

Brødkrumme
EU-milliardstøtte til CO2-fangst i Aalborg: INNO-CCUS spiller nøglerolle
Aalborg Portland modtager 1,6 milliarder kroner i støtte fra EU's Innovationsfond til etablering og drift af et CO2-fangstanlæg. Ifølge Aalborg Portland vil anlægget sikre Danmark en årlig CO2e-reduktion på 1,5 mio. tons fra 2030. To projekter med investeringer fra Danmarks Innovationsfond via det missionsdrevne partnerskab, INNO-CCUS, har været med til at bane vej for den store EU-investering.
Arbejdet med at etablere en af Europas første fuldt integrerede onshore CCS-værdikæder kan nu for alvor begynde. Det meddeler cementproducenten Aalborg Portland, efter underskrifterne er sat på en investering på 1,6 milliarder kroner fra EU's innovationsfond til projektet ACCSION.
I projektet vil Aalborg Portland i samarbejde med sine partnere udvikle, opføre og drive et CO2-fangstanlæg, som fra 2030 forventes at sikre cementproducenten en betydelig CO2e-reduktion på 1,5 millioner ton årligt. Dermed vil ACCSION-projektet og det nye anlæg levere den største enkeltstående CO2-reduktion i Danmarkshistorien og et markant bidrag til Danmarks nationale klimamål.
Missionsprojekter har givet værdifuld erfaring
Aalborg Portland er en af partnerne i et af Innovationsfondens fire missionsdrevne partnerskaber i Danmark, der skal fremskynde den grønne omstilling; INNO-CCUS.
INNO-CCUS samler nøgleaktører inden for CCUS-området om udviklingen af teknologier til at opfange, lagre og anvende kulstofressourcer. Og to af projekterne under partnerskabet har været med til at bane vej for den store nye EU-investering, som Aalborg Portland har opnået. Innovationsfonden har siden 2021 investeret i alt cirka 354 mio. kroner i INNO-CCUS partnerskabet, herunder til udvikling af roadmap og til konkrete projekter.
- Aalborg Portland har siden 2020 arbejdet på at udvikle projektet til fangst og lagring af CO2. Et stort bidrag har været de to INNO-CCUS-projekter CORT og CASPER, hvor der har været opstillet pilotanlæg til fangst af CO2 fra Aalborg Portlands cementproduktion. Projekterne har givet værdifuld erfaring med drift af anlæg til CO2-fangst. Samtidig har projekterne over for EU dokumenteret erfaring med CO2-fangst hos Aalborg Portland, siger Jesper Sand Damtoft, direktør for bæredygtighed hos Cementir Holding N.V., der er Aalborg Portlands moderselskab, samt formand for bestyrelsen i INNO-CCUS.
- Også andre projekter baseret på INNO-CCUS’ roadmap støtter op om CO2-fangst i fuld skala hos Aalborg Portland. Dette gælder ikke mindst de projekter, der har til formål at undersøge lagringsmulighederne for CO2 i Danmarks undergrund, siger Jesper Sand Damtoft
Succes for grøn teknologiudvikling
Danmarks fire grønne missionspartnerskaber er guidet af hvert deres roadmap, der skal sikre, at alle aktører og forsknings- og innovationsindsatser under missionen arbejder mod samme mål.
INNO-CCUS’s roadmap giver en detaljeret status på udviklingen, mulighederne og de strategiske veje, som Danmark bør følge, for at realisere potentialet i CCUS-teknologier. Roadmappet kortlægger de nyeste gennembrud inden for CCUS-teknologier og skitserer klare strategier for opskalering af teknologierne, så Danmark kan nå sine klimaambitioner inden 2050.
- Det er en flot succes, at Aalborg Portland er lykkedes med at hente finansiering fra EU til CO2-fangst i stor skala. At INNO-CCUS-partnerskabet og Innovationsfonden har bidraget til successen er et positiv vidnesbyrd om, at det skaber værdi, når vi trækker i samme retning og arbejder missionsorienteret, siger Søren Asp Mikkelsen, vicedirektør i Innovationsfonden.
Om ACCSION-projektet:
- Det kommende CO2-fangstanlæg vil årligt opfange 1,4 millioner ton CO2 og samtidig udnytte overskudsvarmen fra fangstprocessen til fjernvarmeforsyning i Aalborg – svarende til opvarmning af cirka 19.100 husstande om året. Dette vil betyde yderligere 100.000 ton CO2-reduktioner om året.
- Med ACCSION-projektet vil Aalborg Portland etablere en af de første fuldt integrerede onshore CCS-værdikæder i Europa. Derudover vil projektet være blandt de første til at opfange CO2 fra to separate produktionsenheder (fra henholdsvis grå og hvid cementproduktionslinje) i én samlet proces. Den opfangede CO2 vil blive transporteret via rørledning til et nyt onshore-lageranlæg, hvilket skaber en omkostningseffektiv og skalerbar løsning for cementindustrien.
- Aalborg Portland har afsat 50.000 kvadratmeter til CO2-fangstanlægget, som bliver et af de største CCS-anlæg i Europa.
Kilde: Aalborg Portland
Om Innomissions:
Fire missionsdrevne forsknings- og innovationspartnerskaber under Innovationsfonden samler landets ypperste forskere, virksomheder og organisationer for at bringe Danmark i front inden for fire konkrete områder inden for grøn omstilling: fangst, lagring og anvendelse af CO2, Power-to-X, klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion samt cirkulær økonomi med fokus på plast og tekstiler.
Områderne er udpeget af Folketingets partier, og målet er klart. Danmark skal indfri de ambitiøse klimamål, og missionerne skal samtidig øge Danmarks fremtidige konkurrenceevne.