Ny ultralydsscanner står foran gennembrud

Et stort opslået Innovationsfondsprojekt, som skal nytænke den forældede ultralydsscanner, er nu klar med prototype til kliniske tests, der kommer danske patienter til gavn.

Hidtil har personale og patienter måtte finde sig i klodsede og dyre ultralydsscannere, som er vanskelige at anvende. Nu kan holdet af forskere og virksomheder bag samarbejdet, som skal gøre de forældede scannere up-to-date, begynde at lave kliniske tests med en ny håndholdt scanner. Projektet er begyndt i 2012 og er sat til at køre i 5 år. Innovationsfonden har investeret 75. mio. kr. i samarbejdet. 

Den nye type scanner bygger langt fra på ny teknologi, da de første skridt mod CMUT-teknologien, som scanneren benytter, blev taget på Stanford University for over 20 år siden. Ikke desto mindre er det ikke tidligere for alvor lykkedes forskere at kommercialisere teknologien. Ikke før nu.

Den nye scanner er bærbar og kobles direkte til "skyen", som står for de tunge processeringsopgaver. Det giver en meget mere fleksibel og intuitiv oplevelse for patienter og personale, og det gør samtidig, at scanneren er væsentligt billigere at masseproducere end dens støvede storebror.

Hvorfor det skulle tage 20 år at udvikle en metode, som teknologien kan anvendes på, forklarer projektleder fra BK Ultrasound Henrik Koch til Ingeniøren:

- Du kan spørge, hvorfor vi er nået så langt med de her CMUT-chips. Vores forklaring er, at det ikke er nok bare at kunne konstruere chippen; det kan andre fysikere også. Det handler også om at forstå alle de andre discipliner: fysikken, billederne, algoritmerne og elektronikken.

Henrik Koch forklarer endvidere til Ingeniøren, at resultaterne allerede har fået opmærksomhed fra nogle af de store spillere ude i industrien.

Selvom pris og praktikalitet er gode resultater, tilbyder den lille scanner også nye muligheder i form af forskellige nye typer scanninger. Scanneren kan både generere billeder i 2D og 3D/4D, som blandt andet giver muligheder for at måle en patients blodtryk langs en blodåre - en øvelse, som i dag kræver kateter.

Den hurtige og mere kvalificerede diagnosticering kan betyde forskellen mellem liv og død. Eksempelvis vil kirurgen, når han er i gang med at indoperere en ny hjerteklap, undervejs kunne bruge ultralyd til at se, om blodets flow er, som det skal være, inden han lukker til igen. Sygeplejersken på akutmodtagelsen vil hurtigt kunne konstatere, om en tilskadekommen har indre blødninger, og med det samme starte den rette behandling. Og jordmoderen behøver ikke nøjes med at lytte til hjertelyden, men kan se på en skanning, om der er komplikationer som f.eks. en navlestreng rundt om halsen.

Samarbejdet har nu været i gang i tre ud af de fem år, som det er sat til at køre, og projektet har et samlet budget på 150 mio. kr.

BK Medical
Om projektet
Åben sektion, Om projektet

Parter

  • DTU
  • BK Ultrasound
  • Meggitt A/S
  • Alexandra Instituttet A/S
  • Rigshospitalet

Budget

  • Innovationsfonden: 75 mio. kr.
  • Samlet budget: 150 mio. kr.
Om virksomheden
Åben sektion, Om virksomheden

BK Medical er anerkendt som verdens førende inden for udvikling af ultralydsløsninger designet til kirurgi, urologi og andre specialiserede applikationer.

BKUltrasound, et helejet datterselskab af Analogic Corporation, er repræsenteret i mere end 70 lande med datterselskaber og salgsselskaber i USA, Europa og Asien. Virksomheden har 250 ansatte, hvoraf 140 er baseret i Danmark.

Læs mere
Åben sektion, Læs mere

Projektgalleri: Bærbare intuitive ultralydsskannere skal redde liv.