Ansøgningsfrist
30. september 2026, kl 12:00

Food and Bio Cluster’s veje mod klimaneutralitet: Fremtidssikring af bæredygtige landbrugs- og fødevaresystemer frem mod 2050

Tilskud til virksomheder, forskere og offentlige institutioner, der vil igangsætte et innovativt, videnbaseret udviklingsprojekt. Formålet er at fremtidssikre Danmarks landbrugs- og fødevaresystemer og bidrage til regeringens mål om klimaneutralitet i 2050.

Hvem?

Virksomheder, startups, forskningsinstitutioner og offentlige institutioner kan søge. Det ses gerne, at projekterne involverer samarbejde på tværs af virksomheder, forskere og offentlige institutioner.

Hvad?

Medfinansiering på op til 75% af projektets samlede omkostninger. Eksempler på aktiviteter, der kan medfinansieres er løn og andre udgifter direkte tilknyttet projektet. Se nærmere om retningslinjerne for finansiering i call-teksten nederst på siden her

Hvor meget?

Der kan søges mindst DKK 3.000.000 per projekt. Den samlede ansøgningspulje udgør DKK 88.000.000.

Vigtige datoer
29. april 2026
Søgemulighed åbner
30. september 2026
Ansøgningsfrist
Januar 2027
Forventet svar på ansøgning
Marts 2027
Forventet opstart

Den Grønne Trepart og den nationale klimalov understreger nødvendigheden af, at landbrugs- og fødevaresystemet skal omstilles for at nå klimamålene for 2030 og 2050. Landbrugs- og fødevaresektoren står i dag for mere end en tredjedel af landets samlede udledning af drivhusgasser. Ved at accelerere den teknologiske udvikling og opformeringen af grønne løsninger, kan vi gøre det muligt at realisere det nationale mål om klimaneutralitet.

Nordstjernen fungerer som en retningsgiver for missionen og er defineret som følger:

Klimaneutrale drivhusgasudledninger i den danske landbrugs- og fødevaresektor i 2050 og en samtidig styrkelse af miljøet, naturen og en konkurrencedygtig fødevaresektor.

Projekter, der finansieres under dette opslag, skal kunne fremvise tydelige skridt mod at opnå Nordstjernen.

Med dette opslag ønsker Food & Bio Cluster Denmark at styrke Danmarks evne til at fremtidssikre sine landbrugs- og fødevaresystemer ved at reducere drivhusgasudledninger, styrke biodiversiteten og skabe bedre muligheder for cirkulær anvendelse af ressourcer. Dette kræver et dobbelt fokus: dels udvikling af den tekniske kapacitet til at opskalere klimavenlige innovationer, dels håndtering af de samfundsmæssige og regulatoriske barrierer, som hæmmer implementeringen.

Samtidig er der behov for nye løsninger, som kan sikre robuste afgrøder, alternative proteinkilder og effektiv udnyttelse af biogent kulstof for derved at understøtte fødevaresikkerhed og klimaneutralitet.

Det primære fokus er at identificere og støtte projekter, der kan levere væsentlige reduktioner i drivhusgasudledninger, samtidig med at de adresserer bredere samfundsmæssige udfordringer såsom miljømæssig bæredygtighed, dyrevelfærd, biodiversitet, fødevaresikkerhed, forbrugeraccept og integration på tværs af værdikæden.

Projekterne bør udformes på en måde, så de accelererer overgangen fra innovation til implementering og dermed sikrer, at Danmark ikke alene når sine nationale målsætninger, men også positionerer sig som en global frontløber, hvad angår bæredygtige innovationer inden for landbrugs- og fødevaresektoren.