Patient kigger på app - Personae Grand Solutions projekt

Kunstig intelligens skaber individuelt tilpasset behandling af depression

Nyt forsknings- og innovationsprojektet vil give patienter med depression lettere adgang til digital behandling. En investering fra Innovationsfonden gør det muligt at bruge kunstig intelligens i screening af patienter og leveringen af behandling, så tilbuddet i langt højere grad tilpasses den enkelte. Projektet Personae er et samarbejde mellem Region Syddanmark, virksomheden Monsenso og University of Limerick, Irland.

Flere end en milliard mennesker har psykiske lidelser ifølge WHO, og selv i Vesteuropa modtager kun halvdelen af borgere med angst eller depression relevant behandling. Samtidigt udfordres sundhedsvæsnet af mangel på sundhedspersonale.

Derfor vil et nyt forsknings- og innovationsprojekt udvikle en digital behandling til personer med depression, hvor kunstig intelligens tilpasser forløbet til den enkelte patients behov, Innovationsfonden har medfinansieret projektet med 22 millioner kroner.

Digitale programmer leverer i dag evidensbaseret behandling til borgere med depression, fx i den danske klinik Internetpsykiatrien. Forskning viser, at det har samme effekt for borgere med let til moderat depression som samtaleterapi. Potentialet er stort med tusindvis af borgere, som står på venteliste eller slet ingen relevant støtte får. Men det er en udfordring at levere et personligt tilpasset tilbud til alle. Nogle har gavn af et fuldautomatisk behandlingsprogram, andre har brug for et behandlingsprogram understøttet af en psykolog. Endelig har patienter i komplekse livssituationer brug for fysiske møder med behandlerne.

- Innovationsfondens donation gør det muligt for os at udvikle kunstig intelligens, som i samspil med fx Internetpsykiatriens klinik eller Monsensos sundhedsløsning kan sikre, at flere hurtigt får adgang til den rette behandling. Denne næste generation af digital behandling vil gøre det meget nemmere at tilbyde et helt eller delvist digitalt behandlingsforløb, som matcher den enkeltes behov, siger Kim Mathiasen, forskningsleder ved Center for Digital Psykiatri, som leder Personae projektet.

- Vi ser et meget stort potentiale i projektet. Det muliggør videreudvikling af vores digitale sundhedsløsning, så vi endnu bedre udnytter borgerens egne data om symptomer og livssituation til at engagere dem, tilpasse indsatsen til den enkelte og støtte kliniske beslutninger i stor skala, siger Thomas Lethenborg, adm. direktør i Monsenso.

- De unikke, borgerskabte data, som vi får ind via screening og løbende opfølgning i Monsensos løsning og Internetpsykiatrien er et fantastisk grundlag for at udvikle, træne og validere algoritmer til automatisering af beslutningsstøtte og optimering af behandlingsforløb, siger dr. Pepijn Van de Ven, seniorforsker ved University of Limerick.

Den primære ambition med projektet er at udvikle en intelligent tilpasning af behandlings-indholdet, så det matcher patientens symptomer og livssituation. Algoritmerne skal bl.a. identificere tidlige tegn på frafald i et behandlingsforløb og understøtte patienter og behandleres beslutninger om behandlingen. Den kunstige intelligens skal både indarbejdes i den offentlige klinik Internetpsykiatrien, som Center for Digital Psykiatri driver på vegne af de fem regioner, og i den danske teknologivirksomhed Monsenso, hvis digitale sundhedsløsning allerede er i brug i 15 lande.

Projektet ledes af Center for Digital Psykiatri, som i dansk og international kontekst er frontløber på internetbaseret terapi i forhold til både forskning, udvikling og drift. Dette projekt kobler deres forskning og store kliniske erfaring med kompetencerne og den kommercielle platform hos Monsenso samt de unikke kompetencer inden for kunstig intelligens hos University of Limerick, Irland.

 

Fakta

Innovationsfondens investering: 16.506.991 mio. kr.
Samlet budget: 22.133.718 mio. kr.
Varighed: 4 år
Officiel titel: Personae: Personalised Digital Treatment of Depression

 

Om partnerne

Center for digital Psykiatri, Region Syddanmark, arbejder for at alle danskere får let og lige adgang til mental sundhed. Center for Digital Psykiatri er, i dansk og international kontekst, frontløbere i brugen af digitale løsninger til mental sundhedsfremme og psykiatrisk behandling og de er eksperter i at matche psykiatriens aktuelle behov med den rigtige digitale teknologi.

Monsensos evidensbaserede digitale sundhedsløsning bidrager til, at flere personer får bedre mental hjælp og behandling med lavere omkostninger. Monsenso har udviklet et skalerbart produkt, der bruger datadrevet intelligens til diagnose, forebyggelse og behandling inden for mental sundhed og er leverandører til mere end 15 lande.

University of Limerick, Department of Electronic & Computer Engineering, Faculty of Science and Engineering har høj ekspertise inden for forskning og undervisning i informationskommunikationsteknologi. Department of Electronic & Computer Engineering er førende inden for forskning om kunstig intelligens til internetbaseret terapi.

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT), Region Syddanmark er et forsknings-, innovations og evalueringscenter med fokus på udvikling, evaluering og implementering af nye medicinske teknologier, fx  apps, virtual reality, patientrapporterede outcomes (PRO), wearables, videokonsultationer osv.

Depressionsforeningen er en landsdækkende forening baseret på frivillighed, som arbejder for de bedst mulige forhold for mennesker med depression, bipolar lidelse og deres pårørende. Foreningen arbejder med at øge viden om sygdommene og derigennem en afstigmatisering. Den er et talerør for denne befolkningsgruppe, politisk og behandlingsmæssigt.

Is it a bird er et strategisk innovationsbureau som omsætter dyb menneskelig forståelse til nye forretningskoncepter, muligheder og innovationsevner. De anvender metoder fra samfundsvidenskab, adfærdsøkonomi og designtænkning thinking