PUFIN-ID

Unik og umulig at kopiere: Dansk teknologi får millioninvestering til at styrke sikkerhed i lægemidler

Et nyt forsknings- og innovationsprojekt med virksomheden PUFIN-ID i spidsen modtager 14,1 mio. kr. fra Innovationsfonden til at videreudvikle og effektivisere en allerede stærk, AI-baseret produktidentifikation, der skal beskytte patienter mod kopimedicin og styrke sporbarheden i den globale medicinalindustri.

Hvert år modtager patienter verden over lægemidler og medicinsk udstyr, som de har tillid til er ægte. Alligevel opdager myndigheder igen og igen kopiprodukter, som er næsten umulige at skelne fra originalerne. Samtidig er de identifikationsløsninger, der anvendes i dag, udviklet til logistik og lagerstyring og ikke til livskritisk sikkerhed.

PUFIN-ID’s O-KEY-teknologi bygger på et helt andet princip. I stedet for stregkoder eller QR-koder, som kan kopieres, beskadiges eller blive ulæselige, anvender O-KEY en fysisk og unik signatur direkte på produktet. Signaturen består af tusindvis af mikroskopiske kendetegn og kan ikke kopieres, heller ikke af producenten selv. Ægtheden verificeres øjeblikkeligt ved hjælp af kunstig intelligens.

Projektet har potentiale til markant at styrke patientsikkerheden ved at gøre det muligt hurtigt og sikkert at verificere ægtheden af hvert enkelt produkt, samtidig med at producenter og myndigheder får bedre sporbarhed og hurtigere mulighed for at reagere ved fejl eller tilbagekaldelser.

Med en investering på 14,1 mio. kr. fra Innovationsfonden kan PUFIN-ID nu videreudvikle og optimere en løsning, der allerede er i kommerciel brug. Fokus er på hurtigere AI-verifikation, biokompatible materialer og skalerbarhed til højvolumen produktion i rene produktionsmiljøer.

- O-KEY er allerede en af de stærkeste løsninger på markedet for produktautentificering. Med denne investering kan vi tage teknologien videre og optimere den til medicinalindustrien. Det gælder både hurtigere aflæsning, medicinsk godkendte materialer og AI, der lever op til de højeste regulatoriske krav, siger Line Klit Olsen, CEO i PUFIN-ID.

Projektet gennemføres i samarbejde med Københavns Universitet og Novo Nordisk. Det skal demonstrere teknologien i farmaceutisk produktion, opnå USP Class VI-certificering og etablere en regulatorisk vej mod EU’s krav om unik produktidentifikation, UDI.

Samarbejdet omfatter:

  • PUFIN-ID, kommerciel projektleder og udvikler af O-KEY-platformen
  • Københavns Universitet, IP-ejer og ansvarlig for materialekemi
  • Novo Nordisk, testpartner, der bidrager med validering i reelle produktionsmiljøer

Fakta

  • Innovationsfondens investering: 14,1 mio. kr.
  • Samlet budget: 20,2 mio. kr.
  • Varighed: 2 år
  • Officiel projekttitel: Physical Unclonable Functions as Unique Device Identification for the Pharmaceutical Industry

Om partnerne

PUFIN-ID
Dansk teknologivirksomhed, der udvikler sikre, umulige-at-kopiere produktidentiteter til autentificering og digitalisering. O-KEY anvendes allerede i flere industrier og videreudvikles nu målrettet medicinalprodukter og regulatoriske krav.

Københavns Universitet
Institut for Kemi er et internationalt førende forskningsmiljø inden for supramolekylær kemi og avancerede materialer og står bag den patenterede teknologi bag O-KEY.

Novo Nordisk
Global medicinalvirksomhed med hovedsæde i Danmark. Som testpartner bidrager Novo Nordisk med validering af teknologien i farmaceutiske produktionsmiljøer.