Beyond Leather

Fra æblepulp til håndtaske

Beyond Leather har udviklet et nyt materiale baseret på æblepulp, som kan erstatte læder. LEAP hedder materialet, som ikke alene mindsker madspil, det sparer også udledning af CO2 og forbruget af vand. Innovationsfonden har flere gange investeret i Beyond Leather.

Kan man lave en håndtaske af æblepulp? En livrem måske? Eller hvad med cockpittet i et bil? Svaret er ja. Det danske firma Beyond Leather har udviklet et nyt materiale, LEAP, som ikke alene ligner læder til forveksling, det har også samme egenskaber. LEAP er oven i købet så unikt, at Beyond Leather har fået patent på metoden.

Og metoden er da også noget særligt. LEAP består af 80 procent biobaseret materialer, herunder æblepulp som bliver til overs, når man producerer juice og cider, og de sidste 20 procent er bl.a.  coating og et klæbemiddel, som på sigt også skal produceres af plantebaseret materiale. LEAP, som er en sammentrækning af leftover apples, er altså ikke alene med til at reducere madspild, i produktionen bliver der udledt 85 procent mindre CO2 end i produktionen af animalsk læder, og der bliver brugt 99 procent mindre vand. Og så er produktionen oven i købet 100 procent dansk, fordi æblerne er fra Saxkøbing på Lolland, og produktionsanlægget ligger i Søborg.

Klimavenlig og kemikaliefri

Ideen startede som et studieprojekt i 2016, og i dag er Beyond Leather klar til at producere materialet ikke alene til modebranchen men også til den eksklusive ende af bilindustri-skalaen i Tyskland, som har fået øjnene op for, at ”læderstuen” med klima-mæssig fordel kan være produceret af kvaste æbler.

- Vi oplever en stor efterspørgsel efter vores materiale, og lige nu får vi dagligt henvendelser fra firmaer, som ønsker at købe LEAP, fortæller Mikael Eydt, CEO og medstifter af Beyond Leather.

- Modebranchen mangler i høj grad produkter, som er bæredygtige og klimavenlige, og det behov kan vi opfylde, fordi vi – udover at spare på vand og udledning af CO2 – heller ikke bruger kemikalier, som læderindustrien traditionelt bruger.

Beyond Leathers hovedforretning er produktionen af LEAP med B2B-salg for øje, og ved juletid i år vil det for første gang nogensinde være muligt at købe produkter udviklet af Beyond Leathers kunder. Udover at LEAP er et langt mere bæredygtigt valg end animalsk læder, er det prismæssigt også konkurrencedygtigt, og det er der en helt naturlig grund til.

- Æblepulp er et affaldsprodukt, som vi stort set ikke betaler noget for.

Investering betyder alt

Beyond Leather har både fået investeringer via Innovationsfondens Innobooster- og Innofounderprogram, ligesom Vækstfonden og Rockstart også har støttet firmaet.

- Hvis vi ikke havde fået penge fra Innovationsfonden, var vi ikke der, hvor vi er i dag. Det er der slet ingen tvivl om. Pengene har betydet alt for os, fordi har kunnet udvikle LEAP til et patenteret materiale, og hvor vi før var en lille start-up virksomhed har vi i dag otte fuldtidsansatte og to praktikanter, fortæller Mikael Eydt, som også fremhæver en anden fordel ved Innovationsfondens investeringsprogrammer.

- Rejsen slutter ikke, når man har fået den første investering. Man kan fortsætte til et af de andre programmer, det er en meget stor fordel for et firma.   

Fakta:

  • Innovationsfonden har samlet set investeret godt 1,6 mio. kroner i Beyond Leather
  • Du kan læse mere om Beyond Leather på www.explore-leap.com