""

Første skridt mod tangdyrkning i danske farvande

Et helt nyt prøveanlæg nord for Grenaa skal afdække muligheder og udfordringer ved tangdyrkning på åbent hav i Danmark.

Mens landbrugsjorden er ved at være fuldt udnyttet, skal mulighederne for at dyrke flere afgrøder i havene undersøges. Mange arter tang er meget næringsholdige, og flere af algernes bioaktive stoffer kan med fordel benyttes i forbindelse med fremstilling af fødevarer og kosmetik. 

Innovationsfonden investerede i starten af 2016 knap 12 mio kr. i projektet MakroAlge Bioraffinering til højværdiprodukter (MAB4), som løber frem til 2020, og målet er at dyrke tang i form af brunalger i danske og færøske farvande.

Der er netop udsat farvandsafmærkninger til det første prøveanlæg, hvor tangen skal vokse på liner og tekstiler udspændt mellem bøjerne, og anlægget skal vise, hvor effektivt man kan dyrke tangen. Derudover er der en mulig sidegevinst ved hele projektet. Tangproduktionen kan være med til at rense vandet for næringsstoffer fra landbruget.

 - Vi har arbejdet på at få dette anlæg op at stå i mange år, og nu er vi i gang. Det bliver fantastisk spændende at få gang i dyrkning af tang i mere åbent farvand, fortæller forsker Annette Bruhn fra Aarhus Universitet til stiften.dk

Selve dyrkningen af tangen og miljøundersøgelserne udføres af forskere fra Bioscience på Aarhus Universitet. 

- Vi får algeæg ind i laboratoriet og får dem til at vokse op under kontrolleret formering.  Så lader vi tangen gro videre i havet. Til foråret 2017 er de klar til høst, siger projektleder Anne-Belinda Bjerre fra Teknologisk Institut til dr.dk

På sigt er det planen at etablere et 20 hektar stort tangdyrkningsanlæg, men først skal prøveanlægget afdække udfordringerne ved dyrkning i åbent farvand.

- Dyrkning af tang er et win-win scenarie, hvor man både producerer en ny og enestående biomasse og samtidig forbedrer havmiljøet, fordi tangen optager overskydende næringsstoffer fra havvandet, siger forsker Annette Bruhn fra Aarhus Universitet.

MAB4
Om projektet
Åben sektion, Om projektet
  • Projektet MakroAlge Bioraffinering til højværdiprodukter er et samarbejde mellem nationale og internationale alge- og bioraffineringseksperter fra universiteter, GTS-institutter, små og mellemstore virksomheder samt relevante industrielle slutbrugere. Også EU har investeret i projektet i form af projektet macrofuels. Læs mere på macrofuels.eu
  • Forskerne skal dyrke to typer spiselige brunalger (Laminaria digitata og Saccharina latissima), der findes i de nordiske farvande.
  • Brunalgerne - som sukkertang - indeholder forskellige stoffer såsom antioxidanter, protein, polysakkarider og mineraler, som kan benyttes inden for produktion af funktionelle ingredienser i foder, fødevarer og hudcremer.
  • Resultaterne fra MAB4 vil være retningsgivende for interessenter fra industrien og fremtidig dyrkning af tang.