Sundhedsdrone

Se – der flyver en pakke hovedpinepiller

For første gang nogensinde i Europas historie har en sundhedsdrone fløjet sammen med fly og helikoptere i ukontrolleret luftrum. Ombord var en pakke hovedpinepiller, som på sigt skal skiftes ud med blodprøver og medicinsk udstyr for at sikre hurtig behandling af patienter. Innovationsfonden har investeret 14 millioner kroner i HealthDrone

 

Det tager i en del timer for en blodprøve at komme fra Svendborg Sygehus til Odense Universitetshospital, hvis transporten skal ske med en bil. Med en drone kan samme tur klares på under en time. Forklaringen er, at mens sygehusenes biler kun er på vejene efter et fast skema, kan Sundhedsdronen være i luften i løbet af få minutter, og det kan i sidste ende betyde, at patienten får hurtigere og mere korrekt behandling.

Men hvordan udvikler man droner, der kan flyve blodprøver, medicin og mindre udstyr mellem hospital, lægehuse og plejehjem. Det var udfordringen i Grand Solution Projektet HealthDrone, som Innovationsfonden har støttet med 14 millioner kroner, og som blev afsluttet i efteråret 2022.

Projektet varede i tre år, og den sidste del af projektet bestod af egentlige testflyvninger mellem Svendborg Sygehus og Ærø Sygehus, og Sundhedsdronen havde sin jomfrutur i maj 2022, hvor Trine Bramsen (S), tidligere transportminister, trykkede på knappen.

Siden er det blevet til 41 missioner, i alt 24 timer i luften og 2225 kilometer tilbagelagt, og det helt særlige var, at dronen under størstedelen af ruten blev opereret fra et kontrolrum i København og altså ikke af en lokal dronepilot, som normalt er et krav.

- Det har været en succes. Alt lykkedes, som det skulle, og vores tests viser, at Sundhedsdronen vil kunne varetage en vigtig opgave i sundhedsvæsenet. For eksempel vil det være et realistisk scenarie i fremtiden, at en akutsygeplejerske har en sundhedsdrone i sin tagboks på bilen, der kan sendes afsted til sygehuset med en patientprøve, så patienten hurtigt kan få den rette behandling, siger Kjeld Jensen, projektleder ved SDU Dronecenter og tilføjer:

- Det er første gang, en drone i Europa har fløjet i samme luftrum som bemandet luftfart i ukontrolleret luftrum væk fra lufthavnenes kontroltårne, og det viser, at vi sagtens kan opnå bemærkelsesværdige resultater indenfor forskning og innovation i Danmark, når industrien og offentlige aktører står sammen, siger han.

 

Fordele og ulemper

Ifølge Kjeld Jensen er fordelene ved Sundhedsdronen, at den flyver fuldautomatisk uden pilot og overvåges fra en vagtcentral, hvilket fremadrettet gør den billig i drift. Den er desuden hurtig, fordi den ikke er begrænset af vejtrafikken, og endelig er den miljø- og klimavenlig, fordi den flyver på strøm. Men der er også ulemper ved droneflyvning.

- Der vil altid være gener forbundet med droneflyvning, og derfor skal formålet være gavnligt. Udbringning af pizza er for eksempel nok ikke en god idé, siger Kjeld Jensen, som først og fremmest fik henvendelser fra borgere i Svendborg, som følte sig generede af støjen fra dronen.

- Sundhedsdronen lettede fra taget på Svendborg Sygehus, og vi var ikke opmærksomme på, at der lå en spædbørnsafdeling i bygningen ved siden af, og vi fik henvendelser om, at børnene vågnede. Det kunne heldigvis hurtigt undgås ved at flytte start og landing til en anden placering, fortæller Kjeld Jensen.

Den anden type henvendelser kom fra lokale flyvepladser, som var bekymrede for, hvordan droneflyvningen ville påvirke deres flyveplads og forretning.

- Det er en reel bekymring, som vi tog meget alvorligt, og vi ændrede derfor i flyruterne, siger Kjeld Jensen.

 

Innovation skaber værdi

Selvom testflyvningerne med Sundhedsdronen nu er veloverståede, er arbejdet med den røde drone langt fra færdigt, og Kjeld Jensen er derfor involveret i endnu et Grand Solutions projekt, GENIUS, som skal undersøge, hvordan man kan realisere andre flyvninger i samme luftrum som den bemandede luftfart. Kjeld Jensen er ikke i tvivl om, at Innovationsfonden spiller en afgørende rolle for, at Danmark når de mål, vi er forpligtet til i EU’s Dronestrategi.

- Takket være Innovationsfonden kan vi realisere de store vilde ideer, og jeg ville ikke vide, hvor vi ellers skulle få penge fra til at udvikle for eksempel Sundhedsdronen, som kan skabe meget stor værdi i både det danske sundhedsvæsen og i den danske droneindustri.

 

Fakta om projektet:

  • Partnere: HOLO, Falck, SDU, OUH, SA Group, Unifly
  • Samlet budget: 30,5 mio. kr.
  • Innovationsfondens investering: 14 mio. kr.

 

Fakta om sundhedsdronen:

  • Vingespænd: 2,8 m
  • Hastighed: 100 km/t
  • Flyvehøjde: 80 m
  • Max last: 2,5 kg.
  • Rækkevidde: 100 km
  • Dronen er batteridrevet og udstyret med faldskærm