Innowomen

Små bobler giver store ringe i vandet

Mange danske søer er grumsede, fyldt med alger og lider af iltmangel. Nano-bobler viser sig nu at kunne være en del af løsningen, og bag en ny, banebrydende metode står Maria Lund Paulsen, som netop er udpeget som en af Innovationsfondens nye Innowomen.

Da Maria Lund Paulsen var på barsel, så hun ikke serier på Netflix eller lyttede til lydbøger i pauserne mellem amning, vasketøj og bleskift. Hun nørdede ”nye teknologier til vandrensning”. Maria Lund Paulsen er uddannet biolog og har desuden en postdoc, og så interesserer hun sig brændende for vores vandmiljø.

Gennem sit arbejde som biolog vidste hun, at cirka firs procent af danske søer og åer er slået ud af balance på grund af afledt spildevand, dræn fra marker og kloakker, der løber over under heftige regnskyl. De gisper med andre ord efter ilt, og en af metoderne til at puste nyt liv i vandmiljøet var typisk at bruge kemikalier. Men.

- Jeg opdagede, at andre steder i verden benyttede forskerne sig af nano-bobler, som udmærker sig ved både at være meget små men med en stor overflade, og de frigiver derfor ilt meget effektivt, fortæller Maria Lund Paulsen.

Søen i Tivoli Friheden gisper

Maria Lund Paulsen så straks potentialet i at benytte samme metode i de nødlidende danske søer, og i 2021 begyndte hun sideløbende med sit job som forsker at sysle med tanken om at stifte et privat selskab. Under tolv måneder senere etablerede hun firmaet LakeAid og fik en investering i Innovationsfondens Innofounder-program på 750.000 kr.

- Det var nok til, at min mand, som er ingeniør, og jeg kunne få løn i et år og samtidig have tid til at udvikle LakeAid til det, det er i dag. Samtidig kunne vi købe måleudstyr, så vil kan analyse prøver for andre virksomheder, og det er nu grundstammen i forretningen, fortæller Maria Lund Paulsen.

Et af de første steder, LakeAids iltningssystem blev testet, var i Tivoli Friheden i Aarhus, og tilstanden i forlystelsesparkens søer blev pludselig et meget tydeligt eksempel på, hvorfor de danske søer generelt har det så dårligt.

- Vi kunne se, at hver gang det regnede, blev søvandet fyldt med grums, og antallet af bakterier eksploderede, simpelthen fordi afløbene ikke kunne klare de kraftige regnskyl, og kloakvandet løb derfor ud i søerne. Det er præcis det samme, vi ser i andre søer rundt om i landet, hvor vand fra marker og flade arealer, strømmer ud i åer, vandløb, søer og endda fjorde, fortæller Maria Lund Paulsen, som ser landets kommuner som LakeAids primære kunder.

 

LakeAid i Mexico

Iltsvind er sæsonbestemt, og det er især om sommeren, søerne gisper efter vejret, men afhængigt af søen kan man allerede efter to år genoprette balancen, viser amerikanske forsøg. LakeAids udstyr er ifølge Maria Lund Paulsen så nemt at betjene, at det kan udføres af kommunen selv og kan bruges i kombination med andre metoder, der f.eks. fjerner næring fra søen.  

LakeAid har på nuværende tidspunkt indledt drøftelser med flere danske kommuner, men det største samarbejde ligger langt uden for landets grænser. Det amerikanske bilfirma Ford har finasieret et meget stort samarbejdsprojekt i Mexico, hvor LakeAids rolle er at ilte søerne, mens andre naturbaserede metoder er i brug til at fjerne selve næring fra søerne.

Der er med andre ord allerede god vind i sejlene for det unge firma, men det har ikke altid ligget i kortene, at Maria Lund Paulsen skulle drive en selvstændig virksomhed, og hun har da heller ikke sluppet den akademiske verden helt. Hun er fuldtidsansat som marinebiolog i Miljøstyrelsen, men er pt. på barsel med sit tredje barn. Firmaet driver hun fra Svendborg, hvor hun bor med sin familie.

- Jeg har altid set mig selv som forsker og har aldrig gået rundt med en iværksætterdrøm. Men den opstod ligeså langsomt. Dels fordi anvendt forskning ikke fylder ret meget på universitetet. Jeg savnede fokus på, hvad man reelt kan bruge sin forskning til og fokus på hvilken værdi, det skaber uden for universitetet. Men jeg oplevede også en modstand i nogle af de forskningsgrupper, jeg sad i, overfor nye metoder. Med LakeAid bestemmer jeg fuldstændig selv, hvor mit fokus skal være, siger Maria Lund Paulsen, som også sætter pris på den fleksibilitet for familielivet, hun har fået i tilgift.

- I princippet giver LakeAid mig muligheden for at fortsætte arbejdet som uafhængig forsker. Jeg fortsætter med at publicere artikler og have samarbejde med forskere, som nu blot betaler mig direkte for analyse af vandprøver, men nu tjener jeg pengene i mit eget firma. Samtidig kan jeg fortsat deltage i forskningsprojekter som f.eks. Danida-finasierede projekter i Ghana og Tanzania. På den måde har jeg ikke mistet den faglighed, jeg hele tiden har haft, og som er den, der driver mig.

Maria Lund Paulsen er netop blevet udpeget som en af Innovationsfondens fire nye Innowomen, og hun glæder sig til at møde andre kvinder, hun kan sparre med og etablere et samarbejde med.

- Jeg synes, der mangler kvindelige rollemodeller. Mange af mine veninder kæmper for at leve op til alle de krav, der bliver stillet til dem som forskere og ansatte på universiteterne, og de har svært ved at se, at der er andre muligheder. Meget af ens identitet er hægtet op på ens arbejde, og jeg håber, at jeg med min historie kan vise, at det faktisk er muligt at have en fod i begge lejre.

Fakta:

Maria Lund Paulsen, CEO og Founder af LakeAid, og ansat som marinebiolog i Miljøstyrelsen.

PhD fra Norge og Postdoc i bioscience ved Aarhus Universitet.

Bor i Svendborg med sin mand og deres tre børn

Fik i 2022 en Innofounder på 750.000 kr.