Bjarne Kuno Møller

Et boost til klinisk stamcelleforskning

Den kliniske stamcelleforskning får et anseeligt løft, når Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, med Innovationsfondens Grand Solution program i ryggen, starter en produktion af stamceller, der skal bruges i behandlingen af svære sygdomme.

Stamceller er effektive til at reparere skader i kroppens væv og kan dermed blive et stærkt våben i kampen mod en lang række sygdomme, som i dag er vanskelige at behandle.

Innovationsfonden investerer nu 25 millioner kroner i etableringen af renrumslaboratorier, hvor man kan oprense og dyrke stamceller, samt til forskning i såkaldte mesenkymale stamceller.

Etablering af faciliteter til fremstillingen af stamceller er afgørende for at kunne afprøve, om behandlingerne kan anvendes mod eksempelvis tarm- og hudsygdomme og slidgigt.

Stamceller kan opsamles fra alle typer væv, men der er forskel på deres egenskaber alt efter hvilken slags væv og hvilken donor, cellerne bliver hentet fra. Fedt er relativt let at få fat på, men det er ikke alt fedtvæv, der er lige egnet til stamcelleproduktion.

Lændesmerter og slidgigt

Projektet ser nærmere på, hvordan man etisk forsvarligt kan indsamle, oprense og dyrke stamceller fra forskellige typer af væv og fra forskellige mennesker - både patienterne selv og raske donorer.

- Vi vil vide mere om heterogeniteten i stamceller, så vi kan bruge dem bedst muligt til de patienter, der har brug for dem, fortæller Bjarne Kuno Møller, der er ledende overlæge ved Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Han står i spidsen for det team af danske og internationale forskere, der bidrager til projektet.

Mesenkymale stamceller har både helende og immundæmpende egenskaber. Bjarne Kuno Møller og teamet bag vil undersøge effekten af stamcellerne på alt fra degenerative sygdomme fx lændesmerter og slidgigt til inflammatoriske tarmsygdomme og hudsygdommen HS. Der er også planlagt undersøgelser af, om stamcellerne kan forhindre afstødning efter organtransplantation.

Bevillingen går til stamcelleproduktion og de nødvendige apparaturer, bemanding og godkendelser, som produktionen kræver. Stamcellerne vil indgå i kliniske projekter nationalt og internationalt.

Kontakt

Klinisk lektor Bjarne Kuno Møller

Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin

Mail: bjamoell@rm.dk

Tlf: 7845 5000