Brødkrumme
“Vi skal tale mere om, hvor dygtige kvinder er til iværksætteri”
Kvinder er måske ikke så risikovillige som mænd, til gengæld er de dygtige til at drifte og tjene penge. Sådan lyder det fra den erfarne iværksætter, sygeplejersken Marie Lommer Bagger, som har udviklet et unikt toilet, der kan måle patienters væskeregnskab. Nu er hun udpeget som en af Innovationsfondens fire nye Innowomen.
Marie Lommer Bagger har gjort det tusindvis af gange. Hun er uddannet sygeplejerske, og mens hun var ansat på Gastro-medicinsk Afdeling på Rigshospitalet, skulle hun og kollegerne dagligt måle patienternes væskeregnskab. Det vil sige holde øje med, hvad der kom indenbords, og hvad der røg ud igen i form af urin og afføring.
- Det er vigtigt, fordi det siger noget om, hvordan patienterne har det. Det kan både være farligt, hvis man har for meget væske, der ophober sig, eller hvis man er dehydreret. I det hele taget ved vi, at patienter kommer sig hurtigere, hvis de har den rette væskebalance, siger Marie Lommer Bagger.
Problemet er, at målingen er besværlig og meget tidskrævende. Den foregår nemlig manuelt med vejning af bækkener, den er upræcis og i øvrigt ikke er rar for patienterne og personale. Det måtte kunne gøres smartere.
Vandt idé-konkurrence
Da Region Hovedstaden i 2017 udskrev en idé-konkurrence, sendte Marie Lommer Bagger og hendes kollega, Louise Bangsgaard, et forslag ind om en idé, som de havde talt om på afdelingen, og sammen med to andre projekter vandt de et arbejdsophold på DTU i fem måneder.
Ideen var at udvikle et toilet, som automatisk kunne lave målingen af udskillelser, som jo var en del af det vigtige væskeregnskab. DTUs ingeniører vurderede hurtigt, at det var muligt. Efter de fem måneder valgte Marie Lommer Baggers samarbejdspartner at gå tilbage til sit job på sygehuset, mens hun selv besluttede sig for at sige op og hellige sig iværksætteriet og etablerede virksomheden Measurelet. En beslutning der økonomisk blandt andet kunne lade sig gøre, fordi hendes mand havde overskud i sin virksomhed, som familien kunne leve af et stykke tid.
- Da jeg ville sige op på min afdeling, spurgte chefsygeplejersken, om det ikke var en idé, at jeg fik nogle weekendvagter for at være sikker på at have en indkomst, og i ti måneder havde jeg kun fri hver tredje uge. Det var simpelthen for hårdt, og jeg endte med at stoppe helt, siger Marie Lommer Bagger.
Professionel bestyrelse
Marie Lommer Bagger valgte tidligt i fasen at nedsætte en bestyrelse, som havde bygget virksomheder tidligere, og som var vant til at skaffe penge, og i løbet af de følgende år fik Measurelet tre gange en investering fra Innovationsfonden. Udover det intelligente toilet udviklede virksomheden også nogle vægte, så patienterne selv kunne måle deres væskeregnskab. Marie Lommer Bagger lykkedes med at sælge vægtene til tre afdelinger og på den måde beviste Measurelet overfor investorerne, at de havde ”proof of business”. Kunderne ville altså gerne betale penge for at komme af med den besværlige arbejdsopgave.
I 2021 rejste Measurelet en investering på et tocifret millionbeløb, og i dag ser Marie Lommer Bagger tilbage på nogle år, hvor hun fik nogle vigtige erfaringer med det at etablere sin egen virksomhed. Blandt andet havde hun en stejl læringskurve i forhold til at forstå sproget og kulturen i start-up-miljøet, som var meget anderledes end den humanistiske/naturvidenskabelige verden, hun kom fra.
- Jeg blev hurtigt træt af at tale i forkortelser og forstod ikke, hvorfor vi skulle amerikanisere os og tale engelsk. Det lå dårligt i min mund. Jeg var også til et ”bragging”-arrangement, hvor vi skulle lære at prale og tale om os vores produkter og vores bedrifter i vendinger, der var på kanten af at lyve, siger Marie Lommer, som også nævner det at pitche en idé for et panel, som et format, hun ikke brød sig om.
Mens de mindre business angels som oftest er venlige og imødekommende, oplevede hun en anden distance, når hun og hendes forretningspartnere skulle præsentere deres idé for en stor venturekapitalfond.
- For eksempel skulle vi engang pitche vores virksomhed for et panel på omkring ti mennesker. Det var kun den ene kvinde i rummet, der præsenterede sig, og så sad panelet ellers tilbagelænet med letspredte ben og så ud som om, det ragede dem en pap-and. Det var ikke nogen god oplevelse, fortæller Marie Lommer Bagger, som pointerer, at det desværre ikke var noget enkeltstående tilfælde.
Kvoter og anonymitet
Attitude eller ej, Measurelet fik den investering, de havde arbejdet for, og selvom netop den periode, hvor der skal rejses penge, er en af de store udfordringer som iværksætter, mener hun, at det at drive egen virksomhed passer godt til de kvindelige dyder.
- Kvinder er måske ikke så risikovillige, hvilket enhver investor burde sætte pris på. Til gengæld er vi dygtige til at drifte, og undersøgelser viser, at kvinder tjener bedre per krone, der investeres. Så et eller andet sted burde det være oplagt som kvinde at gå i gang som iværksætter og for investorerne at investere i virksomheder ledet af kvinder. Men sådan er det desværre ikke, og det kan jo kun skyldes den kultur, der er opbygget over mange år. Jeg synes generelt, vi taler for meget om hvilke udfordringer, der er ved at være kvindelig iværksætter, og det tror jeg ærlig talt ikke giver andre kvinder blod på tanden. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at narrativet ændres. I dag når vi taler om kvindelige iværksættere, så er det sådan lidt ”synd for dem”, i stedet for at tale om hvor dygtige, de er, og hvilke dyder de er gode til.
Senest er Marie Lommer blevet udpeget som en af Innovationsfondens fire nye Innowomen, og hun håber, at hun med sin nye status som rollemodel kan være med til at inspirere andre kvinder til også at blive selvstændige.
- Det er vigtigt, at der bliver en bedre balance mellem kønnene, og at kvinder får samme muligheder som mænd. Der er en masse gode, nye initiativer, for eksempel Diversity Commitment, men alligevel rykker tallene sig ikke. Derfor kunne løsningerne være at lave kvoter, anonymisere ansøgninger og have flere kvinder i de paneler, der skal vurdere ansøgninger, slutter Marie Lommer Bagger.
Fakta om Marie Lommer:
- Founder og CEO, Measurelet
- Uddannet sygeplejerske og Cand. Cur.