solspejle

Solspejle får græs til at gro

Solspejle kan erstatte kunstigt lys på fodboldstadions. Det gør ikke alene græsset grønnere, det pynter også på el-regningen og i CO2-regnskabet, og nu viser store europæiske fodbold-klubber interesse for den innovative løsning

Fodboldfansene undrede sig længe. Hvorfor hænger der halvfems kvadratmeter spejle over tribunerne på Brøndby Stadion? Forklaringen er enkel. Der er intet som sollys, der får græs til at gro, og spejlenes funktion er at reflektere solens stråler og få dem til at skinne på de områder af græstæppet, som stort set altid ligger i skyggen.

Opfindelsen er begået af den danske iværksætter-virksomhed Second Sun, som to gange har fået en investering fra Innovationsfonden til at udvikle systemet. Men først skulle ideen fødes, og det blev den over en kop kaffe.

- Ideen opstod, da min ven og jeg en dag sad på en café og nød solen. På den anden side af gaden lå en anden café fuldstændig øde hen, fordi den lå i skygge, og vi diskuterede, hvordan man kunne få solen til også at skinne på dem, fortæller Nicolai Moustgaard, direktør i Second Sun.

De to mænd er ikke alene venner, de er også forretningspartnere og fodboldentusiaster, og tankerne bevægede sig derfor helt naturligt i retning af landets fodbold-stadions. Klubberne bruger enorme mængder penge på kunstigt lys, fordi tribuner og tilskuerrækker kaster skygger ind på banen og stopper græssets vækst.

Brændte græsplænen af
I baghaven bag kontorbygningen begyndte Nicolai Moustgaard at eksperimentere, og han gravede blandt andet græsplænen op, lagde rullegræs og satte folie op. Det lykkedes ham dog undervejs at brænde græsplænen af, fordi der var for meget knald på solen, men efter en del forsøg bar anstrengelserne frugt, og solpanelerne så dagens lys.

Second Sun kontaktede Brøndby IF, som takkede ja til et lægge stadion til et pilotprojekt, som i første omgang bestod af bannere af folie. Løsningen var dog ikke optimal, og processen fra blafrende folie til faste spejle har ikke været uden udfordringer. Men nu sidder spejlene fuldstændig, som de skal, og fungerer efter hensigten.

- Innovation og ny teknologi er en del af Brøndby IF både på og uden for banen. Med opsætning af solreflektor-systemet kunne vi derfor slå to fluer med et smæk. Støtte en dygtig, teknologisk iværksættervirksomhed, agere bæredygtigt og opnå en besparelse på den kunstige belysning, siger Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF.

Halvere CO2-forbruget
Netop bæredygtighed er et vigtigt parameter for Second Sun, som består af tre ingeniører, en kvantefysiker og en arkitekt. Foreløbige resultater tyder på, at et stadion af Brøndbys størrelse kan halvere CO2-udledningen fra kunstlys, hvis det suppleres med solspejle.

- Der er et stigende licenskrav til de store klubber i Europa, at de skal være mere bæredygtige, og vi ser derfor et stort potentiale hos de cirka 1400 stadions verden over, som er af en størrelse, hvor solspejlene giver mening, siger Nicolai Moustgaard, som tilføjer, at solspejlene ikke alene er billigere i drift, de er også nemmere at håndtere end det kunstige lys, fordi de er fuldautomatiske og regulerer sig selv alt efter vejr og vind.

Men det er ikke kun i Danmark, at flere store fodboldklubber overvejer at installere solspejle over deres tribuner. Udlandet har også fået øjnene op for den energi-besparende løsning. Premier League-klubben Leicester og den tyske bundesliga-klub Wolfsburg har begge bæredygtighed øverst på dagsordenen, og Second Sun er langt fremme i drøftelserne om at også at levere mere sollys til deres græsplæner. 

I 2023 har Second Suns solspejle endvidere fundet vej til golfbanerne, og virksomheden har lavet samarbejder med to golfklubber.

Næste step for Second Sun er at blive udstyret med et CE-mærke, som er en garanti for, at produktet lever op til gældende EU-lovgivning.

- Med investeringen fra Innovationsfonden har vi været i stand til at lave en full-scale-test af systemet og afprøve mekanik og teknik helt ned i detaljen. Det har været afgørende for at udvikle vores produkt, siger Nicolai Moustgaard.

Fakta om Second Sun
Firmaet blev stiftet i 2016. Består af fem medarbejdere og har desuden fået erhvervsmanden Anders Gerstenberg med ombord som investor.

Innovationsfonden investerede i Second Sun i 2016 og 2021

Markedsmodningsfonden investerede i Second Sun i 2017

Vandt i 2019 Innovation Award ved The Stadium Business Design and Development Summit i London