VIRDIS-projektet introducerer en ny virtuel realitetsplatform til at forbedre diagnosticering af psykiatriske tilstande. Projektet kombinerer virtual reality med psykofysiologiske og adfærdsmæssige målinger for at sikre tidligere og mere præcise diagnoser af psykiatriske tilstande som depression, bipolar lidelse, psykoselidelser og personlighedsforstyrrelser. Innovationsfonden investerer 5,3 millioner kroner i projektet
Fejldiagnoser er en stor udfordring i psykiatrien, der forhindrer patienter i at få tidlig og korrekt behandling. Næsten halvdelen af mennesker med psykiatriske lidelser får ændret deres diagnose inden for 10 år. Symptomerne på lidelser som depression, bipolar lidelse, borderline personlighedsforstyrrelse og skizofreni overlapper ofte, hvilket gør korrekt og rettidig diagnose udfordrende. Den nuværende praksis er i høj grad baseret på selvrapportering, og der er et akut behov for objektive biomarkører, der kan forbedre diagnostik og behandling.
Innovativ platform
Ved hjælp af virtual reality teknologi skal VIRDIS-projektet udvikle en innovativ platform, der kombinerer følelsesmæssige og psykofysiologiske reaktioner med målinger af adfærd i specifikke sociale scenarier for bedre at kunne skelne mellem forskellige psykiatriske tilstande.
- Vores håb er, at VIRDIS vil revolutionere måden, vi diagnosticerer psykiatriske tilstande på. Ved at kombinere virtual reality med avancerede målinger af adfærdsmæssige, følelsesmæssige og fysiologiske reaktioner, håber vi på at forbedre den diagnostiske præcision, så patienterne kan får den rigtige behandling hurtigere, siger Kamilla Woznica Miskowiak, professor og leder af NEAD Centeret ved Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Universitet.
Hjerterytme og øjenbevægelser
VIRDIS-projektet vil muliggøre udviklingen af en virtual reality platform, som giver sundhedsprofessionelle et objektivt værktøj, som de kan bruge i kombination med diagnostiske interviews, til at evaluere og diagnosticere psykiatriske tilstande. Platformen måler blandt andet hudens elektriske spændingsfelter, hjerterytme og øjenbevægelser, mens patienterne gennemgår forskellige sociale virtual reality scenarier og rapporterer deres oplevelser.
Projektet er et samarbejde mellem NEAD Center, Khora Virtual Reality og EXP360, sammen med flere forskergrupper og kliniske partnere i Region Hovedstadens Psykiatri. Denne kombination af ekspertise vil sikre udviklingen af en platform, der har potentiale til at blive et vigtigt redskab i psykiatrien både i Danmark og internationalt.
Fakta:
Innovationsfondens investering: 5,3 mio. kr.
Varighed: 3 år
Officiel titel: Virtual Reality for Diagnostic Investigation of and Screening for Mental Health Disorders
Om Partnerne:
- Neurocognition and Emotion in Affective Disorders Centre (NEAD) Center: Et forskningscenter ved Region Hovedstadens Psykiatri, og Institut for Psykologi, Københavns Universitet, har til formål at forbedre forståelsen, forebyggelsen og behandlingen af kognitive forstyrrelser og affektive lidelser (www.nead.dk).
- Khora Virtual Reality: Specialister i at udvikle innovative VR-løsninger.
- EXP360: Varetager integration af psykofysiologiske målinger med eye-tracking i den virtuelle realitetsplatform.