Saltpower

Nyt forskningssamarbejde skal føre til billig og ren energi fra vand

Når saltvand og ferskvand mødes, opstår der helt naturligt en kraft kaldet osmose, hvor ferskvandet "trækkes" over mod saltvandet gennem en speciel membran. Den osmotiske proces skaber et tryk, som kan udnyttes til at drive en turbine, der producerer elektricitet. På den måde kan man få grøn energi ud af vandets naturlige bevægelser, helt uden CO₂-udledning. Jo mere mættet saltvandet er, jo højere vil trykforskellen også være, og dermed vil potentialet for udvinding af energi også være større.

I et nyt forskningssamarbejde mellem Danfoss, DTU Kemiteknik og SaltPower™ vil man udnytte højtryksmembranerne til at høste mere energi fra den osmotiske proces.

- Ved at arbejde med højere tryk kan vi åbne nye industrielle anvendelser og øge energiproduktionen med op til 60%. Det skaber muligheder ikke kun for vedvarende energi, men også inden for geotermisk energi, varmegenvinding til datacentre og Zero Liquid Discharge-teknologier, siger Jørgen Mads Clausen, grundlægger af SaltPower™.

Det nye forskningssamarbejde understøtter Danmarks mål om at udfase fossile brændstoffer helt inden 2050 og bidrager til udviklingen af vedvarende energikilder, der kan levere en stabil og pålidelig energiforsyning.

Målet med projektet er at udvikle særligt effektive PRO-membransystemer, der kan udnytte over 95 % af den osmotiske energi, så teknologien kommer tættere på praktisk og kommerciel brug. I dag er teknologien stadig dyr, især fordi membranerne er dyre at fremstille, og systemerne endnu ikke er store og effektive nok. Projektet vil derfor fokusere på at optimere membranerne og forbedre turbinerne, så prisen på den producerede energi bliver lavere, og teknologien modnes yderligere. Projektet vil benytte avanceret 3D-print til membrankomponenter, en kemikaliefri fremstillingsmetode og avancerede beregningsværktøjer som CFD-simuleringer og maskinlæring for at maksimere systemets ydeevne.

- DTU Kemiteknik er dedikerede til den avancerede udvikling af ny energiteknologi og bidrager med viden om simuleringer og membranteknologi til projektet i tæt samarbejde med SaltPower og Danfoss, siger institutleder, professor Kim Dam-Johansen.

Michael Bjørn, Vice President og chef for Danfoss High Pressure Pumps tilføjer:

- Vi er stolte af at kunne bidrage og tilføre ny innovation til udstyr til osmotiske processer. At sikre maksimal energieffektivitet i pumper, turbiner og energigenvindingsenheder til osmotiske processer er essentielt, både når de anvendes til energiproduktion og til vandbehandling. Dette er vores måde at bidrage til dekarboniseringen af vand- og energisektorerne.

Fakta

Innovationsfondens investering: 15 mio. kr.
Samlet budget: 20.5 mio. kr.
Varighed: 2.5 år