Dronerne flyver ind i produktionshallen

En autonom drone, der navigerer ultrapræcist i et svært indendørs miljø præget af beton, stål og støj. Det er resultatet af en fondsinvestering, som har fået syv komplekse teknologier til at spille sammen på en hidtil uset måde. 

1. september 2017

I flere år har droner været et varmt emne både som udendørslegetøj, men i stigende grad også i industrien, hvor droner blandt andet bliver brugt til at gennemføre kontroller på fx havvindmøller, boreplatforme, veje, bygninger og marker. Indtil nu har det dog ikke været muligt, at benytte droner som et redskab i indendørs produktioner. Det skyldes de store krav til præcis navigation uden GPS og meget pålideligt trådløs kommunikation og integration med resten af produktionsapparatet.

Da projektet blev skudt i gang med en Grand Solutions-investering for snart tre år siden, havde projektets deltagere en fælles vision: At gøre det muligt for droner at indgå som en effektiv ressource i et produktionsapparat. Et netværk af syv komplekse teknologier senere er den vision nu tæt på at blive til virkelighed.

- Vi taler om en meget kompleks platform, hvor beton, stål og støj gør det vanskeligt at opnå den ultrapræcise navigation og den pålidelige kommunikation mellem systemerne, som det kræver at få en drone til at flyve 100 procent autonomt og præcist – og helt uden indblanding af mennesker, fortæller Peter Nielsen, der er lektor på Institut for Materialer og Produktion.

Han ser store perspektiver i at bruge droner i fremtidens produktionshaller, og allerede nu har en større europæisk teknologivirksomhed vist interesse for at købe den autonome drone.

- Der er situationer, hvor vi godt vil betale for ekspreslevering – og det gælder også i produktioner. Fx hvis man står og mangler en vigtigt komponent i den ene ende af hallen og måske kan spare tid eller ødelagte produkter ved at bruge dronen, så giver det mening at få leveret med ekspres, siger Peter Nielsen

Blandt teknologierne, der skal spille sammen er sensorteknologi, kontrolteknologi, infrastruktur, visionteknologi, flådestyring, positionering, trådløs kommunikation, sense & avoid.

Potentiale rækker ud over produktionshaller
Projektets resultater har et potentiale, der rækker langt ud over dronens rolle i produktionen. For eksempel vil man kunne bruge en indendørs autonom drone til at be- eller afkræfte om tyverialarmer er sande eller falske i offentlige bygninger, men også på den lidt længere bane, ser forskerne muligheder.

- Vores ultimative mål om at udvikle droner, der kan levere pakker og madvarer direkte fra et lager og hjem til forbrugeren, er rykket et skridt nærmere. For at det kan lade sig gøre, skal dronen kunne skifte fra at navigere indendørs til at navigere udendørs, siger Peter Nielsen.

Det er institutterne Materialer og Produktion og Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, der sammen med RESEIWE, SkyWatch og Games on Track står bag projektet. 

Foto: Svenn Hjartarson

Foto: Svenn Hjartarson

Investering 

  • Grand Solutions
  • Fondens investering: 11 mio. kr. 
  • Samlet budget: 19,4 mio. kr. 
  • Projektgalleri: UAWORLD

Kontakt 

Innovationsfonden, Konstitueret kommunikationschef Thomas Bjerre
Mail: Thomas.Bjerre@innofond.dk
Tlf.: 6190 5019