CO2 på himlen

Nyt forskningsprojekt vil reducere risici ved CO2-lagring

Et nyt forskningsprojekt vil udvikle modelleringsværktøjer, der reducerer risici ved injektion af CO2 i forskellige typer af underjordiske reservoirer. Innovationsfonden investerer ni millioner kroner i projektet

Carbon capture and storage-teknologi (CCS) spiller en vigtig rolle for, at Danmark kan nå sit mål om at reducere drivhusgasemissioner med 70 procent i 2030 og nå netto-nul-emissioner i 2050.

Et nyt forskningsprojekt, som DTU Kemi og en række industrielle partnere står bag, vil accelerere implementeringen af CO2-lagring i Danmark. Via modelleringsværktøjer vil projektet frembringe pålidelige analyser af injektionsrisici, der skyldes urenheder i CO2 og de komplekse interaktioner mellem injiceret CO2 og de eksisterende fluider i reservoirerne.

Vil fremskynde CO2-lagring i Danmark

Projektet bygger på mere end 20 års erfaring med CO2-rige blandinger og avancerede modelleringsmetoder, der er opbygget af en forskningsgruppe på DTU Kemi.

- CO2-lagring er afgørende for at reducere emissioner, men de komplekse interaktioner mellem CO2, urenheder og in-situ fluider skaber betydelige usikkerheder ved CO2-lagring. Vi vil integrere kritiske data og avancerede modeller for at udvikle simuleringsværktøjer, der effektivt kan reducere risici og fremskynde implementeringen af CO2-lagring i Danmark, siger Wei Yan, lektor på DTU Kemi.

På nuværende tidspunkt kan kommercielt software ikke tilfredsstillende analysere disse risici med en præcis beskrivelse af virkningerne af urenheder. Derfor vil projektet måle kritiske data for danske lagringssteder og udvikle høj-præcisionsmodeller. Der vil især blive lagt vægt på integrationen af modellerne i simuleringsanalyser.

Om partnerne:

DTU Kemi, der har mere end 20 års forskning i CO2-fangst og -lagring, er en førende autoritet inden for faseopførsel og termodynamisk analyse.

I dette projekt samarbejder DTU Kemi med fem industrielle partnere - Totalenergies, Noreco, Gas Storage Denmark, INEOS, Wintershall Dea - som alle aktivt gennemfører eller undersøger CO2-lagring i forskellige typer onshore- og offshore-reservoirer i Danmark.

INEOS og Wintershall Dea har netop startet den første offshore CO2-injektion i Danmark.

De industrielle partnere vil bidrage med værdifulde industrielle data, erfaringer og indsigt til projektet. Sammen vil partnerne sikre, at de udviklede metoder og værktøjer hjælper med at reducere risici ved implementering af CO2-lagring i Danmark. Evnen til at håndtere forskellige kompleks faseopførsel åbner også op for muligheden for at udnytte forskellige typer reservoirer til lagring.

Fakta:

  • Innovationsfondens investering: DKK 9,0 mio.
  • Samlet budget: DKK 13,2 mio.
  • Varighed: 4 år
  • Officiel titel: CO2plus - Phase behavior of CO2+X in CO2 storage