitaler og sigter mod at skabe hurtigere og mere præcis diagnose ved at automatisere detektion og klassificering af epilepsi. Dette vil både være til gavn for patienterne at få lettere adgang til denne form for avanceret diagnostik og for sundhedsvæsenet, hvor arbejdsbyrde og omkostninger reduceres.

EPIFY er et samarbejde mellem den danske virksomhed Cenexum Technologies ApS, Århus Universitet, Århus Universitetshospital, Epilepsihospitalet Filadelfia og konsulentvirksomheden Qmed Consulting.

 

Fakta

  • Innovationsfondens investering: 17,5 mio. kr.
  • Samlet budget: 23,4 mio. kr.
  • Varighed: 3 år
  • Officiel titel: EPIFY - A real-time brain-inspired system-on-chip for early detection of seizure in epilepsy.