Danske virksomheder rustes til Industri 4.0

Hvor langt er danske virksomheder med implementeringen af Industri 4.0? Det går Boston Consulting Group og Innovationsfonden nu sammen om at undersøge. Målet er at hjælpe danske virksomheder med at omstille sig til den nye virkelighed. 

Industri 4.0 - eller kombinationen af digitalisering, automatisering, kunstig intelligens, robotteknologi og nye materialer - skaber enorme muligheder for danske virksomheder i forhold til at øge produktiviteten, nedbringe omkostningerne og komme tættere på kunderne og ud i verden med ydelser og produkter.

Derfor skyder Boston Consulting Group (BCG) og Innovationsfonden i dag et projekt i gang, der skal kortlægge, hvor parate danske virksomheder er til Industri 4.0. Projektet analyserer, hvor danske virksomheder er i dag med disse nye muligheder, og skal resultere i en strategi omkring Innovationsfondens aktiviteter på dette område. BCG og Innovationsfonden finansierer hver selv deres egen del af projektet.

- Industri 4.0 er godt i gang med at vende op og ned på den måde, virksomheder udvikler, fremstiller og distribuerer varer. Vil danske virksomheder være konkurrencedygtige i fremtiden, er de nødt til at omstille sig til denne nye virkelighed nu. Derfor er vi gået med i projektet pro bono, siger Anders Fæste, partner på BCG’s danske kontor og medlem af projektets styregruppe. Han fortsætter:

- Vi er optaget af, at danske virksomheder høster fordelene ved Industri 4.0 og ikke bliver væltet omkuld af den fjerde industrielle bølge. Derfor involverer BCG sig i projektet. Og vi vil trække på al den erfaring og viden om Industri 4.0, vi har rundt om i verden på BCG’s 84 kontorer.

Innovationsfonden investerer hvert år mere end en mia. kr. i at bringe Danmark i front med forskning, ny viden og teknologi. Også i Innovationsfonden er der store forventninger til projektet.

- Danske virksomheder rammer lige nu den digitale virkelighed med fuld kraft. Eksempelvis når de henter intelligent teknologi ind i produktionen, og når de skifter forretningsmodel til at tænke digitale services før udvikling af fysiske produkter. Det kræver både mod og viden, siger direktør i Innovationsfonden, Peter Høngaard Andersen, og fortsætter:

- Vi skal have industri 4.0 omsat til praksis fremfor blot en række af flotte ord. Særligt for de mindre virksomheder kan det betyde liv fremfor død, hvis de tager de rigtige beslutninger og høster gevinsterne, når de udvikler deres forretning. Derfor har vi valgt at sætte dette initiativ i søen, siger fondens direktør.

BCG og Innovationsfonden planlægger at fremlægge resultaterne inden årsskiftet.

Samarbejdet
Styregruppe
Åben sektion, Styregruppe

Projektet har nedsat følgende styregruppe, der mødes for første gang i dag:

  • Peter Høngaard Andersen, direktør, Innovationsfonden
  • Flemming Besenbacher, næstformand for Innovationsfonden, Bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og medlem af regeringens Produktionspanel 4.0
  • Hans Müller, direktør, Styrelsen for Forskning og Innovation
  • Søren Gaard, Erhvervsøkonomisk direktør for vækst og konkurrenceevne, Erhvervs- og Vækstministeriet
  • Lars Aagaard, bestyrelsesformand, Manufacturing Academy of Denmark (MADE)
  • Charlotte Rønhof. underdirektør, DI
  • Tore Duvold, vicedirektør, Innovationsfonden
  • Anders Fæste, partner, Boston Consulting Group
  • Ian Colotla, partner, Boston Consulting Group
Kontakt
Åben sektion, Kontakt

Julie Bekker, The Boston Consulting Group
Tlf.: 2275 3489, mail: bekker.julie@bcg.com

Thomas Bjerre, Presse- og Mediechef, Innovationsfonden
Tlf.: 6190 5019, mail: Thomas.Bjerre@innofond.dk