Startup vil give virksomheder et redskab til at forebygge og reducere stress
31. Marts 2025
Arbejdsrelateret stress kan have alvorlige konsekvenser for psykisk og mentalt helbred. Ilvital har udviklet et digitalt værktøj til at hjælpe både ledere og medarbejdere med at balancere stress på arbejdspladsen.
”Det er nemmere at slukke en ildebrand i entreen end at slukke et hus i flammer”.
Sådan forklarer Solveig Lawaetz, hvad der er formålet med det stressforebyggende digitale værktøj, hun har udviklet sammen med Lea Silja Dam Bech.
De to co-foundere er begge uddannede psykomotoriske terapeuter, og de står bag platformen Ivital, som er en app, der hjælper virksomheder med at forebygge, opfange og reducere stress. Platformen bruger data til at skræddersy øvelser til individuelle behov, og metoderne tager udgangspunkt i en interaktion mellem kropslige og psykologiske faktorer. Med appen får både virksomhedens ledere og medarbejdere en hjælp til at opdage stress og reagere i tide.
Rådgivere på speed-dial
Ivital er en del af Innovationsfondens Innofounder-program, der er et 12 måneder langt fuldtidsforløb for iværksættere med det formål at accelerere udviklingen af innovative iværksætteridéer fra de tidlige faser til et stadie, hvor virksomheden bliver økonomisk bæredygtig.
Deltagelse på Innofounder-programmet har været virkelig værdifuldt. Det havde ikke kunne lade sig gøre at gå fuld tid på virksomheden uden Innofounder. Og særligt det her netværk og de mentorer, som vi har fået gennem programmet har hjulpet os en del – det har været som at have de bedste rådgivere på speed-dial, siger Lea Silja Dam Bech.