Innovationsfonden og Realdania er gået sammen om et målrettet Erhvervsforskeropslag om cirkulært byggeri.
Vi investerer i fællesskab i op til 15 nye Erhvervsforsker-projekter, hvor virksomheder, offentlige organisationer og forskningsinstitutioner skal udvikle nye løsninger inden for cirkulært byggeri.
Ambitionen er et markant og gennemgribende, praksisorienteret forskningsboost til byggeriet, som skal fremme Danmarks bæredygtige omstilling.
Vi åbner for ansøgninger 6 uger før ansøgningsfristen den 30. april 2020.
Forventet opstart ultimo 2020.
Opslaget inviterer til erhvervsrettede forskningsprojekter, som udfordrer eksisterende paradigmer gennem for eksempel en ny systemtænkning og værdikædeinnovation, materialeudvikling, nye kontrakt-koncepter og nye forretningsmodeller på tværs af sektorer.
Forskningen foregår i tæt samarbejde mellem virksomheder/offentlige organisationer og universiteter/forskningsinstitutioner. De op til 15 erhvervsforskere vil blive ansat i virksomhederne/offentlige organisationerne og samtidig udgøre et praksisorienteret, tværfagligt forskningsteam i regi af BLOXHUB, hvor forskerne udvikler viden i dialog med hinanden, og hvor der løbende udveksles erfaringer.
For at hjælpe nye samarbejdsrelationer mellem virksomheder, offentlige organisationer og forskningsinstitutioner på vej vil Innovationsfonden, Realdania og BLOXHUB frem mod ansøgningsfristen den 30. april 2020 afholde matchmaking-events for interesserede ansøgere.
Innovationsfonden og Realdania ønsker at fremme vækst og værdiskabelse i Danmark gennem en accelereret omstilling til cirkulært byggeri.
Formålet med cirkularitet er at reducere CO2-udledning, ressource- og energiforbrug samt at minimere miljøbelastende materialer og processer. Det skal ske uden at kompromittere egenskaberne af materialerne og bygningerne, og uden at introducere nye miljø- og indeklimaudfordringer.
I de senere år er der såvel i Danmark som internationalt udviklet forsøgsbyggerier og prototyper inden for det cirkulære byggeri, ligesom ressourcer genbruges og recirkuleres i stadig stigende omfang. Men den store omstilling til en situation, hvor det cirkulære er et mere udbredt valg end det lineære, ligger stadigvæk forude.
Innovationsfondens og Realdanias fælles ambition er at udvikle nye cirkulære løsninger og nye forretningsmæssige grundlag for udbredelse af cirkulær ressourceøkonomi i det byggede miljø.
Det skal ske via samarbejder mellem virksomheder og offentlige organisationer i bygge- og anlægssektoren, forskningsinstitutioner og forskere, som kombinerer teoretisk viden og praktiske erfaringer.
Derfor understøtter Innovationsfonden og Realdania et praksisorienteret, tværfagligt forskningsteam - bestående af ca. 15 erhvervsforskere samt deres universitets- og virksomhedsvejledere - i regi af BLOXHUB.
BLOXHUB er en innovations- og væksthub med det formål at bidrage til en bæredygtig, global urbanisering gennem udvikling af innovative løsninger inden for arkitektur, design og byggeri i Danmark.
Opslaget baseres også på Regeringens ”Strategi for cirkulær økonomi”, september 2018.
Med ca. 15 Erhvervsforskerprojekter vil Innovationsfonden og Realdania sætte fokus på, hvordan både hastighed og skala inden for byggeriets omstilling til en cirkulær økonomi kan øges.
Opslaget inviterer derfor til forskningsprojekter som udfordrer eksisterende paradigmer, gennem fx en ny systemtænkning og værdikædeinnovation, materialeudvikling, nye kontrakt-koncepter og forretningsmodeller på tværs af sektorer.
Det er af stor betydning, at ansøgningerne dokumenterer reel indsigt i den cirkulære ressourceøkonomi, der allerede findes i byggesektoren samt indsigt i de udviklinger og projekter, som på mange fronter allerede er igangsat i sektorens virksomheder og organisationer samt ved videns- og forskningsinstitutioner. Ansøgninger, der relaterer til disse parter og projekter, er velkomne. Både private virksomheder og offentlige organisationer kan søge.
Ansøgningerne skal også dokumentere indsigt i de fælleseuropæiske projektudviklinger på området samt forståelse for, at løsninger og fremgangsmåder skal kunne implementeres internationalt.
Ansøgninger kan eksempelvis folde sig ud inden for nedenstående temaer, men vil ikke være begrænset heraf:
- Forretningsmodeller, som skalerer løsninger og systemer inden for den cirkulære økonomi, herunder løsning af bl.a. logistiske, økonomiske og risikobetingede udfordringer.
- Nye forretningsmodeller for bygherrer og bygningsejere.
- Metoder til understøttelse af tværfaglig og tværsektoriel innovation inden for det cirkulære byggede miljø.
- Nye løsninger til selektiv nedrivning af og ændringer i bygninger og bygværker, herunder også nye løsninger til at identificere og fjerne miljøskadelige stoffer.
- Et velfungerende marked for affald og genanvendelse, herunder fokus på upcycling.
- Beslutningsstøtteværktøjer for private og offentlige bygherrers valg af cirkulære fremgangsmåder, herunder også fokus på regulatoriske bestemmelser.
- Muligheder for juridisk understøttelse af bæredygtighed og cirkularitet i et samspil mellem rammelovgivning, kontrakt-klynger og supply chains, herunder udnyttelse af digitale reguleringsformer.
- Evaluerings- og klassifikationskriterier til vurdering af den cirkulære kvalitet på miljø-, klima- og samfundsmæssig bæredygtighed.
- Byggeriets cirkulære ressourceøkonomi i samfundsmæssig og social sammenhæng.
Det enkelte projekt forpligter sig til at engagere sig i tværfagligt samarbejde på tværs af ph.d.-projekterne i teamet. Det vil bidrage positivt til vurderingen af det enkelte projekt, at det ud over målsætningen om bæredygtighed inddrager en helhedsorienteret samtænkning af værdiskabelsen i hele værdikæden, der også inkluderer slutbruger og samfund.
Det er ikke afgørende, hvilken uddannelsesmæssig baggrund, teoriretning eller tradition projekterne kommer med. Det centrale er, at de skal bidrage med kritisk stillingtagen, innovativ tænkning, forskningshøjde og nyskabelse. Det er samtidig et vigtigt parameter, at projekterne har et forretningsmæssigt potentiale og kan udfoldes på et betryggende retligt grundlag.
I dette opslag er der en særlig mulighed for at få et yderligere kontant støttebeløb pr. projekt til konkrete 1:1-tests, afprøvninger eller interaktioner med brugere som del af forskningsprojektet, for at fremme netop det anvendelsesorienterede aspekt. I din ansøgning skal du redegøre for om, hvorfor og hvordan du ønsker at benytte dig af denne mulighed. Se mere herom under ’Finansiering’.
I udvælgelsen lægges desuden vægt på, at projekterne supplerer hinanden tværfagligt og som samlet portefølje udgør et vigtigt fundamentet for danske virksomheders satsning på cirkulær økonomi som internationalt vækstområde.
Innovationsfonden og Realdania lægger vægt på tværfaglig videndeling med henblik på at skabe et dynamisk team af forskere inden for samme problemfelt. Dette vil ske i regi af BLOXHUB.
De ca. 15 erhvervsforskere (inkl. deres universitets- og virksomhedsvejledere) vil således, udover at blive en del af BLOXHUB’s Science Forum, udgøre et team, hvor forskere udvikler viden i dialog med hinanden, og hvor der løbende udveksles viden og erfaringer.
Til dette hører følgende:
- To-dages kick-off inspirationstur.
- Kvartalsvis tværfaglig videndeling, samarbejde og sparring blandt de 15 erhvervsforskere
- Formidling af egen forskning på formidlingsevents i BLOXHUBs Science Forum
- Mulighed for forsker-arbejdsplads i BLOXHUB, som supplement til arbejdsplads i hhv. virksomhed og universitet
- Vejledningsevents, hvor virksomheds- og universitetsvejledere inviteres til at vejlede på tværs af projekter med det formål at fremme videndeling og samarbejde på tværs af virksomheder og universiteter.
Som en integreret del af projektperioden vil de 15 erhvervsforskere yderligere blive involveret i BLOXHUBs tværfaglige innovationsforløb for danske og internationale virksomheder og videnmiljøer. Hvert forløb varer typisk fire dage, og det forventes, at man deltager i minimum ét forløb hvert år. I alt ca. 12 dage på en treårig periode.
Alt vedrørende tværfaglig videndeling, samarbejde og sparring vil blive faciliteret af BLOXHUB.
Ansøgningen sendes via de almindelige ansøgningsindgange til Innovationsfondens Erhvervsforsker-program. I ansøgningsblanketten vælger du ’Cirkulært Byggeri’ i første trin efter introduktionen. Vær opmærksom på at vælge den korrekte ansøgningsmulighed (Erhverv-ph.d. eller Erhvervspostdoc, offentlig eller privat sektor).
Efter ansøgning vil Innovationsfonden vurdere, om din ansøgning falder inden for opslagets tema. Hvis ansøgningen passer bedre i den almindelige Erhvervsforsker-pulje, og dermed ikke på vilkår som dette opslag giver, vil fonden kontakte dig med henblik på at flytte ansøgningen over i denne pulje, inden den endelige afgørelse træffes. Vi flytter ikke din ansøgning, uden at du har sagt ja. Det er både muligt at søge en Erhvervs-ph.d. og en Erhvervspostdoc, og det er muligt at søge op til to projekter per virksomhed/offentlig organisation. Ligeledes er det muligt, at to eller flere virksomheder/offentlige organisationer går sammen om én erhvervsforsker, hvor der dog skal være én hovedvejledervirksomhed.
Ansøgningerne skal følge retningslinjerne for den type Erhvervsforskerprojekt, som der er søgt om – Erhvervs-ph.d. eller Erhvervspostdoc. Det betyder, at ansøgningerne skal opfylde alle krav til henholdsvis Erhvervs-ph.d. og Erhvervspostdoc. Disse kan du finde i retningslinjerne for Erhvervs-ph.d. og Erhvervspostdoc. Her finder du også beskrivelse af projektstruktur, krav til deltagere og projekt, betingelser for finansiering og bedømmelsesprocessen. Bemærk venligst, at der er særlige vilkår for Erhvervs-ph.d. og Erhvervs-postdoc i den offentlige sektor. Disse fremgår af retningslinjernes kapitel 8.
I tillæg til de evalueringskriterier, der er beskrevet i retningslinjerne, vil vi i den endelige udvælgelse lægge vægt på at få en tværfaglig palette af projekter, som supplerer hinanden inden for den faglige bredde, der er beskrevet ovenfor.
Projekter, der godkendes under dette opslag, vil opnå finansiering fra både Innovationsfonden og Realdania.
Innovationsfondens finansiering til virksomheden/den offentlige organisation og universitet/forskningsinstitutionen følger retningslinjerne for henholdsvis Erhvervs-ph.d. og Erhvervspostdoc. Realdanias støtte til virksomheden er i tillæg hertil 10.000 kr./mdr. til kandidatens løn. Konkret betyder det, at virksomheden i alt vil modtage op til 27.000 kr./mdr. i tilskud til Erhvervs-ph.d.’ens løn eller 32.000 kr./mdr., hvis der er tale om en Erhvervspostdoc. Den samlede lønstøtte udbetales af Innovationsfonden.
Realdania vil derudover støtte med et kontant beløb på op til 200.000 kr. (inkl. moms) per projekt til konkrete 1:1-tests, afprøvninger eller interaktioner med brugere eller borgere som del af forskningsprojektet. I ansøgningsskemaet er der en særlig rubrik herom, hvor du skal udfylde, om du ønsker at benytte denne mulighed, og hvad pengene skal bruges til.
Op til 100.000 kr. af det maksimale støttebeløb på 200.000 kr. kræver ingen medfinansiering fra virksomheden/den offentlige organisation, mens et ansøgt beløb på mellem 100.000 og 200.000 kr. kræver medfinansiering af et tilsvarende beløb fra virksomheden for den del, der er over 100.000 kr. Fx vil en ansøgning på 150.000 kr. kræve, at virksomheden/organisationen selv finansierer 50.000 kr. oveni. En ansøgning på 200.000 kr. vil således kræve, at virksomheden/organisationen selv finansierer 100.000 kr. oveni.
Der er ingen udgifter forbundet med, at erhvervsforskeren og vejlederne benytter sig af BLOXHUBs forskerrum, storrumskontorer eller møderum (i begrænset omfang). Rejseomkostninger til den nævnte inspirationstur dækkes af Realdanias tilskud, mens transportudgifter til møder i BLOXHUBs kontorfaciliteter i København skal dækkes af virksomheden. Virksomheden/den offentlige organisation skal selv dække alle resterende udgifter til projektet.
For at få så mange stærke ansøgninger som muligt, arrangerer Innovationsfonden og Realdania i samarbejde med BLOXHUB tre events fra november til februar, som er målrettet virksomheder, forskningstalenter og universiteter.
Alle tre events vil foregå i BLOXHUB, og det er muligt at deltage i alle tre eller færre.
- Informationsmøde – d. 14. november 2019 kl. 15-17: Hør om erhvervsforskerordningen, det faglige fokus i opslaget, og hvad det vil sige at være en del af teamet. Mød også virksomheder og erhvervsforskere, der er i gang i dag.
Tilmeld dig informationsmøde
- Matchmaking-møde – d. 5. december 2019 kl. 15-17: Interesserede kandidater får mulighed for at pitche deres projektidé og virksomheder kan annoncere efter særlige typer projekter.
Tilmeld dig matchmaking-møde
- Skriv den gode ansøgning – d. 20. februar 2020 kl. 15-17: Mødet er for dig, der er ved skrive ansøgning til Innovationsfonden. Få konkrete råd til ansøgningen og svar på spørgsmål om det faglige fokus.
Tilmeld dig Skriv den gode ansøgning
- Virksomheder der har en geografisk afdeling i Danmark og har økonomi og faciliteter til at køre projektet.
- Universiteter og forskningsinstitutioner, der er i stand til at tilknytte en vejleder til projektet.
- Kandidater der har opnået en ph.d.-grad. Graden må maksimalt være 5 år gammel på ansøgningstidspunktet.
Innovationsfonden støtter både Erhvervspostdoc-projekter inde for nedenstående tre politiske temaer, og projekter der ikke falder inden for et af de tre nedenstående temaer
- Grøn forskning, teknologi og innovation
- Life science, sundhed og velfærdsteknologi
- Kritiske og digitale teknologier
- Rumteknologi
Virksomheden modtager op til 22.000 kr. pr. måned i tilskud til løn samt 2.500 kr. pr. måned i tilskud til rejser.
Universitetet modtager op til 10.000 kr. pr. måned.
Universitets bevilling kan bruges på:
- Forskningsmentorers sparring med erhvervspostdoc’en.
- Forskningsmentorers deltagelse i konferencer. Dette inkluderer én rejse tur/retur til rejsemålet per ophold, visum, rejseforsikring, logi og deltagelsesgebyr. Kost, daglig/lokal transport, osv. dækkes ikke.
- Projektrelevant udstyr, materiale, apparatur (anskaffelse og/eller brug) og eksterne services
- Andre ansattes arbejde på projektet (omfatter ikke HR- og økonomifunktioner, husleje, forsyning o.l.)
- Publicering og formidling af forskningsresultater.
Virksomhedens bevilling kan bruges på:
- løn til erhvervspostdoc'en
- rejseaktiviteter, dette inkluderer én rejse tur/retur til rejsemålet per ophold, visum, rejse-forsikring, logi og universitetsafgifter. Kost, daglig/lokal transport, bøger osv. dækkes ikke.
Virksomheden skal betale alle andre udgifter til projektet, herunder udstyr, materialer og data-indsamling. Dette inkluderer også personligt udstyr til Erhvervspostdoc.’en, som f.eks. bærbar computer, mobiltelefon osv.
Lønniveauer
En Erhvervspostdoc skal mindst have samme samlede løn (løn + pension) som en universitetsansat postdoc. AC-overenskomsten regulerer lønnen for postdoc-ansatte, der indplaceres efter overenskomstens §4 og §8 og får et fast tillæg på 4.532,46 kr. om måneden.
Se aktuelle løntrin på Dansk Magisterforenings hjemmeside
Lønancienniteten forhøjes med det tidsrum, som den postdoc-ansatte har været beskæftiget med arbejde betinget af uddannelsen. Idet en postdoc-ansat typisk allerede har mindst 3 års ansættelse som ph.d.-studerende, begynder de som regel på løntrin 5 eller højere.
Den overenskomstmæssige løn er en minimumsløn. Som Erhvervspostdoc har du naturligvis mulighed for at forhandle dig frem til en højere løn. Du skal i det hele taget betragte din Erhvervspostdoc-ansættelse som en hvilken som helst ansættelse i forhold til forhandling af ansættelsesvilkår. Det betyder, at du også kan forhandle forhold som f.eks. ferie og barselsvilkår. Ansættelsen skal som minimum være på almindelige funktionærbetingelser. Vær også opmærksom på, at konkurrenceklausuler eller lignende i ansættelseskontrakten ikke må begrænse Erhvervspostdoc’ens mulighed for at opnå ansættelse andre steder.
Innovationsfonden tilråder, at I søger rådgivning hos en fagforening eller et HR-kontor vedr. lønforhold og ovenstående satser skal ses som vejledende.
Projektet kan tage mellem 12 og 36 måneder.
Hvis du er en virksomhed eller kandidat, går vejen typisk igennem universiteterne. Her sidder fageksperterne, der har forbindelser til relevante virksomheder og kan pege på gode kandidater blandt ph.d.-studerende.
For at finde frem til den rigtige universitetsforsker anbefaler vi, at du går til ph.d.-skolen for fagområdet. Hvert universitet har ph.d.-skoler inden for forskellige fagområder. Ph.d.-skolerne er det administrative omdrejningspunkt for universitetets ph.d.-uddannelser og vil kunne hjælpe med at pege på en fagrelevant universitetsforsker.
Liste over danske universiteter (dkuni.dk)
Du kan også tage kontakt til dit lokale erhvervshus, som evt. kan sætte dig sammen med samarbejdspartnere inden for fagområdet. For kandidater vil brancheforeninger også kunne henvise dig til relevante virksomheder.
Hold også øje med ”science dating”-arrangementer på universiteterne, hvor studerende og virksomheder kan mødes.
Kandidater kan også tage direkte kontakt til relevante virksomheder. Vores erfaring er, at du får mest ud af kontakten med en virksomhed, hvis du har et forslag til et konkret projekt, hvor den kommercielle værdi for virksomheden er klar, og at du samtidig er åben overfor, at virksomheden ønsker at være med til at forme projektet, så det bliver relevant for dem.
Virksomhedsvejlederen skal oprette ansøgningen.
Din ansøgning skal oprettes og indsendes via det elektroniske ansøgningssystem: www.e-grant.dk.
Du skal registrere dig som bruger af systemet med enten brugernavn og kodeord eller med MitID, før du kan oprette en ansøgning.
Du opretter en ny ansøgning ved at finde det korrekte opslag under ”Søgemuligheder” og trykke ”Start din ansøgning”.
Bemærk, at listen over søgemuligheder er sorteret alfabetisk, og at navnene på alle opslag fra Innovationsfonden starter med ”IF”.
Du må skrive din ansøgning på enten dansk eller engelsk.
Du kan finde en vejledning til e-grant på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
I en ansøgning til Innovationsfonden skal I beskrive Erhvervspostdoc-projektet og de personer og organisationer, der deltager i projektet.
En ansøgning til Erhvervsforsker-programmet indeholder 1) en ansøgningsblanket i e-grant, 2) en projektbeskrivelses-skabelon (findes på hjemmesiden og vedhæftes ansøgningen i e-grant) og 3) diverse bilag.
I retningslinjerne kan du se, hvad ansøgningen skal indeholde.
Vi bestræber os på at opretholde en behandlingstid på tre måneder fra ansøgningsfristen til ansøger modtager afgørelse på ansøgning. I visse tilfælde kan der gå længere tid.
Afgørelserne sendes via e-grant.
Ikke tilfredsstillende beskrivelse af projektets forretningsbetydning
Dette afsnit kan med fordel underbygges med konkrete tal og/eller konkrete anvendelsesscenarier, som gør det tydeligt, hvorfor projektet har en klar forretningsbetydning for virksomheden.
Ikke nødvendige kompetencer
Når I udvikler et projekt, som er fagligt bredt og/eller tværfagligt, skal I desuden være opmærksomme på, at projektdeltagerne dækker alle nødvendige kompetencer. Husk at det er en mulighed at tilknytte tredjeparter.
Projektet passer ikke til opslaget
Inden I indsender en ansøgning, bør I være sikre på, at I søger under en runde, som passer til jeres projekt. Dvs. I skal være opmærksomme på, om i sender ansøgningen til en af vores ”almindelige” runder målrettet private virksomheder, eller vores årlige runde målrettet offentlige organisationer. Læs om vores definition af ”privat virksomhed” vs. ”offentlig organisation” i retningslinjerne.
Projektet passer ikke ind i et af de politisk fastlagte temaer
Desuden skal I være opmærksomme på, at jeres projektidé skal passe til et af de politisk fastlagte temaer for Erhvervsforsker-programmerne. Læs mere om temaerne i retningslinjerne.
Alle projektdeltagere har ikke været med til at udarbejde ansøgningen
Vi anbefaler, at hele teamet (virksomhedsmentor/-vejleder, universitetsmentor/-vejleder og i givet fald kandidat) er med til at udarbejde ansøgningen. Det er vigtigt helt fra start af drøfte og blive enige om, hvad projektet konkret skal gå ud på.
Det er vigtigt, at universitetsvejlederen/-mentoren er med inde over ansøgningen, da det er en særlig disciplin at skrive forskningsansøgninger – der er mange særlige ting, man skal have styr på: State-of-the-art, litteraturreferencer, metodebeskrivelser (se links nedenfor).
Det er lige så vigtigt, at virksomheden er med til at formulere afsnittet om projektets forretningsbetydning (se ovenfor).
Vi anbefaler desuden kraftigt, at man indgår egentlige samarbejdsaftaler om f.eks. IPR og publicering
Ved genansøgning skal I være opmærksomme på at adressere alle afslagsbegrundelser (dvs. kritikpunkter), der fremgår af afslagsbrevet fra jeres sidste ansøgning. I ansøgningsblanketten i e-grant skal I oplyse om, at I tidligere har fået afslag, og hvilke ændringer I har foretaget.
Alle ansøgninger vurderes af erhvervsforskerudvalget, som indstiller afgørelser til fonden. Det er fonden der træffer den endelige afgørelse.
Erhvervsforskerudvalget bedømmer ansøgningerne.
Udvalget består af 24-28 medlemmer, der både repræsenterer respekterede forskere og højtstående personer fra det danske private erhvervsliv.
Udvalget laver indstillinger om ansøgningerne. Det er Innovationsfonden, der træffer den endelige afgørelse.
Ansøgningen vurderes på tre kriterier
- Idéens kvalitet
- Impact
- Kvalitet i eksekvering
Læs mere om bedømmelseskriterierne i retningslinjerne.
Når projektet er godkendt modtager du besked om dette i e-grant. Herefter skal virksomheden indsende underskrevet tilsagn og universitetet skal indsende underskrevet tilsagn samt indskrivningsbevis.
Projektet kan tidligst starte fra den dag tilsagnet gives. Hvis I får et betinget tilsagn, er det først når det endelige tilsagn er givet, at projektet kan starte. Projektet skal starte senest et halvt år efter tildelingen af tilsagnet.
Ved betinget godkendelse har I seks måneder til at opfylde betingelsen/betingelserne. Svar på betingelsen indsendes i e-grant. Svaret må maks. fylde to A4-sider pr. betingelse, overskrides dette kan fonden afvise svaret. Det skal gøres tydeligt, hvad der svares på og svaret skal indsendes i ét samlet dokument. Behandlingstiden er ca. to måneder og i visse tilfælde længere.
Vedrører opfyldelse af betingelsen, at der skal findes en Erhvervspostdoc-kandidat til projektet, skal svaret indeholde
- Ph.d.-bevis
- CV inklusiv publikationsliste. Ansættelser skal angives i måneder og år.
Det er vigtigt under forløbet, at I løbende mødes og drøfter udviklingen i projektet. Vi anbefaler, at man holder fysiske møder mindst en gang hver tredje måned - og gerne oftere- hvor alle deltager. Det anbefales stærkt, at man ved projektstart aftaler, hvem der har ansvar for at indkalde til møder. Hvis ikke andet er aftalt, forventes virksomhedsvejlederen/-mentoren at tage initiativet.
Man kan etablere en styregruppe med flere fagpersoner fra virksomhed og universitet og holde et styregruppemøde en gang hvert halve år. Det kan også anbefales, at den studerende skriver et kort nyhedsbrev ca. hver anden uge, hvor der redegøres for projektets udvikling.
Vi anbefaler desuden kraftigt, at man indgår egentlige samarbejdsaftaler om f.eks. IPR og publicering.
Inden tilskud kan udbetales, skal fonden modtage og godkende underskrevet tilsagn fra virksomhed og universitet. Parterne kan vælge at underskrive i et og samme dokument eller indsende to underskrevet dokumenter.
Startdato fastsættes til datoen angivet på tilsagnets underskriftsside (Erhvervspostdoc).
Både universitet/forskningsinstitution og virksomhed får forudbetalt 85% af bevillingen.
Læs om udbetaling af de resterende 15% under Regnskab og udbetaling af resterende tilskud – hvad skal vi være opmærksomme på?
Erhvervs-ph.d.- og Erhvervspostdoc-kandidater kan søge orlov i forbindelse med fx barsel og sygdom. Der ydes ikke tilskud under orlovsperiode, heller ikke under barsels-og sygeorlov. Tilskudsperiodens slutdato udskydes med orlovsperioden og tilskuddet ydes i den forlængede periode.
Bemærk: Fonden skal godkende anmodning om orlov, før orloven kan starte. Fonden godkender ikke anmodninger om orlov med tilbagevirkende kraft. Anmodningen sendes via e-grant (afsnit ”Ændringsanmodninger”).
En orlovsanmodning skal indeholde:
- Begrundelse for orlov.
- Start- og slutdato for orlovsperiode.
- Ny slutdato for projektet (projektets slutdato udskydes ved orlovsperioden).
- Virksomhedens (fx vejlederens), forskningsinstitutionens/universitetets (fx vejlederens) og kandidatens underskrifter.
Kender du ikke de nøjagtige datoer, oplyser du tentative datoer. Så snart du kender de nøjagtige datoer oplyser du dem til fonden (via e-grant), hvorefter perioden tilrettes og den endelige slutdato for projektet fastsættes.
Erhvervspostdoc-kandidater kan søge om deltid ved bl.a. sygdom, men man kan ikke søge om deltid med begrundelse om, at kandidaten skal lave andet arbejde ved siden af. Erhvervspostdoc-ansættelser er nemlig som udgangspunkt fuldtidsstillinger.
Bemærk: Fonden skal godkende anmodning om deltid, før deltiden kan starte.
Fonden godkender ikke anmodninger om deltid med tilbagevirkende kraft.
Anmodningen sendes via e-grant (afsnit Ændringsanmodninger).
En deltidsanmodning skal indeholde:
- Begrundelse for deltid.
- Start- og slutdato for deltidsperiode.
- Deltidssats.
- Ny slutdato for projektet (projektets slutdato udskydes deltidsperioden).
- Virksomhedens (fx vejlederens), forskningsinstitutionens/universitetets (fx vejlederens) og kandidatens underskrifter.
Deltidssatsen er, hvor stor en procentdel deltidsarbejdet udgør af fuldtidsarbejde. F.eks. betyder en deltidssats på 50%, at kandidaten arbejder halvt så meget som en fuldtidsansættelse i den pågældende periode..
Tilskudsperiodens slutdato er bindende, og kan kun justeres pga. godkendt orlov eller deltid (se ”Barsel og orlov fra projektet – hvad skal vi være opmærksomme på?” og ”Deltidsarbejde på projektet – hvad skal vi være opmærksomme på?”) men ikke pga. andre årsager/forsinkelser. Vær opmærksom på, at fondens tilskud ikke må bruges efter tilskudsperiodens slutdato. Hvis projektet bliver forsinket, kan parterne fortsætte projektet for egen regning.
Vær opmærksom på, at fristerne for at aflægge regnskab og revisorpåtegning ikke rykkes. Det samme gælder deadline for slutrapport for et Erhvervspostdoc-projekt, da slutrapporten forventes kun at dække tilskudsperioden.
For udbetaling af de resterende 15% af tilskuddet gælder desuden samme regler som for projekter uden forsinkelse (se Regnskab og udbetaling af resterende tilskud – hvad skal vi være opmærksomme på?).
Nej. Erhvervspost.doc-projekter kan ikke overføres til andre virksomheder.
Nej. Erhvervspost.doc-projekter kan ikke overføres til andre forskningsinstitutioner eller virksomheder.
Ved planlagt skift af virksomhedsvejleder, virksomhedsmedvejleder eller universitetsvejleder (Erhvervs-ph.d.) og virksomhedsmentor eller forskningsmentor (Erhvervspostdoc) skal der sendes en ændringsanmodning via e-grant, som skal indeholde:
- Begrundelse for skift.
- Den nye vejleders/mentors cv og kontaktoplysninger (inkl. e-mail og telefon), jf. Cv for projektdeltagere – hvad skal vi være opmærksomme på?
- Underskrift af kandidat, ny vejleder, virksomhed (fx nuværende vejleder) og universitet/forskningsinstitution (fx nuværende vejleder).
Udskiftning af en Erhvervspostdoc-kandidat tillades kun under følgende forudsætninger:
- Den tidligere Erhvervspostdoc er ude af projektet.
- Der er mindst seks måneder med tilskud tilbage af projektet.
- Virksomhed og forskningsinstitution har i al væsentlighed overholdt deres forpligtelser.
Ændringsanmodning sendes via E-grant og skal indeholde:
- Redegørelse for skift af kandidat, samt bekræftelse af, at ovnnævnte tre betingelser er opfyldt.
- Slutdato for den gamle kandidat og startdato for den nye kandidat.
- Den nye kandidats navn, cpr-nummer, privat e-mail, privattelefon, køn og nationalitet.
- Den nye kandidats cv , jf. Cv for projektdeltagere – hvad skal vi være opmærksomme på?
- Ph.d.-bevis for den nye kandidat.
- Underskrift af virksomhed (fx vejleder), universitet (fx vejleder) og den nye kandidat.
For Erhvervspostdoc-projekter skal projektparterne sammen udfylde en slutrapport, som fokuserer på effekter, resultater og proces. I bliver mindet om opgaven i e-grant. Opgaven indeholder et link til en skabelon for rapporten, som også findes på fondens hjemmeside under Projektadministration / Erhvervsforsker.
Både universitet/forskningsinstitution og virksomhed får forudbetalt 85% af bevillingen. De resterende 15% udbetales, når nedenstående betingelser er opfyldt.
De resterende 15% udbetales, når fonden har godkendt
- Slutregnskab fra begge parter.
- Revisorpåtegning for virksomhedens slutregnskab.
- Projektets slutrapport (se Slutrapport – hvad skal vi være opmærksomme på?)
Skemaer til regnskab, revisorpåtegning og slutrapport findes på fondens hjemmeside under ’projektadministration’ – ’erhvervsforsker’. Alle dokumenter indsendes via de respektive opgaver i e-grant.
Virksomheden skal indsende et regnskab for hele projektet ved afslutningen af projektet. Ubrugte midler skal tilbagebetales til fonden. Tilskuddet til rejser og kurser kan ikke benyttes til at dække andre udgifter i projektet. Regnskabsperioden svarer til projektperioden. Regnskabet må således ikke inkludere udgifter, der ligger før projektets startdato og efter projektets slutdato. Udgifter, der ligger uden for disse datoer afvises og vil blive krævet tilbagebetalt. Projektperioden fremgår i e-grant under sagsprofil.
Bemærk, at der delvist gælder andre regler for ældre bevillinger. Tjek jeres tilsagnsbrev, som indeholder de relevante retningslinjer, hvis du vil vide mere
Kontakt
T: +45 61 90 50 00
E-mail: erhvervsforsker@innofond.dk
Torsdag: 9.00-12.00
Tekniske spørgsmål til e-grant?
Kontakt e-grant support
T: +45 33 92 91 90
E-mail: Support.e-grant@ufm.dk
Hverdage: 9.00-12.00
Såfremt du har indsendt en ansøgning eller har en bevilling hos fonden bedes du kontakte os via din sag i e-grant.