Billede af etablering af skruefundament

Trio bag innovative skruefundamenter modtager pris

Niels Thorup Madsen, Jens Jakob Porsmose og Lars Bo Ibsen, der står bag innovative skruefundamenter, modtager Bygningskomponentprisen 2023. Innovationsfonden har investeret i trioens projekt ad to omgange.

Forretningsudvikler Niels Thorup Madsen, forsker Lars Bo Ibsen og geotekniker Jens Jakob Porsmose vinder VELUX FONDENS og VILLUM FONDENS Bygningskomponentpris 2023.

Det er sjældent fundamentet, der stjæler opmærksomheden, når man snakker byggeri. Men når både store og små byggerier elegant svæver over jorden og samtidigt giver plads til dyre- og planteliv under sig, så er der god grund til at kigge efter. For med skruefundamenters udbredelse i byggeriet er det blevet muligt at erstatte det traditionelle betonfundament med skruer, der sparer byggeriet for både C02, omkostninger og tid.

Og i kraft af en pionerindsats af forretningsudvikler Niels Thorup Madsen, forsker Lars Bo Ibsen og geotekniker Jens Jakob Porsmose har perspektiverne for brugen af skruefundamenter i byggeriet udvidet sig gevaldigt. Indtil nu har det været forbeholdt de mindre byggeprojekter, som fx solceller og støjskærme, at bruge denne nye type fundamenter, da ingen i byggeriet har kunnet dokumentere præcist, hvor meget skruefundamenterne kan bære. Og det har sat en stopper for udvidet brug af skruefundamenter i større byggeprojekter og muligheden for at få forsikret projektet.

Fik det umulige til at lykkes

Men ved at samle forretningssans og viden i et innovativt system af software, måleenheder og montagemaskiner har Niels Thorup Madsen, Jens Jacob Porsmose og Lars Bo Ibsen som de første i verden gjort det muligt at dokumentere skruernes reelle bæreevne og på den måde sat nye standarder for deres brug i byggeriet.

”Fællesnævneren må jo nok være en nysgerrighed på at gå nye veje og en vilje til at få det umulige til at lykkedes. Vi er jo ikke de eneste i skruefundamentbranchen, men vi er de eneste, der ikke gav op, da det så svært ud at bevise, hvad skruefundamenter egentlig kan. Der så vi en mulighed for at forene vores kompetencer på tværs af områder og få udbredt skruefundamenter til langt flere og større byggerier”, siger forretningsudvikleren Niels Thorup Madsen i en pressemeddelelse om Bygningskomponentprisen.

“Dokumentationen har været den helt store opgave, fordi den, der kan måle og dokumentere bæreevnen, også kan få lov til at udnytte jordens styrke mere. Og her har den udviklede software og hardwareløsning spillet en afgørende rolle ved at gøre det muligt for os at måle friktionen, som kan omsættes til en bæreevne. Vi kan simpelthen tilpasse arbejdsprocessen efter jordens geotekniske egenskaber og styrkeforhold, så installatøren på byggepladsen næsten med det samme kan få vide, om skruerne er skruet rigtigt i og få dokumentation for det, som så kan sendes til kunden”, supplerer geoteknikeren Jens Jakob Porsmose.

Trioen modtog en Innobooster i 2018, og i 2020 investerede Innovationsfonden yderligere 15,6 millioner kroner i projektet via fondens Grand Solutions-program.

Læs mere om Bygningskomponentprisen her.

 

Billede af trio bag innovative skruefundamenterFoto: Fra venstre ses Niels Thorup Madsen, Lars Bo Ibsen og Jens Jakob Porsmose.