chip

Historie om banebrydende chip går verden rundt

Et dansk-svensk forskerhold har sat verdensrekord i dataoverførsel, hvilket har givet medieomtale verden rundt. Det er nemlig lykkedes for forskerne at sende mere end det dobbelte af hele internettets samlede datatrafik gennem et fiberkabel, hvor al data er båret på lyset fra en enkelt optisk chip. Eksperimentet er en del af INCOM-projektet, der har modtaget investering af Innovationsfonden.

Hvis du er den heldige ejer af en hurtig fibernetforbindelse og er i ekstase over den høje hastighed, vil du nok spærre øjnene op, når du læser dette: Et dansk svensk forskerhold har nemlig slået intet mindre end verdensrekorden i, hvor store datamængder lyset fra en enkelt nyudviklet chip kan bære. Forskerne har transmitteret hele 1,84 petabit-per-sekund data gennem chippen – en petabit/s svarer til en million gigabit/s. Og tilbage til din hurtige fibernetforbindelse derhjemme – den har sandsynligvis højst en hastighed på omkring én gigabit/s. Med andre ord: Det går lynene hurtigt.

Resultatet af det banebrydende eksperiment med den nye chip blev publiceret i det ansete tidsskrift Nature Photonics, og nyheden går nu verden rundt - også uden for forskerkredse. The Washington Post, BBC, Indiatimes, New Scientist og vores egen Berlingske er blot et udpluk af de medier, som har omtalt det store resultat med overskrifter som: This chip transmits an internet’s worth of data every second og Dansk-svensk forskerhold sætter verdensrekord i dataoverførsel. 49 nyhedsmedier og 12 blogs har omtalt nyheden, som ligeledes er delt godt på de sociale medier – især på Twitter. Og endda Wikipedia-sider er blevet rettet til med det nye resultat.

- Vi har vist ramt noget, som folk synes, er meget interessant, siger Leif Katsuo Oxenløwe, professor ved grundforskningscenteret Silicon Photonics Optical Communications på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der er en af del af forskergruppen bag eksperimentet.

Et grønnere internet

Arbejdet og eksperimentet med chippen var en del af INCOM-projektet, der har modtaget investering fra Innovationsfondens Grand Solutions-program.  En del af INCOM-projektet gik netop ud på at modne og på sigt kommercialisere denne chip-løsning, og nu har forskerne for alvor vist det store potentiale i denne teknologi.

Udover at udvikle et hurtigere internet er formålet også at gøre det mere grønt og bæredygtigt. Trafikken på internettet er tusinddoblet siden år 2000 og står i dag for cirka 10 procent af verdens samlede energiforbrug. Ved at forfine en såkaldt ”frekvenskam”, har forskerne reduceret antallet af lyskilder, således at én laser kan erstatte hundredevis af lasere – hvis ikke tusind.

- Internettet er en virkelig stor energisluger. Vi har brug for at understøtte internettets fortsatte vækst, men vi er nødt til at finde på nye, energieffektive teknologier, fortæller Leif Katsuo Oxenløwe i Washington Post.