Nu får maskinindustrien og byggeriet adgang til digitale tvillinger

En række tech-virksomheder står sammen med Aarhus Universitet bag et nyt forskningsprojekt, der skal udvikle digitale tvillinger til maskinindustrien og byggeriet. Projektet har til formål at give danske og udenlandske virksomheder et digitalt rygklap.

Design, udvikling og test af nye produkter er for mange virksomheder forbundet med store tidsmæssige og økonomiske omkostninger.

Det skal et nyt dansk forskningsprojekt nu lave om på. Projektet hedder CP-SENS og er medfinansieret af Innovationsfonden. I spidsen står forskere fra Aarhus Universitet (AU), der skal udvikle en platform for såkaldte digitale tvillinger til brug i maskinindustrien og byggebranchen.

Målet er at få alle virksomheder til at komme i gang med at bruge digitale tvillinger.

- Digitale tvillinger skaber lige nu en revolution inden for en bred vifte af brancher, men mange virksomheder har ikke en chance for at følge med på digitaliseringsbølgen. Det ønsker vi at lave om på, og vores projekt går derfor ud på at udvikle særlige sensorer og værktøjer, der muliggør en nem og omkostningsfri overgang til at bruge digitale tvillinger, siger Dmitri Tcherniak, ph.d. og Senior Research Engineer ved HBK - Hottinger Brüel & Kjær, som er den førende samarbejdspartner i CP-SENS-projektet.

CP-SENS har til formål at være en one-stop-shop for danske og udenlandske virksomheder, der ønsker at prøve kræfter med moderne digitalisering og digitale tvillinger. Det er en slags digital legeplads, hvor virksomheder kan prøve intelligente it-systemer af, der er skræddersyet til deres udvikling og/eller produktion, uden at det koster dem en formue.

-Der findes p.t. ikke sådanne digitale tvillinger til virksomheder i disse brancher, og det bremser innovationen. Men virksomheder bidrager faktisk rigtig meget til innovationen, og derfor vil vi gerne give dem mulighed for at få adgang til disse digitale værktøjer, simpelthen fordi det giver dem nogle tidsmæssige og økonomiske fordele, der ellers er alt for dyre for dem at købe sig til, siger professor Peter Gorm Larsen ved Institut for Elektro- og Computerteknologi på Aarhus Universitet, som er medejer af projektet, samt leder af universitetets Center for Digitale Tvillinger.

Giuseppe Abbiati, lektor og afdelingsleder ved Institut for Byggeri og Bygningsdesign på Aarhus Universitet, som er partner i CP-SENS-projektet, bakker op:

-For 20 år siden skulle man bruge programmører til at integrere programmer og digitalisere en virksomheds porteføljer. I dag foregår det nærmest som et computerspil. Hele ideen med projektet er at gøre systemintegration lettere og at automatisere processer, så enhver medarbejder med ingeniørbaggrund i en hvilken som helst virksomhed kan finde ud af at bruge en digital tvilling. Det vil give virksomhederne et kæmpe løft, og jeg håber, rigtig mange vil gøre brug af tilbuddet, siger han.

Projektet er medfinansieret af Innovationsfondens Grand Solutions-program med 13,6 millioner kroner. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Hottinger Brüel & Kjær World, Vestas Aircoil, Vienna Consulting Engineering og Force Technology. Projektet starter i maj 2023 og løber i 3 år.

Fakta:

  • Innovationsfondens investering: 13,64 millioner kr.
  • Samlet budget: 19,24 millioner kr.
  • Varighed: 3 år
  • Officiel titel: Cyber-Physical Sensing for Machinery and Structures - CP-SENS

Partnere:

  • Hottinger Brüel & Kjær (+3000 medarbejdere), verdensførende inden for fremstilling af instrumenter til måling af lyd og vibration.
  • Vestas Aircoil (+300 medarbejdere), stor dansk virksomhed, der leverer køleanlæg til skibsmotorer.
  • Vienna Consulting Engineering (+200 medarbejdere), østrigsk virksomhed med speciale i overvågning af tilstanden af byggetekniske strukturer og infrastrukturer.
  • Aarhus Universitet, Institut for Elektro- og Computerteknologi, førende inden for forskning i cyber-fysisk systemteknologi.
  • Aarhus Universitet, Institut for Byggeri og Bygningsdesign, førende inden for forskning i hybride testmiljøer.
  • Aarhus Universitet, Institut for Mekanik og Produktion, førende inden for forskning i overvågning af strukturel sundhed (SHM)
  • FORCE Technology er en dansk teknologisk rådgivnings- og servicevirksomhed, der hjælper virksomheder med at blive teknologiske frontløbere til gavn for en mere bæredygtig og sikker verden.