Nyt projekt forbinder hjernesignaler med teknologi for at give bedre motorisk kontrol til patienter ramt af stroke
6. maj 2025
Billedet er genereret med AI
Ved at udnytte hjernesignaler og intelligent databehandling sigter et nyt forskningsprojekt mod at revolutionere teknologier til patienter med en lammelse i arm og hånd efter et stroke. Med en investering på knap 24 millioner kroner fra Innovationsfonden, bygger NeuroMate-projektet bro mellem neurovidenskab og teknik for at genoprette funktionel uafhængighed og forbedre livskvaliteten for personer ramt af stroke.
Hvert år oplever millioner af mennesker verden over et stroke – omkring 12.000 alene i Danmark. En hyppig konsekvens er nedsat kontrol over arm- og håndfunktionen på én side af kroppen.
Et nyt forsknings-projekt med navnet NeuroMate vil øge livskvaliteten for disse patienter ved at udvikle intelligente løsninger, der gør det muligt for patienterne at styre assisterende teknologi udelukkende med deres tanker – uden behov for bevægelser, knapper eller tale.
NeuroMates teknologi har potentiale til at øge patienternes autonomi, reducere behovet for hjælp og åbner nye veje inden for sundhedsteknologisk innovation.
- NeuroMate handler ikke kun om teknologi – det handler om at genoprette værdighed og uafhængighed, siger Hooman Farkhani, projektleder og lektor ved Aarhus Universitet.
- Med støtte fra Innovationsfonden Danmark kombinerer vi neurovidenskab, ingeniørvidenskab, maskinlæring og klinisk forskning for at skabe en ny generation af assisterende systemer, der tilpasser sig brugeren – ikke omvendt. Dette projekt placerer Danmark i spidsen for neuro-adaptive teknologier med potentiale til at påvirke området for assisterende teknologi globalt.
Investeringen fra Innovationsfonden giver NeuroMate-konsortiet mulighed for at udføre ambitiøs, tværfaglig forskning, som ellers ikke ville være mulig. Dette omfatter udvikling af algoritmer til afkodning af hjernesignaler, energieffektiv hardware samt test i virkelige omgivelser.
Projektet sigter mod at levere både videnskabelige gennembrud og funktionelle prototyper, der kan bane vejen for kliniske forsøg og kommerciel innovation.
NeuroMate-projektet samler førende danske institutioner og virksomheder med komplementær ekspertise, herunder Aarhus Universitet (CMOS-hardware og SNN-design), Aalborg Universitet (SNN-algoritmer), AATE VR (træningsmiljøer), Alexandra Instituttet (computer vision), Teknologisk Institut (EEG-pandebånd og handske), Medodan (klinisk certificering) og Regionshospitalet Hammel Neurocenter (kliniske tests). Sammen arbejder partnerne på at udvikle et adaptivt, brugerstyret assisterende system til arm- og håndfunktion.
Fakta
Innovationsfondens investering: 23,88 mio. kr.
Samlet budget: 32,94 mio. kr.
Duration: 4 år
Official title: NeuroMate: A take-home closed-loop bio-inspired neurorehabilitation system assisted by extended reality for therapy and assistance
Nyhedsbrev
Tilmeld dig fondens nyhedsbrev og få de seneste nyheder om fondens investeringer.