Microsoft vil udvikle fremtidens computer i Danmark

Danmark som verdens centrum for moderne kvanteteknologi - det er ambitionen med fondens hidtil største investering på 80 mio. Nu bliver satsningen også udgangspunktet for Microsofts jagt på kvantecomputeren.

På Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, har man i en årrække forsket i kvanteteknologi på Center of Quantum Devices også kaldet QDev.

Tiden er nu moden til at gøre forskningen til virkelighed og søge at udvikle en kvantecomputer, der skal løse komplicerede udfordringer uden for laboratoriet. Med fondens store investering på 80. mio. kr. er drømmen om at få Danmark helt i front i kapløbet inden for kvanteteknologi tættere på end nogensinde før.

Fokus er på det, som eksperter betegner som den anden kvanterevolution, og med projektet har man samlet nogle af verdens førende kompetencer inden for området.

Nu afsætter Microsoft ressourcer til at fortsætte udviklingen af næste generation computerteknologi i Danmark. Det er Microsofts ambition, at samarbejdet med Niels Bohr Institutet i København bliver rygraden i Microsofts satsning på at bygge fremtidens computer.

- Det er fantastisk, at en stor international virksomhed kommer til Danmark for at hente den afgørende teknologi, siger fondens direktør, Peter Høngaard Andersen.

Aftalen indebærer, at Charles Marcus der er professor i kvanteteknologi og leder af Center for Quantum Devices på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet sammen med tre andre af de absolut førende kvanteforskere i verden fra Holland, Schweiz og Australien bliver ansat af Microsoft.

Professorerne vil dog stadig være tilknyttet deres hjemlige universiteter.

Kvanteteknologi
Microsoft
Åben sektion, Microsoft

Microsoft satser på, at såkaldte topologiske kvantebits kan danne basis for at masseproduktion af kvantecomputere. En kvantecomputer kan arbejde med ’qubits’ eller ’kvantebits’, der både kan bestå af nuller og ettaller, modsat en almindelig computer, som kun kan arbejde med enten nuller eller ettaller. Det gør en kvantecomputer i stand til at foretage meget mere komplicerede beregninger – en teknologiske udvikling, der repræsenterer en milepæl i evolutionen af supercomputere.

Fondens investering
Åben sektion, Fondens investering

Der etableres et nationalt center med en to-årig investering på 80 mio. kr. fra Innovationsfonden. Quantum Innovation Center er placeret på Københavns Universitet, DTU og Aarhus Universitet, og som har deltagelse af tre udenlandske universiteter samt 18 virksomheder, hvoraf 8 er udenlandske, og nu også Microsoft.