Karin

Banebrydende behandling af barnløse kvinder

Karin Lykke-Hartmann, som er udpeget som en af Innovationsfondens Innowomen, står bag unik behandlingsmetode, som giver fornyet håb for kvinder, der ikke kan blive gravide med den traditionelle hormonbehandling.

Der findes dage, som er vildere end andre. Karin Lykke-Hartmann har netop oplevet en af de vildeste i sit liv. Hun og hendes hold fra virksomheden Notify Therapeutics modtog nemlig på en lun dag i september intet mindre end en investering på fem millioner Euro fra Lundbeck Fonden BioCapital and +ND. Et svimlende beløb der skal bruges til at skabe håb for alle de kvinder, der ikke kan blive gravide ved traditionel hormonbehandling.

Karin Lykke-Hartmann, som er udpeget som Innowomen af Innovationsfonden, er professor i reproduktiv medicin ved Aarhus Universitet, og for godt to år siden stiftede hun firmaet Notify Therapeutics. Baggrunden var, at hun og hendes hold gennem deres forskning havde fundet frem til et middel, som kan hjælpe kvinder, der har en reduceret æggestokke-reserve, og som hidtil kun har kunnet blive gravide ved hjælp af donoræg.

Patent forligter

Aarhus Universitet fik patent på netop dette middel, og det gik op for Karin Lykke-Hartmann, at patent forpligter.

- Modningen af projektet foregik på Aarhus Universitet støttet af innovative fonde. Jeg søgte mange forskellige fonde for at få noget ud af patentet. Det skulle ud at leve, fortæller Karin Lykke-Hartmann.

Men det at få lokket penge ud af fondene skulle vise sig at blive en større udfordring end forventet.

- Vi fik mange afslag, men det er forventeligt, når man træder over i entrepreneur-verdenen. Jeg manglede et mere kommercielt netværk, som kunne hjælpe mig med at forstå, hvordan det er at drive en virksomhed, og hvordan man skriver en ansøgning med det i fokus, siger hun, som dog fik to Innoexplorer-bevillinger samt en bevilling fra Novo Nordisk Fonden.

Karin Lykke-Hartmann fik greb om det at skrive en god ansøgning, og i 2021 fik hun et 10 millioner kroner konvertibelt lån fra BioInnovation Institute (BII), hvorefter Notify Therapeutics blev stiftet, og hun samlede sit hold.

- Det er yderst vigtigt at få det rigtige hold, når man stifter en Biotech-virksomhed, og essentielt for at få succes.

Notify Therapeutics fik først en Innobooster på 1,5 millioner kroner fra Innovationsfonden, og i foråret 2023 fik virksomheden en bevilling under Innovationsfondens Grand Solutions program på knap seks millioner kroner. Det banebrydende middel havde på det tidspunkt allerede været testet på mus, men nu kunne forskerne udvide forsøgene til også at omfatte dyr, der minder mere om mennesker, nemlig aber.

Med den seneste indsprøjtning fra Lundbeck Fonden BioCapital and +ND er det planen, at der skal udvælges det medicin, der på sigt skal i den kliniske fase, det vil sige i forsøg på kvinder.

Ingen iværksætterdrøm

Der er med andre ord tale om en milepæl for Karin Lykke-Hartmann og hendes team, men det lå bestemt ikke i kortene, at hun en dag skulle stå i spidsen for en succesfuld virksomhed.

- Jeg har altid interesseret mig for udviklingsbiologi og vidst, at jeg ville forske, men det har ikke været en drøm at blive iværksætter. Det var svært for mig i starten at finde ud af, hvordan jeg skulle finde de rette mennesker, som skulle være en del af virksomheden, og jeg nåede da også at interviewe en del mennesker, fortæller Karin Lykke-Hartmann, som lærte, at noget af det vigtigste, når man gerne vil starte en virksomhed, er at række ud til andre.

- Mit bedste råd til andre forskere, som gerne vil kombinere deres arbejde på universitet med det at drive en virksomhed, er, at turde bede om hjælp hos andre, der allerede har taget springet.

Karin Lykke-Hartmann er stadig tilknyttet Aarhus Universitet men er gået ned i tid for også at kunne passe sin stilling som nyudnævnt CEO i Notify Therapeutics, og som Innowomen håber hun at kunne inspirere andre til at udleve sine drømme.

- Jeg vil gerne inspirere andre til at skabe en forretning på baggrund af ens forskning, hvis man har noget patenterbart og lysten til at drive det videre. Jeg synes at dele min erfaring med især det mere forretningsmæssige, inklusiv det jeg selv havde svært ved. Nemlig at skrive en ansøgning med et kommercielt afsnit.

Her kan du læse om Innovationsfonden Innowomen

Fakta om Karin Lykke-Hartmann:

Uddannet biokemiker på KU

Ph.d. fra Yale University, USA

Professor i reproduktiv Medicin ved Aarhus Universitet

Stifter og CEO, Notify Therapeutics

 

Har modtaget investering fra Innobooster

Har modtaget investering fra Innoexplorer

Har modtaget en investering under Grand Solutions programmet

Har modtaget en bevilling på 39 millioner kroner fra Lundbeck Fonden BioCapital and +ND