Mindre miljøpåvirkning ved dyrkning af kløver- og frøgræs

Innovationsfonden har med 15 mio. kr. investeret i et projekt, der skal effektivisere dyrkningen af kløver- og frøgræs med det formål at opnå en markant mindre miljøpåvirkning og en højere produktivitet i landbruget.

Nitratudvaskning fra marker er en af synderne, når det kommer til forurening af grundvandet og havet. Forureningen opstår, når gødningen ikke udnyttes fuldt ud af afgrøderne på markerne og i stedet havner i vandmiljøet.

Er nyt projekt, der går under navnet SmartGrass, skal udvikle metoder, som skal være med til at sikre at den præcise mængde kvælstof tildeles til produktionen af kløvergræs og frøgræs.

Projektet vil udvikle kamerateknologi til bestemmelse af kløverandel i kløvergræsmarker og skal desuden kunne kortlægge udbyttepotentiale og kvælstofstatus i frøgræs med det formål at indhente viden om markernes nøjagtige gødningsbehov. Dette omsættes til et kvælstoftilførselskort, og ved hjælp af en meget præcis gødningsspreder sikres udbringning af en korrekt mængde kvælstof i marken.

Den præcise kvælstoftildeling forventes at minimere nitratudvaskningen, så kløvergræs kan anvendes på arealer som udleder til sårbare vandområder. Den præcise kvælstoftildeling i græsserne skal fokusere på at udnytte udbyttepotentialet i afgrøden maksimalt og give størst muligt indtjening for avleren.

- Præcisionsjordbrug er ikke et nyt koncept, men SmartGrass projektets teknologier vil udvide potentialet betydeligt for præcisionstildeling af næringsstoffer til gavn for både natur og miljø og i særdeleshed for landmandens ressourceudnyttelse og driftsøkonomi, siger Ole Green, CEO, Agrointelli.

Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Agrointelli, SEGES, DLF, DSV Frø Danmark og I·GIS.

SmartGrass
Investering

Program: Grand Solutions
Fondens investering: 15 mio.
Totalt projektbudget: 27 mio.
Projektets varighed: 4 år
Officiel titel: SmartGrass - Targeted fertilization of grass-clover and grass seed production through implementation of new sensor technology

Samfundspotentiale

Græs udgør 33 % af landbrugsarealet i Europa og 20 % i Danmark, og specielt kløvergræs er en vigtig foderafgrøde i landbruget. Frøgræs har et højt dækningsbidrag og Danmark er verdens største eksportør af græsfrø. Derfor forventes der også stor udbredelse af projektets metoder.

Nitrat virker som gødning for afgrøder, men også for planter i vandet. Når nitrat i vandet øges, giver det større produktivitet i fødekæden, som kan igangsætte eutrofiering. I den yderste konsekvens kan det medføre iltsvind og død af bundfaunaen.

Kontakt

Jørgen Eriksen, Aarhus Universitet
Tlf.: 5168 0554

Ole Green, Agrointelli
Tlf.: 5185 4406

Torben S. Frandsen, SEGES
Tlf.: 2333 9789

Ole Grønbæk, DLF
Tlf.: 2145 6128

Carsten F. Jørgensen, DSV frø Danmark A/S
Tlf.: 2466 2418

Niels-Peter Jensen, I·GIS
Tlf.: 8731 0081

Pernille Rype, Kommunikationschef, Innovationsfonden
Tlf.: 6190 5060, mail: pernille.rype@innofond.dk