Peter Herskind

Peter Herskind: Vi skal leve af innovation

Videnskab og generering af ny viden udgør en af Danmarks styrkepositioner. Men vi kan blive bedre til at oversætte viden til løsninger, der kan skabe vækst og håndtere nogle af de samfundsmæssige udfordringer vi står overfor. Det kræver blandt andet risikovillig kapital, vurderer Peter Herskind, forperson for Grand Solutions-udvalget Life Science, sundhed og velfærdsteknologi.   

- Vi skal leve af innovation, men vi skal huske på, at innovation først materialiserer sig, når gode ideer er blevet til produkter, som mennesker betaler for, eller til løsninger, der på anden vis har en positiv effekt på vores samfund. Den oversættelse skal vi være katalysator for.  

Sådan beskriver Peter Herskind den overordnede vision for Grand Solutions-udvalget Life-science, Sundhed og Velfærdsteknologi, som han har været forperson for siden sommeren 2024, hvor udvalget blev nedsat af Innovationsfondens bestyrelse.  

Peter Herskind har en baggrund som forsker på Massachusetts Institute of Technology samt fra ledende stillinger i forskning og udvikling i Novo Nordisk og senest Coloplast. Han mener helt overordnet, at Danmark i kraft af stærke akademiske institutioner, industrien og ikke mindst det forhold, at vi både har et sundhedsvæsen med solid forskningstyngde samt sundhedsdata i verdensklasse, er i en unik position for at skabe innovation med effekt, der rækker langt ud over vores egen størrelse. 

- Derfor er Grand Solutions programmet vigtigt for Danmark. Projekterne er af en størrelse, der sætter os i stand til at innovere i komplekse områder, og Innovationsfonden har en brobygger-effekt mellem erhvervslivet, universiteterne og hospitalsvæsenet. Vi forbinder nogle vigtige ledninger, pointerer Peter Herskind, som desuden mener, at Innovationsfondens investeringer er med til at kvalificere projekterne til at modtage hard-funding senere i processen.  

Særlig dynamik 

Hvert af de fem Grand Solutions-udvalg består af op til atten medlemmer. De er ikke alene sammensat af en bred erfaringsmæssig baggrund. Der er også tale om både internationale forskere og impact-specialister fra den private eller offentlige sektor. Netop den sammensætning giver en helt særlig dynamik, mener Peter Herskind. 

- Det giver rigtig god mening for vores udvalg at have såvel forskere, der kender den videnskabelige substans i dybden, samt eksperter med blik, for hvorledes løsningerne implementeres og hvilken effekt de potentielt kan have, i Danmark såvel som internationalt, siger Peter Herskind.  

Fokuseret fællesskab 

Udvalget mødes to gange årligt for at drøfte de mange ansøgninger, og for Peter Herskind er det møder, der giver både energi og inspiration. 

- Jeg oplever det som et kæmpe privilegium at være en del af udvalget. De projektforslag, vi vurderer, er af virkelig høj kvalitet, og det er svært ikke at blive begejstret og inspireret af det innovationspotentiale, der tydeligvis er tilstede i vores samfund. Som mødeleder har jeg en rolle i at sikre, at udvalgets kompetencer bringes bedst muligt i spil, så alle forslag vurderes objektivt og nuanceret. Opskriften for det er grundlæggende, at vi i det fællesskab, vi har omkring udvælgelsesprocessen, skal gøre hinanden klogere. Det ser jeg som en del af min rolle at facilitere, siger Peter Herskind. 

Det er ikke længere op til Innovationsfondens bestyrelse at træffe den endelige beslutning om, hvilke projekter der skal have en investering, men derimod en beslutning der træffes i enighed i udvalget.  

- Der er ingen tvivl om, at vi som udvalg er bevidste om det ansvar, vi har her. Der ligger et stort arbejde fra mange, travle mennesker bag en Grand Solutions-ansøgning og dem skylder vi at gøre vores bedste i processen. Og så er der jo tale om investering af skatteyderkroner i ret stort omfang. Investeringer vi forventer at kunne leve af i fremtiden.  

Fakta om Peter Herskind: 

  • Vice President, Product Design & Engineering, Coloplast (2022 - ) 
  • Novo Nordisk (2012 – 2022) 
  • Research Scientist, MIT i Boston (2009 – 2012) 
  • Medlem af Innobooster panel, Innovationsfonden (Januar 2023 – juli 2024)