Danske investorer underskriver fælles mål for diversitet
22. april 2021
Danske investorer underskrev d. 22. april 2021 en række målsætninger for diversitet i et fælles Diversity Commitment. Målene, som investorerne selv har defineret, skal være med til at sikre lige adgang til investeringer og muligheder for alle stiftere og dermed være med til at sikre, at vi får udnyttet det fulde potentiale for nye virksomheder. Det ser det ikke ud til, at vi gør det i dag.
Tal for 2019 viser, at 95 % af investeringer i startups i 2019 gik til teams udelukkende bestående af mænd.
Det er Liva Echwald og Stine Colding Alstrup fra foreningen Female Founders of the Future, der står bag initiativet og som driver processen med Diversity Commitment. De ser det som et kæmpe skridt i den rigtige retning, at investorerne i dag underskriver Diversity Commitment, og også at det er investorerne selv, der er blevet enige om målene. De udtaler:
”Investorerne viser med deres fælles commitment en stor vilje til handling. Det, at de har sat konkrete tal på målene og gensidigt forpligter sig over for hinanden til at dele data, viden og fremdrift er ikke noget, vi har set fra andre lande, og vi har stor respekt for den dedikation, der ligger bag. Nu glæder vi os til at følge processen tæt og hjælpe med at sikre, at målene bliver en realitet”.
Investorerne forpligter sig i Diversity Commitment til at måle og dele repræsentation på køn og rapportere årligt til Diversity Commitment på investeringer og internt i egen organisation. De kan endvidere vælge at måle og rapportere på nationalitet, alder, uddannelsesniveau og baggrund.
Investorerne forpligter sig til inden for 3 år at arbejde for at nå følgende investeringsmål:
Max. 80% af nye startups i investeringsportefølje med et stifter-team bestående udelukkende af mænd
Max. 80% af penge til nye portefølje-startups investeres i team bestående udelukkende af mænd
Max. 70% homogenitet på køn i ledelsesteam og bestyrelser i porteføljeselskaber
Investorerne forpligter sig til inden for 3 år at arbejde for at nå følgende interne mål:
Max. 66% homogenitet på køn i hele organisationen/teamet
Max. 66% homogenitet på køn i investeringsteamet
Max. 75% homogenitet på køn i partnergruppen
Max. 70% homogenitet på køn blandt “Collective” eller business angel medlemmer (hvor det er relevant)
Derudover forpligter investorerne sig til:
At udarbejde en handlingsplan for, hvordan de når målene
Intentionelt re-designe arbejdsprocesser for diversitet
Proaktivt arbejde for en divers pulje af rollemodeller
Deltage aktivt i aktiviteter inden for startup-økosystemet med det formål at motivere flere stiftere, der er kvinder, til at indgå i deal flow
Opsøge tale- og jury-engagementer i events med højt niveau af diversitet
Tilføje mål på diversitet udover køn baseret på læringer fra den årlige Diversity Commitment rapport
Målet er forandring
Alle investorer skriver også under på, at de proaktivt skal arbejde på at forbedre sig fra deres udgangspunkt – også hvis man eksempelvis allerede opfylder nogle af målene fra starten.
Målene er sat med køn som omdrejningspunkt. Det er de fordi, det i dag fremgår, at der er en meget ulige fordeling på både antal og størrelse på investeringer, når det kommer til køn. Også selvom man tager i betragtning, at der er flere startups med mandlige stiftere. Derudover har vi langt de bedste data på køn. Planen er, at andre parametre for diversitet skal indgå længere fremme i processen, og her skal Diversity Commitment bidrage til, at der kommer flere og bedre data.
De parter, der i dag underskriver er: Bumble Ventures, ByFounders, Danish Business Angels, Danske Bank Growth & Impact, Fubar VC, Innovationsfonden, PreSeed Ventures, Seed Capital og Vækstfonden.